Pinks musik har et ben i to lejre. På den ene side er musikken et udtryk for en ekstrem – og til tider fjollet – legesyge. Et eksempel blev nævnt til den artist talk, der fandt sted med Pink selv på Hovedbiblioteket inden koncerten. Her fortalte han om, hvordan han tidligere havde haft stor glæde af at optage lyden af en printer, der printede. Hvis man vil have yderligere bevis for det fjollede i Pinks musik, kan man blot lytte til ”Jell-O” fra sidste års glimrende album Pom Pom.
Selvom musikken kan være skrabet, kantet, fjollet og legesyg, er den lige så ofte længselsfuld, drømmende og melankolsk. Ved at se Pink i levende live blev jeg for alvor klar over, at han vitterligt er en sky, genert og introvert person. Det kan være en forklaring på, hvorfor han har draget så mange københavnere, der var mødt op i Bremen. Samtidig blev det også koncertens helt store hæmsko.
Symptomatisk for den koncert, vi skulle opleve, blev hele det første nummer, som jeg bedst kan kategorisere som en bearbejdning af ”Dinosaur Carebears”, fremført med scenetæppet trukket for. Selvom scenetæppet rent fysisk blev trukket fra efter denne musikalske introduktion, forblev det – i overført betydning – for. Pinks synsfelt passerede aldrig de monitorkasser, der var placeret ved scenekanten. Som publikum var vi altså hensat til siddende at beskue de udstillede musikere på scenen, hvilket tydeligvis ikke behagede Pink. Koncerten blev en ubehagelige og kedelig envejskommunikation, og den udstillede outsiderens bedste svar på situationen; at gå forsigtigt rundt på scenen og se ned i gulvet.
Det var ikke fordi, det lød dårligt, det der kom ud af højtalerne. Jeg vil intet ondt sige om den musik, bandet spillede. Et nummer som weirdosoul-sangen ”White Freckles” blev spillet glimrende, men på trods af nummerets sommerlige optimisme blev det fremført alt for introvert, og det samme kan siges om numre som ”Negative Ed”, ”Jell-O” og ”Goth Bomb”. At vælge disse numre til en sid-ned-koncert var en decideret dårlig beslutning. Et nummer som eksempelvis ”Goth Bomb” skal høres med muligheden for at bevæge hele kroppen og tilfældigt at støde ind i fremmede mennesker, hvorefter man nonchalant kan tage en tår af sin håndbajer. Det var der ikke ligefrem mulighed for i de gamle biografsæder, og dermed dumper Bremen Teater desværre også som spillested til en Ariel Pink-koncert. Ligeledes kunne man passende have varieret sætlisten, der var præget af Pom Pom-numre. Et nummer som ”Only in My Dream” fra Mature Themes (2012) var blandt andet savnet, og den havde passet bedre i Bremen end førnævnte misere.
Bedre blev det til gengæld, når bandet skruede ned fra den fjollede legesyge, og Pink åbnede hjertet på numre som den længselsfulde ”Dayzed Inn Daydreams”, den desperate ”Not Enough Violence” eller drømmende ”Picture Me Gone”. I modsætning til de førnævnte uheldige valg klædte det disse numre, at de blev præsenteret introvert, da de føltes åbenhjertige uden distancerende weirdofjol. Jeg vil ikke påstå, at jeg ved, hvem Ariel Pink virkelig er, men her følte man, at man fik et indblik i hans indadvendte og lidt akavede melankoli. »I used to pray / But now I scream / Lord help me / No more daydreams,« sang han iført stumpet t-shirt, nittebælte og lilla, højhælede støvler med metalpigge, og folk kunne lide det
På de to ekstranumre ”Bright Lit Blue Skies” og ”Sexual Athletics” fik vi også endelig lov til at rejse os op, hvilket frigav noget spillelyst hos bandet, der ellers havde set ud til at småkede sig, som koncerten skred frem, hvilket deres døde blikke og afventende, krydsede ben afslørede. Alligevel var det også underligt at stå op. Stolerækkerne dikterede trods alt stadig, at vi stod på ræd og række og pænt lyttede smådansende til det envejskommunikerende band på scenen.
Det sidste nummer, ”Sexual Athletics”, var en dejlig smålummer afslutning, der på trods af sin yderst aparte musikalske legen med sin form ikke druknede i fjol. Det var tværtimod lækker 70’er-erotik for ørerne og et bevis på, at det fjollede trods alt godt kunne have en velfungerende plads i denne koncert.
Så ja. Momentvis bestod koncerten af flere højdepunkter, det skal ikke underkendes. Men generelt var aftenen en kedelig, introvert oplevelse, med et band der var blevet grumt fejlcastet til det forkerte spillested, der udstillede Pink som en akavet outsider. Må jeg have lov at foreslå Vega eller Pumpehuset, næste gang Ariel Pink besøger København, hvor vi kan være outsidere sammen med det elskede weirdofænomen?
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com