Koncerter

Roskilde Festival 2015: Spidergawd, 04.07.15, Avalon

Skrevet af Simon Freiesleben

Norske Spidergawd stod over for den lidet misundelsesværdige opgave at vække Roskilde-publikummet på festivalens sidste dag med blues-baseret stenerrock, og slap kun delvist helskindede fra det.

Spidergawd - Gerhard Kühne-800px

Roskilde Festival har i år valgt at skubbe musikprogrammet en dag, således at det allerede starter onsdag og slutter lørdag. Så kan publikum med god samvittighed feste hele lørdag nat, uden at skulle spekulere på fjollede virkelighedsnære problemer såsom nært forestående tømmermænd, hjemtransporten og arbejdet der kalder. Det er i hvert fald tanken, som jeg har forstået det. Men én ting kan der ikke laves om på, ved at rykke programmet en dag, og det er den berygtede og frygtede “dødstime” på festivalens sidste dag. Før var det søndag klokken 12 middag, og i år er det så lørdag, men det vedbliver at være festivalens mest nådesløse tidspunkt at spille på. Efter en uge med druk og utallige koncertoplevelser, så begynder selv den mest rutinerede festivalgænger at være mæt og længes hjem.

Det var således en nærmest umenneskelig opgave, som de norske edderkoppeguder fra Spidergawd var blevet sat på denne lørdag. En festivalskoncerternes “Mission Impossible”. Og i den første del af sættet lignede det da også, at bandet var faretruende tæt på at kæntre, før de overhovedet fik lov til at komme i gang. Bandets blues-baserede og hæsblæsende testosteronfyldte pikrock var hård kost for de morgentrætte publikummer, men tilsyneladende også for lydmændene på Avalon scenen. Der var vidst en saxofon, der gemte sig et sted i lydbilledet, men den blev gjort totalt anonym af den øresønderrivende guitarstøj. Generelt var koncerten skæmmet af et noget mudret lydbillede, som især plagede den erfarne bassist Bent Sæther, der sammen med trommeslageren Kenneth Kapstad kommer fra det i Norge legendariske band Motorpsycho. Sæther hev fat i hvad der føltes som samtlige sceneteknikere, for at få styr på sin lyd, hvilket især var en skam på nummeret “Fixing to Die Blues”, der blev en noget ufokuseret omgang.

Omtrent halvvejs gennem den 75 minutter lange koncert begyndte der at ske noget med lyden, omend anlægget stadig spruttede og hvæsede af feedback-støj som en arrig hankat, hver gang nogen tog et skridt i den gale retning. Bandet fandt efterhånden et groove, der ramte nogle af de rock-urkræfter, der ligger gemt i gruppens Kyuss-inspirerede post-boogie. På grund af den dårlige lyd var det svært at skelne det ene nummer fra det andet, og det blev derfor en anelse monotont at høre på i hele 75 minutter. På trods af de lydmæssige udfordringer og det ukristne tidspunkt, så endte Avalon alligevel indhyllet i dejlig sumpet hård rock og blues fra morgenstunden. Cadeau til Spidergawd for at kæmpe en brav kamp imod umulige odds, og trods alt slippe nogenlunde fra det.

★★½☆☆☆

Leave a Reply