Egentlig har det altid irriteret mig en smule, når produktioner af en hvilken som helst art ved udgivelsen straks stemples som værende ’tidløse’ – dette gældende film, litteratur og design såvel som musik. Hvorfor ikke se tiden an og først herefter vurdere, hvorvidt produktionen forbliver relevant på tværs af tid og stilperioder? For dette er vel netop begrebets indhold. Når dette er sagt, vil jeg i tilfælde af Jessica Pratts seneste udgivelse On Your Own Love Again gøre en sjælden undtagelse; i kraft af den ni numre lange udgivelse har californiske sangerinde nemlig begået et værk, som til en sådan grad er svær at tidsfæste, at det første beskrivende ord, der popper op i hovedet, er… ja, tidløs.
Det er kun to år siden, at Pratt debuterede med sin første skrabede – men sært charmerende – samling af nedbarberede folk-sange. Dengang var formålet med produktionerne nærmere personligt snarere end udgivelsesorienteret, og netop dette faktum var muligvis medvirkende til, at albummet i kraft af sin inderlige umiddelbarhed i det små fik rusket op i en folk-genre, der var relativt pludseligt genopstanden og i alle sine smarte skovmandsskjorter, fuldskæg og hit-potentialer på vej tilbage i sin grav.
Nu er Pratt altså tilbage, og dette med et album, som er lige så fuldkomment i sin intimitet, men endnu mere fokuseret i sine produktioner end sin forgænger. Hvor sangskrivningen fortsat trækker på de allermest klassiske folk-dyder, der er umulige at spore tilbage til enkelte artister eller musikalske kulturer, tillader amerikaneren, at lyden på de enkelte numre får flere virkemidler at arbejde med, hvilket i overvejende grad tilfører melodierne tiltrængt luft. Mest markant er udviklingen på den svævende ”Jacqueline in the Backyard”, hvor Pratt for en stund forlader den fuldkomment akustiske lyd til fordel for lette bagvedliggende elektriske guitarflader og afstemt rumklang. Også den herpå følgende ”I’ve Got a Feeling” er i kraft af sine detunede guitarmelodier, tøvende vokalharmonier og diskrete anslag på el-orgel en slags underspillet nybrud i Pratt-regi.
At påstå, at sangerindens lyd generelt har undergået en stor forandring, ville dog være en overdrivelse. Det er således karakteristisk for albummet i sin helhed, at produktionerne er – selv for folk-genren – sjældent nedbarberede, og oftest lader Pratt sin omskiftelige og evigt dragende stemmeføring akkompagneret af akustisk fingerspil udfylde hele lydbilledet. ”Game That I Play” opsummerer på mange måder dette udtryk. Med repetitiv guitarklimpren spinder Pratt et hypnotiserende baggrundstapet af akustisk vellyd, mens hun med sin svagt nasale vokal luller lytteren til ro. Mere opløftende er den lige så fine ”Greycedes”, hvor sangerinden, som en knapt så skabet version af Joanna Newsom, på afdæmpet vis lader sin stemme bevæge sig i hele dens spektrum. Fra høje skarpe frekvenslag til dybe maskuline klange. Virkemidlerne er med andre ord få, men vokal og guitar anvendes til deres fulde potentiale på en sådan måde, at de udfylder hele lydbilledet i hvert eneste nummer. Det er nøgent, men aldrig udstillende.
Med On Your Own Love Again har Jessica Pratt begået et afdæmpet album, som til trods for, at det ikke umiddelbart gør meget væsen af sig, rummer melodier og stemninger for det næste lange stykke tid. At lytte til den californiske sangerinde er til tider som at lytte til en kvindelig pendant til Nick Drake; som at blive lukket ind i et rum, hvori ingen andre melodier eksisterer. Hvor musikeren er det eneste nærvær, til trods for evigt udefinerbar mystik i lydbilledet. Netop på grund af albummets personlighed er det sjældent fyldestgørende at sætte det i relation til specifikke folk-scener, og dette er netop en af værkets helt store kvaliteter.
