Astrid Nora, kvinden bag Where Did Nora Go, er først og fremmest musiker, og det kan høres på Shimmer. Pladen udkom tilbage i slutningen af 2014, men fordi denne anmelder er så forbandet glemsom, fandt den først vej til anlægget nu. I den sammenhæng kan man for alvor tale om, at guldet har været lige for næsen af mig alt for længe.
Shimmer er en rejse ind i Noras ambiente og udforskende lydunivers, hvor musikken får plads til at udfolde sig. Pladen er først og fremmest en instrumental oplevelse, men Noras vokal er bestemt ikke at undervurdere. De fleste vil nok lade tankerne flyde hen på Björk, når de hører stemmen, og det med rette. Vokalens udtryk er spinkel og lys – man frygter næsten, at den vil knække hvert et øjeblik, men den totale kontrol skinner også igennem. Hun har styr på sit håndværk, og det er skønt at høre.
Teksterne vil jeg ikke dykke for meget ned i. De er for mig det svageste led i udtrykket, men de er tilpas kryptiske og ukonkrete til, at lytteren selv kan tillægge dem den ønskede historie og værdi. Æstetisk er det i tråd med den ambiente lydoplevelse, der overlader en stor del af indtrykket til lytteren selv – skab dine egne billeder og din egen fortælling.
Et eksempel på ovenstående findes i følgende tekststykke fra nummeret “Hear, Emily Sings”:
»It’s all I have to bring to you today /
We did not come here just to endure the pain /
Be sure to tell should I forget – stir me if you must /
This and my heart and all there is /
Which in my body dwells«
Et stykke tekst der nok kan tolkes på utrolig mange måder, alt efter hvor bogstavelig, følelsesladet, billedligt eller analytisk man går til værks. Det er ikke dårligt skrevet, men for min skyld måtte Nora gerne tone en smule ned for himmelfarten og gribe jorden – omend blot momentant. Smag og behag.
Pladens 13 numre ligger stilmæssigt mere eller mindre alle i et afslappet lydbillede, hvilket på mange måder er det, man kunne forvente fra en cellist. I pressematerialet fremgår det, at der på Shimmer er et mere akustisk og folkemusisk afsæt i forhold til den selvbetitlede debutplade fra 2013. Nu er folkemusik selvfølgelig et ret så bredt begreb, eftersom ethvert folkefærd har sin musik (og den oprindeligt blot stod i kontrast til de intellektuelles klassiske musik, men lad os lade den stå for nu). Folkemusik skal i hvert fald ikke forstås som en relation til f.eks. Conor Oberst eller Bob Dylan for den sags skyld.
Jeg ville nok nærmere putte en eksperimental-label på musikken, en slags fusion mellem det klassiske (som jo så står som faktisk modsætning til folk) og det ambiente univers. En slags akustisk ambient musik, hvor intet er påtrængende iørefaldende, men elementerne kan nydes for sig – de enkelte instrumenter og vokalen. En af de mest tærskede journalistiske sætninger er ‘less is more’ og oversat til musikken, kan det simple udtryk ofte indeholde så meget mere end symfonien, og det er netop, hvad Where Did Nora Go gør så godt.
Strygerne er smukt afstemt med vokalen – f.eks. i nummeret “The Chord”, hvor vokalen nærmest synger med strygeren og skaber en smuk mellemting mellem en kærlighedsduet og en klagesang.
Men der er også plads til et mere tungt udtryk, som den næsten industrielle “Beating Drum”, hvis rytmer ligger tungt, og trasker derudaf – også vokalen får et mere groft og energisk udtryk. Det klæder Nora at være lidt vred.
Hvis man endelig skal sige noget om det samlede udtryk, er det måske, at det til tider kan blive en smule ensformigt. Omvendt er det også utroligt krukket at savne variation, hvis det, man får serveret, er utroligt veludført.
Afsted med dig og få hørt den plade.
