Den 26-årige blues-garagerocker fra New Orleans gav os tidligt lørdag aften en lille rock’n’roll-sydstatsfest på Pavilion. Med smøg i munden og dåsebajer i hånden viste Benjamin Booker, at det ikke er for ingenting, at hans selvbetitlede udgivelse fra 2014 er et tidens meget omtalte album. Hans blanding af et punk-agtigt tempo, bluesrundgang og gode melodier fungerede stort set upåklageligt. Krydret med en whisky-sprød Tom Waits-agtig vokal, fik også de få mindre tempofyldte numre den sjæl og smukke fremtoning, de har på pladen.
Benjamin Booker udtalte for nylig til Politiken, at han aldrig har været på festival som betalende gæst. Det er for dyrt, og han vil hellere have en guitar. En guitar, som han efter sigende lærte at spille på ved at aflytte Nirvana. Med guitaren under armen blev han en del af Floridas skate-punk-miljø, og i 2012 kom han til New Orleans, hvor han stødte på den så berømte blues. Det er dette miks af tempo og blues, der gør Benjamin Booker unik. Desværre gik der lidt tid, før Bookers charmerende vokal og blues-garagerock var oppe i tempo. I de første to-tre numre var vokalen simpelthen for lav, og det var som om han ikke helt havde fået luft igennem til stemmebåndet. Men heldigvis kunne han og de to bandkammerater, Alex Spoto på bassen og Max Norton på trommer, spille sig op. Særligt da de for en kort stund skiftede trommer og bas ud med mandolin og violin, og gav en lille sydstatsrøver af et nummer, kunne man høre, at Benjamin Booker var varm. Han synger eminent, og publikum klappede taktfast med.
Bandet har en dejlig halvsejlende og skæv stil, der med en insisterende tempofyldt coolness, ofte gør det umuligt at stå stille. Som for eksempel på den herlige ”Wicked Water”, der indledte en intens afslutning på det cirka en time lange sæt. Efterfølgende fik vi ”Slow Coming”, der er en smuk lille ballade, der sammen med den unge Bookers sovekammerøjne, må være gået rent ind hos den kvindelige del af publikum. I hvert fald var Pavilion nu helt med, og da han startede en mindre fællessang, virkede både han og band da også åbenlyst overraskede, da publikum sang med, langt efter nummeret var slut. Et skævt og drilsk smil bredte sig i den unge mands ansigt, og bandet kastede sig ud i åbningsnummeret “Violent Shiver” fra 2014-udgivelsen. Der var smæk på, og man blev lidt ked af, at Benjamin Booker kun har sange med fra et enkelt album. Heldigvis fik vi en lang udsyret rock’n’roller af en afslutningssang, der havde tydelige referencer til føromtalte Nirvana.
Benjamin Booker blev præsenteret som upcoming, og ifølge konferencieren ville han næste gang være at finde på den mægtige Orange Scene. Det kan muligvis godt være, hvis hans karriere fortsætter med samme hast som hidtil. Men Pavilion passede perfekt til Booker og band, og da lyden og vokalen ellers var på plads, lykkedes det de tre knægte at leve op til forventningerne. Booker var en flot booking af Roskilde Festival, og lad os håbe at han kommer igen, Orange Scene eller ej.
