De musikalske grænser blev for alvor nedbrudt på festivalens første dag, da Noura Mint Seymali og band indtog Gloria på så overbevisende maner, at denne koncert alene er et argument imod Samuel Huntingtons teori om Clash of Civilizations fra 1996. Det var en af de vidunderligt obskure koncerter, som man kun kan opleve på Roskilde Festival, og altså en af den slags koncerter, der er med til at give festivalen sit særpræg.
Den mauritiske kvinde indtog yndefuldt den fyldte Gloria-sal, hvor publikum ventede forventningsfuldt. Stor-smilende satte hun sig forrest på scenen med sin ardine (et afrikansk strengeinstrument) og sang sine griot-sange guddommeligt smukt, med afsæt i den islamiske musiktradition og et gigantisk musikalsk overskud. Hendes mand Jeiche Ould Chinghaly spillede ekvilibristisk bluesguitar som den afrikanske ørkens svar på Mark Knopfler, hvor han med sine elektriske kvarttoner lavede en konstant call and response med hustruens smukke sang.
Alt dette lyder umiddelbart som en musik, der er så fremmed, at man ikke kan begribe den. Det kan man heller ikke. Noura Mint Seymali spiller en musik, der er så fantasifuld, at den praktisk talt er umulig at forestille sig. Alligevel lyder musikken ikke fjern. Seymali formår nemlig at spille sin mauritiske musik uden, hun aldrig mister kontakten til hendes lands musikalske traditioner, samtidig med at hun blander den med elementer fra vestlig blues, funk og psychrock.
Det kunne lyde som om, at man har taget munden for fuld, men genresammensuriumet fungerer fremragende, når det er Seymali, der fletter genrerne sammen. Det er nærmest et musikalsk mirakel. Publikum kvitterede med jubel over hendes lange toner, der gang på gang sad lige i skabet, og på trods af at Seymalis lyrik naturligvis var uforståelig, blev samtlige sange leveret inderligt og formuleret klart i gennem musikkens sprog. Som en troldkvinde hypnotiserede hun publikum og fik dem til at danse i glæde og eufori over denne musikalske gave, som Roskilde Festival gav publikum. Som koncerten skred frem, blev der etableret en gensidig kærlighed mellem publikum og band, hvilket kun gjorde, at bandet spillede bedre og bedre, og publikum dansede mere og mere.
At folk på tværs af vidt forskellige kulturer kunne mødes i denne musikalske oplevelse uden, at det blev opfattet som fremmed og fjernt, står som Seymalis største triumf. Seymali bør blive en ambassadør for afrikansk musik, fordi hun formår at formidle kontinentets musikalske traditioner autentisk på en måde, der ikke føles fremmed for et vestligt publikum. Sagt med andre ord, bør enhver, der brokker sig over den smukke indkald til bøn fra moskernes minareter, opleve Noura Mint Seymalis musik live, så enhver forskrækkelse overfor fremmede kulturer kan forsvinde.
