Koncerter

Rhye, 24.08.15, Koncerthuset, København

Skrevet af Niklas Kiær

Liveudgaven af danske Robin Hannibal og canadiske Mike Milosh’ fælles projekt Rhye, dvs. Milosh og band, gav mandag sin første danske indendørskoncert. Det skete i flotte rammer i DRs Koncertsal – og koncerten i sig selv var lige så flot.

For mere end tre år siden kom Rhye frem med den fantastiske single “The Fall”. Dengang gik snakken mindre på musikken og mere på det “gimmicky” faktum, at duoens medlemmer, canadiske Mike Milosh og danske Robin Hannibal, havde valgt at holde deres navne hemmelige. Pitchfork, The Fader, Hypetrak og alle de andre store webmagasiner var straks på pletten og måtte rapportere om den mystiske »LA based duo« med det androgyne tilsnit.

I mellemtiden er hypen døet en smule ud, mens musikken har fået lov at komme i fokus. Og hvilken musik! Jeg stod for at anmelde Rhyes debutalbum Woman ved dets udgivelse, og på trods af at det endte med “kun” fire U’er, så har albummet været i fast rotation siden. Det udflydende og gennemsensuelle velbehag er passende til næsten enhver anledning, og man bliver ganske enkelt glad i låget af det.

Rhye har kun en gang før givet koncert i Danmark, det skete sidste år på NorthSide Festival. Mandag havde jeg så muligheden for at høre dem live for første gang. Og med »dem« menes Milosh og band, men ikke Hannibal. Danmarks bedste producer har nemlig tinnitus og interesserer sig der udover ikke synderligt for at spille sine kompositioner for et publikum. Men Hannibals værk og genkendelige lyd var i den grad med til at spille en hovedrolle på aftenen. I sit arbejde med Quadron, Philip Owusu i Boom Clap Bachelors og altså Rhye, har Hannibal vist, at han, som en af få musikere i dag, forstår at bigger isn’t always better. Det er de sagte nuancer, den exceptionelle timing og den plads, de enkelte instrumenter får, der gør, at man finder sig så godt til rette i den musik, Hannibal producerer. Det underspillede, som ellers lader til at være en dødssynd, når man kæmper for air time i et presset marked, er livsnerven i Hannibals gentagne kvalitetsbevidste udgivelser.

Men nu er dette jo primært en anmeldelse af de musikere, der rent faktisk befandt sig i DRs Koncertsal denne aften, så en længere hyldest til Hannibals genialitet må vente. Mike Milosh, der var mødt op i bandana og bare fødder, havde medbragt en trommeslager, en keyboard-spiller/organist, en cellist/trombonist, en guitarist/bassist og en violinist. Konstellationen var spændende, og hver især udstrålede musikerne stort overskud gennem hele koncerten med lige dele tight grooves og udsyrede jams.

Aftenens sætliste bestod, forståeligt nok, primært af numre fra debutpladen Woman, mens et enkelt nyt nummer, “Waste”, også blev spillet. Fremførelsen af hvert enkelt nummer bød på lige dele genkendelighed og livegnist. Særligt “3 Days” var så funky spillet, at man næsten ikke kunne sidde stille i salens ellers så bløde sæder. Nummeret sluttede i futuristiske støjeksperimenter, et stort sats givet pladens tilbagelænethed og easy listening-stemning. Generelt var koncerten et eksempel på, at Rhye ikke er født ud af en kærlighed til de klassiske singer/songwriters eller 80’ernes store popsangere, men nærmere neosoulens mestre. Bandet lød mere som The Soulquarians end nogen anden, og lukkede man øjnene, lød Milosh mest af alt som en Sade i topform.

Publikum jublede ekstra højt, da “The Fall” begyndte, men bandet var generelt i storform hele aftenen igennem. Alt fra jazzede mellemspil i “Shed Some Blood”, decideret diskofest på “Hunger”, trombonesolo på “Last Dance” og en fantastisk rørende udgave af “Verse” blev spillet med en utrolig nerve og tilstedeværelse. Man sad tilbage, lamslået og med kuldegysninger, da Milosh lod bandet afslutte med sagte og gentagende at harmonere “Major Minor Love”, indtil salen fyldtes med en rammende stilhed.

Når man som band vælger at genfortolke sit materiale live, i stedet for bare at spille det på taktslaget ens, så får man normalt ikke alle med på vognen. Mange vil føle sig snydt, når genkendelighedens glæde undgår dem, og særligt jazzede jamsessions kan skabe afstand til publikum. Men denne aften skete der noget helt specielt. Da Milosh og band forlod scenen rejste hele koncertsalen sig og stoppede ikke med at klappe og huje i fem minutter, på trods af at bandet tydeligvis ikke havde tænkt sig at vende tilbage til scenen. Det var næsten rørende at mærke hvordan soul og funk rørte det danske publikum, som ellers får skudt i skoene, at vi ikke gider det. Jeg håber personligt på flere koncerter som denne i fremtiden og vil altid huske, hvordan min regnvejrsmandag blev til dybtfølt soul og en fantastisk berigende oplevelse.

★★★★★★

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Leave a Reply