Fem minutter i otte mandag aften er der ikke et overvældende fremmøde foran Rising. Grønne palmer pryder scenen blandt instrumenter, og en let vind fejer henover bycenter vest, hvor tipiscenen giver nye talenter en platform, og hvor jeg især havde glædet mig til at drømme mig væk i tonerne fra Lowly. De introduceres netop som musik, der drømmer, går alle på scenen klædt i hvidt og beige og kunne minde om en safariekspedition der i det grønne setting. Med sig har Lowly to kvinder, der stiller sig på hver deres side af scenen, og oversætter teksterne til tegnsprog. Smukt og roligt fortolker de musikken med dansende hænder.
På trods af den lette brise går de to forsangerinder, Nanna Schannong og Soffie Viemose, klart igennem en tung synth- og basflade. De tre første numre bygger sig generelt op med stigende intensitet på trommerne, en luftig guitar, en repetetiv synth og en bas i legende groove. Og vellyden rammer flere og flere. Publikum når op til lydboksen, da bandet præsenterer sig og deres ærefølelse over at stå på Roskilde Festival og spille, hvilket da også kom frem i vores optaktsinterview med det aarhusianske band. Lidt mere end et år har de spillet sammen og lavet numre i konstellationen med de to frontkvinder, Kasper Staub, Thomas Lund og Steffen Lundtoft. I interviewet lovede de god lyd, og der var da heller ikke andet end den beskedne brise at sætte på momentvise udfald i de sfæriske vokaler. Det var endvidere svært at vurdere om vinden eller effekter kaster lyden fra side til side da en insisterende og luftsirene-agtig lyd afløses af højdepunktet “Fire”. Igen er vokalen på plads midt i lydbilledet, og rumklangen nivelleret perfekt til de fjerlette harmonier. Synth, bas, og det percussive bliver velleveret og holder alle elementerne ufatteligt tight. De to keys- bas og synthmænd, Staub og Lund, har god kontakt til hinanden koncerten igennem, men især i de højeksplosive afrundinger på numre.
Og Lowly kan ikke bare bryste sig af at spille eminent sammen – de skriver også stemningsfulde sange, hvor popelementer krydres med orientalske klokker eller naturlyde. På “Daydreamers” er den gode energi frem og tilbage fra scenen udtrykt i fælleskor, og musikken nærmest psykedelisk i sin repetetivitet. Bandet afslutter med den downtempo, men episke “Forward”, der ikke efterlader nogen tvivl om det vokale talent.
Der er næsten ingen slinger i valsen for Lowly, der gav en helstøbt koncert hvor både hørende og ikke-hørende fik en oplevelse med hjem fra Rising.
