Thurston Moore er en musiker, der allerede har bevist mere end rigeligt. Som guitarist i Sonic Youth har han været med til at videreudvikle nye udtryk og klange i rockmusikken, der stadig i dag fremstår som banebrydende. Moore har igennem mange års utrættelige arbejde udviklet sin egen karakteristiske spillestil, og har forfinet et unikt talent for sammensætningen af toner, samt evnen til at strukturere sange således at de konstant kan overraske lytteren. Nogle gange uden at man opdager det.
Denne evne er stadig intakt og viser sig flere gange på albummet The Best Day. Det er et værk, hvor Moore til dels reproducerer Sonic Youths elskede lyd, men hvor han også undersøger andre facetter af sine musikalske kompetencer. Det lykkes på størstedelen af pladen, men der er desværre også momenter undervejs, hvor Moore virker musikalsk forvirret, uinspireret tilbageskuende eller blot ufokuseret.
Særligt den, i Thurston Moore-kontekst, fjollede titelsang er et eksempel på denne musikalske forvirring. Sangens groove minder om sydstats-røvballerock, og nummerets forfærdelige guitarsolo hører mest af alt hjemme på et americana-album, som kun få fans ville interessere sig for.
Det interessante er, at nummeret egentlig ikke er dårligt skrevet, men det bryder med den forventning af seriøsitet, som forbindes med Moore. Vi har som lyttere nogle helt særlige forventninger, til de musikere vi beundrer, og vi bliver derfor så forfærdeligt skuffet, hvis disse forventninger bliver modsagt. Sådan er musik, og vores forventninger vil altid have en betydning for vores oplevelse af den.
En væsentlig kvalitet ved The Best Day er, at man som lytter virkelig får fornemmelsen af fire mennesker, der står og skaber musik i et rum på samme tid. I vores digitale tidsalder, hvor man i computeren altid kan tilføje flere lag til musikken, virker idéen om blot fem elementer, der udgør et helt nummer, nærmest gammeldags. Det er den dog på ingen måde. Moores guitarvirtuositet er frisk som altid, og særligt hans sammenspil med Sonic Youth-trommeslageren Steve Shelley er en fryd for øret. Man kan ikke andet end at anerkende disse to personers fælles musikalitet og samspil, der er opstået gennem 30 års spillen sammen. De musikalske huller, der naturligt vil opstå, når man afskriver sig fra at tilføje mere til udgangspunktet, er nærmest ikke-eksisterende på The Best Day.
Den ukendte guitarist James Sedwards og My Bloody Valentine-bassisten Debbie Googe er ligeledes vigtige medspillere på dette album. Til tider harmonerer Sedwards og Moore så godt sammen, at man er tilbøjelig til at tro, at den anden legendariske Sonic Youth-guitarist Lee Ranaldo har medvirket på albummet under et synonym. Googe spiller som det perfekte klisterbånd mellem Moores ekvilibristiske guitarspil og Shelleys konstant swingende grooves, hvilket man særligt bemærker på den 11 minutter lange ”Forevermore”.
Netop ”Forevermore” er et af albummets højdepunkter. Nummerets intro udgøres af en guitar, der skærer sig igennem Shelleys behagelige trommespil. Støjen og disharmonien er doseret som kun Moore kan gøre det, og selvom mange utvivlsomt vil mene, at denne musik er yderst forfærdelig at lytte til, skaber den et musikalsk rum, der er utroligt rart for mig at være i. Med guitaren skaber Moore en velafbalanceret kontrast til den ro, der ligger i rytmegruppen. Som en komplet subjektiv lytter føler jeg, at musikken tager mig i hånden og gør mig tryg. Jeg behøver ikke engang at lytte intenst til den. Bare det, at den er tilstede i en minimal grad, skaber et lydligt rum, jeg som lytter kan lide at være i.
Nummeret bliver langsomt mere og mere aggressivt, men netop fordi det sker over så lang tid, er man som lytter nødt til at lytte koncentreret for overhovedet at opdage, at musikken ændrer sig radikalt. Pludselig befinder jeg mig i et berusende, musikalsk kaos, uden at jeg har bemærket det. Jeg er blot til stede i musikkens nu, uden at jeg er bevidst om, hvordan musikken har udviklet sig, og hvor den skal hen.
