Mit forhold til amerikanske Cymbals Eat Guitars er ikke særlig langvarigt. Faktisk havde jeg aldrig stiftet bekendtskab med kvartetten før deres seneste album Lose (2014) lå i min anmelderindbakke, og jeg var ærlig talt ikke særlig imponeret ved første gennemlytning. Men langsomt voksede albummet på mig, og jeg er kun blevet mere glad for albummet for hver gang, jeg lytter til det. Nu skulle Cymbals Eat Guitars så bevise deres værd for mig på en scene, men mere om det senere.
Feel Freeze
Først vil jeg rette opmærksomhed mod aftenens opvarmningsband, den danske duo Feel Freeze, der havde fået den utaknemmelige opgave at præsentere deres musik for et helt klassisk hverdagstræt københavnerpublikum, og vi kan sgu være tunge at danse med. Vi bilder os selv ind, at vi er åh så åbne over for ny musik, men alligevel står vi ofte ganske uimponeret med armene over kors og snakker med sidemanden, om hvornår mon dem, vi har betalt for at se, går på.
Det var der nu også ganske god grund til denne aften på Loppen, for Feel Freeze var ganske enkelt et band, der ikke havde formatet til imponere hverken mig eller hovedparten af Loppens publikum, der ganske hurtigt indfandt sig i rollen som klassisk københavnsk koncertgænger. Med sig i bagagen har duoen den udmærkede EP Future Emotions in a Digital Heart, men deres genrefusion af dyb electronica (a la The XX), svævende drømmepop og klassiske singer-songwriter-dyder var sjældent overbevisende.
Deres elektroniske univers var for cheesy og tåkrummende under en kikset synthmelodi fremført af Mathias Vinther. Else Raymonde Gounoux’ guitarspil forførte sjældent lytteren og virkede mest af alt som en trist parodi på drømmepoppens pionere. Til tider traf hun direkte dårlige beslutninger i sit guitarspil, og undervejs frygtede jeg, at hun ville begynde at spille temaet fra “Top Gun”-filmen.
Værst blev det med et ikke gennemarbejdet cover af R.E.M.-klassikeren ”Losing My Religion”, hvis eneste kvalitet var, at man blev mindet om, at originalen egentlig er meget god.
Til tider kom duoens fine sangskrivning dog til sin ret, og særligt Gounoux viste sig som en ganske fin vokalist. Feel Freeze formåede bare aldrig at krybe sig ind under huden på mig, da koncertens positive momenter var i klart undertal.
Cymbals Eat Guitars
Heldigvis blev det bedre, da aftenens hovednavn indtog Loppens lave scene. Ganske klogt lagde de ud med den fremragende ”2 Hip Soul”, der varslede om en gennemgang af samtlige numre fra kvartettens seneste album, føromtalte Lose. Ganske effektivt fik Cymbals Eat Guitars skabt en mørk og dyster stemning i det lavloftede lokale, og med det samme fik de bevist hvor velspillende et band, de er. Trommeslager Andrew Dole spillede tilbagelænet og sikkert, og han dannede en solid rytmebund med bassisten Matt Whipple, der gang på gang leverede smågeniale basfigurer på sin Fender P-Bas oven på Doles fundament. Her skal særligt ”Place Names” fremhæves som et nummer, hvor dette sammenspil var helt eminent.
Denne rytmebund var det perfekte udgangspunkt for, at forsanger og guitarist Joseph D’Agostino kunne udfolde sig som den dygtige guitarist, han vitterligt er, hvilket han beviste gentagende gange i løbet af koncerten. Keyboardspilleren Brian Hamiltons spil fremstod ofte anonymt i lydbilledet, men det lagde alligevel en perfekt svævende, atmosfærisk flade, der ofte bandt rytmegruppen sammen med D’Agostinos diskante guitarspil.
Det var simpelthen et band, der var så velspillende, at det var en fornøjelse at høre, og selvom tekniske fejl, som sprungne guitarstrenge eller defekte baskabler, kunne have været en tung mavepuster for koncerten, sejrede bandets professionalisme. Deres efterhånden langvarige sammenspil gjorde, at man altid var tryg i deres selskab. Det er til trods for, at vildskab og desperation netop er nøgleord i Cymbals Eat Guitars’ musik. Denne vildskab viste sig særligt i ”XR”, hvor D’Agostino flår sin mikrofon ud af dets kabel, uden at han opdager det og blot synger videre i en nu lydløs mikrofon.
Desværre blev koncerten også en kende for ensformig, og man savnede afbræk i bandets for konstante sangskrivningsformel. Den umiddelbare begejstring for kvartetten aftog stille og roligt, som koncerten skred frem, og uh-korstykkerne gentog sig. Hvis det ikke havde været for de mange stærke numre, gruppen fremførte, som ”2 Hip Soul”, ”Warning”, ”Place Names”, ”Chambers” og ”Laramie”, var det hurtigt blevet en kedelig aften. De fire newyorkere spillede nemlig ikke på meget andet end rutinen, men det er så også en rutine, der er så solid, at det var rigeligt til at sikre en god koncertoplevelse, og at jeg fangede mig selv i at nynne flere forskellige af gruppens melodier på vej hjem.
Det onsdagstrætte københavnerpublikum var nu ikke til megen hjælp denne aften på Loppen. Selvom D’Agostino rimelig vellykket indtog rollen som charmerende frontfigur, fik han aldrig charmeret sig helt ind i publikums hjerter. Derfor blev det afsluttende ekstranummer ”Child Bride”, som D’Agostino fremførte alene på guitar, heller ikke den forløsende hymne, som den sikkert har været tænkt som. Det klædte ellers sangen at blive reduceret til sine væsentligste dele, men ens umiddelbare fornemmelse efter koncerten var: »Det var da fint nok, men så heller ikke mere.«
Fotos: Morten Lau-Nielsen
