Selvom de stadig kun er kendte blandt de få, så har amerikanske A Place to Bury Strangers efterhånden bygget sig op til at være et moderne kultstøjband. Ganske tidligt fik de den nu mytiske betegnelse »the loudest band in New York«, og at gå til koncert med brooklyntrioen er som at indtræde i et særligt støjtempel, hvor den øredøvende guitarstøj renser ens sjæl.
Gruppens frontmand Oliver Ackermann er en sand støjingeniør. Det, der kan lyde som ukontrolleret og kaotisk guitarspil, er en millimeterpræcis og gennemtænkt kunstnerisk praksis. Ackermann bygger sine egne pedaler og forstærkertoppe, og han tilpasser sin Fender Jaguar, så han kan producere lige præcis den lyd, som han ønsker.
Derfor må man også forvente, at lyden naturligvis er høj, men at den også sidder lige i skabet til en koncert med A Place to Bury Strangers. Det var ikke tilfældet, da trioen vendte tilbage til København. Tværtimod var lyden mudret, og det var svært at adskille de forskellige lyde fra hinanden. Guitar og bas var mere eller mindre lige forvrængede, og det var i en sådan grad, at det næsten kunne være ligegyldigt, hvad Ackermann og bassist Dion Lunadon spillede. Vokalen druknede totalt i støjkaosset, hvilket desværre også dræbte de melodier, der ellers normalt får A Place to Bury Strangers’ støj til at fungere så eminent. Tilbage stod en lang enslydende oplevelse med et band, der spillede en noget rutinepræget koncert.
Men rutine er ikke ment entydigt negativt. Bandet har nok spillet på den gode side af tusind koncerter, og de kan altså spille deres dystre støjrock i søvne. Den visuelle side af gruppens koncerter er velgennemført med en mørk scene, der kun er oplyst af en håndfuld projektorer, der projekterer minimale visualiseringer ud i hovedet på publikum, og når støjen når sit klimaks ved koncertens afslutning, erstattes de med intenst stroboskoplys. Man kan ganske simpelt ikke fratage A Place to Bury Strangers, at de visuelt pakker deres musik satans godt ind og ser skidegodt ud på en scene. Den ros skal de have, men det fjerner ikke det faktum, at jeg som ganske stor fan kun kunne genkende fire numre under koncerten – åbneren ”We’ve Come so Far”, ”Dead Beat”, ”Deeper” (eller det var faktisk min sidemand, der genkendte den) og ”I Lived My Life to Stand in the Shadow of Your Heart”. Resten af numrene var simpelthen for mudrede til, at de kunne genkendes. Endvidere var de to hovedværker, A Place to Bury Strangers (2007) og Exploding Head (2009), stærkt underrepræsenterede under koncerten.
Netop de to album er selve essensen af A Place to Bury Strangers’ lyd, og denne lyd var bærende for både gruppens studieindspilninger og koncerter i deres tidligere dage. I dag er denne lyd intakt til gruppens koncerter, om end den er blevet forfinet (læs: mere støjet). Det kan man dog ikke sige om gruppens seneste tre udgivelser, Onwards to the Wall (2012), Worship (2012) og Transfixiation (2015). Ganske naturligt har gruppen udfordret deres egen lyd på disse udgivelser, så de ikke gentager sig selv. Et fornuftigt træk, som gruppen desværre ikke formår at forløse live. Her kommer de nye numre ganske enkelt til kort, og støjen overdøver de musikalske idéer, man kan høre på pladen. Numrene bliver bare til støj, støj og atter støj.
Det er tydeligt, at A Place to Bury Strangers ikke ønsker at gentage sig selv. I gennem mange år har de bygget en standardskabelon op for deres koncerter, og man kan let forestille sig, at de nu ønsker at bryde med denne. Til samtlige tidligere koncerter, jeg har set med gruppen, har de bygget koncerten op mod et klimaks med en sadistisk larmende udgave af ”Ocean”. Det skete ikke i aften. I stedet sluttede de hovedsættet af med ”I Will Die”, hvorefter de slæbte forstærkere og instrumenter ud midt i rummet og opførte elektroniske versioner af to numre, jeg ikke kunne genkende, som ekstranumre. Her blev lyden om muligt endnu dårligere, men deres insisteren på bare at gennemføre denne idé, uanset hvad publikum syntes, vejede op for den dårlige lyd. At denne idé kun har været interessant for de 10-20 publikummer, der kunne se, hvad der foregik, er en anden sag.
Levede koncerten op til myten? Nej. Dertil er man kommet nogle år for sent, hvis man ser A Place to Bury Strangers i dag. Hvis A Place to Bury Strangers stadig vil være relevante uden at fremstå som en gentagelse af deres fortid, må de begrave sig i en dybsindig tænketank og for alvor genopfinde sig selv. I dag står bandet på et underligt sted imellem deres originale udtryk og en søgen mod nye udtryksformer, og de må vælge side for at bevare deres relevans. Mellemtingen er blot en dårligere udgave af, hvad de var tidligere, og derfor var koncerten på Beta den hidtil dårligste, jeg har set med kultbandet.
