Scenen var indhyllet i skarpt hvidt lys og tyk røg, da Pharmakon torsdag kl. 23 indtog Gloria på Roskilde Festival. Uden at fortrække en mine spankulerede den lave, amerikanske pige op på scenen, klædt i sort fra top til tå, og lod den første grynede drone fade ind fra sit analoge set-up. Imens den pulserende støjbordun voksede, så det rungede i mellemgulvet, tog den lyshårede noisekunstner en stor metalplade op og begyndte at tæske ubønhørligt løs på den. På grund af den påførte kontaktmikrofon lød hvert enkelt slag som knusende tordenskrald, og med sin loop-pedal kunne Pharmakon lade dem regne nådesløst ned over det målløse publikum.
Over den første pulserende drone lod Pharmakon skærende diskanthyletoner og overvældende oceaner af støj vokse frem, alt imens ordene i hendes shamanistiske hyl og dyriske skrig druknede i et hav af delay. Selvom hun bevidst dvælede ved noisemusikkens repetitive monotoni, varierede hun sine frekvensteksturer og lod dem mutere og vokse, så lydbilledet på intet tidspunkt blev ensformigt. For de fremmødte, for hvem Pharmakons brutale horrornoise alligevel er uforståelig musik – og dem forstår jeg også godt – var der stadig masser at se på. For ulig den typiske noisekoncert, hvor den passive kunstner står som en stenstøtte bag sin bærbare computer, var Phamakon meget involveret i sin koncert. Med ondskab i øjnene stormede hun ned fra scenen, skubbede til forbløffede publikummer og viklede sin mikrofonledning rundt om udvalgte (u)heldige tilskuere og trak dem ned på jorden med hende.
Sidst på koncerten nåede lyden næsten uanede højder, og den nådeløse feedback fik selv den mest garvede noiseelsker til at tage sig for ørerne. Normalt synes jeg, at det med at tage ørepropper på til en koncert er ligesom at tage mørke solbriller på i biografen; en reduktion af oplevelsen. I dette tilfælde ville jeg have gjort en undtagelse, hvis jeg havde haft muligheden. Det er imidlertid ingen kritik. Den overmåde voluminøse støj gjorde koncerten til en på én gang fysisk og transcenderende oplevelse. Et sonisk nyrehug og et glimt ind i uendeligheden.
Efter kun 30 minutter trådte Pharmakon af scenen lige så upåvirket, som hun var gået på. Hvor man under normale omstændigheder måske ville have ærgret sig over koncertens korthed, var længden perfekt i denne sammenhæng. Med så knusende et lydniveau og overvældende en intensitet var Pharmakon en udmattende oplevelse, som kun ville have trættet publikum unødvendigt, hvis den var dobbelt så lang.