Marching Churchs albumdebut, This World Is Not Enough, lyder med sin skramlende rock, hvor der råbes, skriges og vræles, mest af alt som et skizofrent bæst, der slæber sig afsted gennem nattens mørke gyder.
Med Elias Bender Rønnenfelt, der normalt bestyrer mikrofonen i Iceage, i front er det måske ikke den store overraskelse, at der er en bund af punk i albummets overordnede udtryk. Men at rubricere This World Is Not Enough som punk eller post-punk ville være en misforståelse – og en mindre forbrydelse mod albummet, der i det hele taget ikke nemt lader sig smide i én bestemt kasse.
Dette er et positivt islæt, fordi man som lytter bliver (d)revet rundt i den musikalske manege, og hvis man har tålmodighed, er der mange fantastiske pay-offs på albummet. Som eksempelvis på en af albummets bedste skæringer ”Every Child”, der starter med et guitarriff, som ikke ville have været ude af kontekst på et Radiohead-album. Riffet afløses dog øjeblikkeligt af et klaverbåret beat, der burde få mundvandet til at løbe hos de fleste hiphop-producere, inden Rønnefelts vokal blandet med skæve, loopede vokalharmonier fuldender et kaotisk udtryk.
Sådanne vokale udskejelser er kendetegnende for This World Is Not Enough, og den monotone og messende sang er ofte i forgrunden af produktionen, hvilket gør, at albummet opleves som meget personligt og sårbart.
Der trækkes åbenlyst veksler på Nick Cave, Sort Sol, Iggy Pop og David Bowie på pladen, hvor der også hentes inspiration fra jazz, soul og funk. Heldigvis er This World Is Not Enough ikke en hyldestplade, og de mange forskellige inspirationskilder mikses fint sammen til et overvejende meningsfuldt udtryk, som bliver bandets helt eget.
Og det er en væsentlig pointe: Selvom Marching Church startede som et soloprojekt for Elias Bender Rønnenfelt, er This World Is Not Enough i udpræget grad resultatet af et bands samspil – og et ganske velspillende et af slagsen. Kristian Emdal, Anton Rothstein, Cæcilie Trier, Bo H. Hansen og Frederikke Hoffmeier, der sammen med Rønnenfelt udgør Marching Church på dette udspil, er kort sagt helt essentielle medspillere på albummet.
Af og til kammer det hele lidt for meget over i jazzede improvisationer, hvor en strammere sangstruktur ville have været hensigtsmæssig, og der er passager, som virker forcerede. Det fjerner desværre fokus fra musikken og manglen på struktur betyder, at albummet fra tid til anden stagnerer en smule. Det kræver unægtelig en god portion tålmodighed at lytte til This World Is Not Enough, men har man det, vil man som lytter også ofte blive belønnet med en potent og ganske særegen musikalsk oplevelse.