En lignende oplevelse indfinder sig på albumåbneren ”Speak to the Wild”. Over otte og et halvt minut sætter Moore mig i en transcenderende, stenet, hovednikkende stemning. Ligesom førnævnte nummer, udvikler sangen sig langsomt og river mig med. Det hele intensiveres og bliver blot mere og mere interessant, som sangen skrider fremad. Jeg bliver revet med af musikken, og jeg føler nærmest, at nummeret udvikler sig til en lydlig orgasme. Et langt opbygget klimaks afsluttes, og de indledende guitartoner fra introen genintroduceres, blot for at falde tilbage i det transcenderende groove. For selvfølgelig kan Moore to gange i træk.
Selvom albummet flere gange er ganske fremragende, er det svært ikke at sammenligne The Best Day med det musikalske udgangspunkt – Sonic Youth – for langt de fleste numre på The Best Day lyder umiddelbart som en reproduktion af det skelsættende bands lyd. Ved de første gennemlytninger af albummet kan man derfor også let blive irriteret over den manglende nytænkning. Særligt den fremadstormende og punkede ”Detonation” lyder så irriterende meget af Sonic Youth uden at være bedre. Den reproducerer blot de samme aggressive stemninger og melodiske idéer, man forbinder med kultbandet. Kunne man ikke forvente, at en så normbrydende musiker som Thurston Moore kunne bryde med sine egne normer?
Svaret er, at det gør han faktisk også. Et nummer som ”Speak to the Wild” er båret af væsentligt lettere melodiske idéer. For at vende tilbage til sexmetaforen, er Moore nu mere blid i sin elskov med lytteren. Man bliver ikke længere kastet rundt i en hård lydlig penetrering, men snarere nusset og forkælet af en erfaren mand, der kender sine virkemidler, men som stadig elsker at lege med dem. Støjen er ikke længere altdominerende men tilpasset, og når man først har accepteret, at Moore naturligvis benytter sig af sine musikalske erfaringer, kan man også opdage de små forskelle, der er fra Sonic Youth-udgangspunktet.
Tydeligst er disse forskelle på ”Vocabularies”, der kan betragtes som en klar forlængelse af det Beck-producerede mesterværk Demolished Thoughts (2011). Nummeret er overvejende akustisk og bakket op af strygere, men ledsages også af en smuk lyd af en genstand der filer op og ned af strengene på en elektrisk guitar, hvilket mest af alt lyder som fuglesang en tidlig forårsmorgen. Nummeret er et velskrevet musikalsk forløb og lykkes med sine klanglige eksperimenter. Moore bruger smukt sine unikke harmoniske evner i denne akustiske sang, og som en eminent turguide har han skabt en formstruktur, der bringer lytteren igennem adskillelige musikalske forløb og stemninger.
Et lignende kompositorisk forløb opleves på den instrumentale ”Grace Lake”, men hvor harmonierne på ”Vocabularies” er dystre og uhyggelige, er de på ”Grace Lake” rare og optimistiske. Over det samme groove skaber han ved hjælp af sit guitarspil et kompositorisk forløb, der er en klassisk komponist værdigt. Igen ved man sjældent, hvad man skal forvente af musikken, fordi den gang på gang overrasker positivt og tager lytteren et nyt sted hen. Man kan nærmest fornemme en dramaturgi i musikken. Som lytter føres man igennem forskellige følelser og stemninger, og man lægger slet ikke mærke til, at man har lyttet til syv minutters instrumental musik, når nummeret er færdigt, netop fordi musikken hele tiden overrasker en.
Hvis man blot lader sig forføre af dette album, får man mange gaver. Alligevel skuffer det også flere gange. For The Best Day er trods alt temmelig forskelligartet, og kommer rundt om flere facetter af Moores musikalitet. Jeg bryder mig desværre ikke om alle de steder, jeg bliver taget hen, men jeg nyder vitterligt også de bedste steder.
