Dagens største koncert på Orange var med et af årets hovednavne, de med tiden meget, meget Orange Scene-agtige Muse. Den britiske trio lagde som forventet tungt fra start kl. 22.30 med “Psycho” fra det nye album, Drones. Herefter blev der rig mulighed for frontmand Matthew Bellamy til at lufte sin velkendte falset på “Supermassive Black Hole”, alt imens storskærmene viste den klejne brite i sort/hvidt nærportræt, af og til krydsklippet med præfabrikeret animation.
Ligesom man kunne forvente ud fra Muses seneste plader, og ligesom koncerten på samme scene i 2010, var Muses ambition at være ET STORT ROCKBAND. Matthew Bellamy sørgede for massevis af guitarhvin – af og til simultant med sine egne falsethvin, og den fik i det hele taget ikke for lidt på stadionrock-barometeret. I løbet af koncerten blev guitaren peget op mod himlen, kom med på akrobatiske spring, og den blev sågar transporteret over scenen af en Matthew Bellamy, der rent faktisk lavede glide-på-knæene-guitarsoloen, som alle små drenge med rockstjernedrømme har øvet på nærmeste græsplæne. Vi taler virkelig om solo-på-badmintonketcher-rock her, men vi er alle sammen inviteret med i legen. Og hvis man er i et af verdens i dag største rockbands og er vant til at spille på Glastonbury, Orange Scene, asiatiske arenaer og sydamerikanske superdomer – hvorfor i alverden skulle man så også holde sig fra at lave de mooves?
Det blev desværre ikke til mere end ét enkelt før-2004-nummer fra Muses side. De to første album i bandets diskografi udgør ellers min yndlings-Muse, og sådan var der tilsyneladende mange andre blandt publikum, der havde det at dømme ud fra deres reaktion, da “Plug in Baby” blev spillet. Det var nu ikke fordi, al fokus lå på Drones, og 2004-albummet Absolution var f.eks. pænt repræsenteret. Det var også herfra, at guitardrønene fik ekstra power på “Stockholm Syndrome”, hvis man overhovedet kan tale om et ekstra rock-gear på den tonstunge rockmaskine.
Der var bulder og brag og blinkende lys. Undervejs blev der skudt konfetti ud over de forreste rækker, og røde og hvide bånd blev sendt op i luften over pladsens midtersektion. Det så godt ud, og det var storslået. På et tidspunkt blev der også sendt store balloner ud over publikum, og min ledsager foreslog næste træk for Matthew Bellamy: »Snart bliver han skudt ud af en kanon«. Og det havde heller ikke virket særligt underligt i sammenhængen, når nu man er DET STORE ROCKBAND og mantraet er more is more.
Blæresolo-rocken med falsetten på eksempelvis det nye nummer “Reapers” gjorde sig ikke voldsomt godt, og var et af eksemplerne på, at publikum ikke nødvendigvis er fanget, selvom man tonser derudaf. En lille pause fra det bombastiske fik vi med “Starlight” fra Black Holes and Revelations fra 2006, og det indbød til ren Coldplay-feeling og fællessang, mens storskærmene i øvrigt havde fået farver på, hvilket gjorde oplevelsen af koncerten lidt mindre distanceret og præfabrikeret.
Ekstranumrene blev Muse-klassikerne “Uprising” samt “Knights of Cydonia” med sit Queen-agtige korstykke. I løbet af koncerten var jeg godt underholdt, men samtidig også ret upåvirket – alt det, der er helt over the top ville få mere betydning, hvis der var lidt mere følelse i. Følelserne, synes jeg, trioen har glemt i løbet af deres udvikling mod at blive den rocksupertanker, de er i dag.
Det virker som om, at Muse efterhånden egenhændigt har påtaget sig at være arvtagere til nogle af de allerstørste britiske rockbands. Nogen skal jo være det nye Pink Floyd, så okay, »hvis ingen andre tager den, så kan vi godt.« Der skal jo også være noget, som Muses egen generation på vej mod de 40 år skal komme og høre på Orange Scene med endagsbillet i år 2039.
