Foto: Annika Berglund / Way Out West
Kært barn har mange navne, siger man. Canadiske Dan Snaith må være særdeles kær, for han har adskillige navne. Tidligere på dagen DJ’ede han under kunstnernavnet Daphni på Way Out Wests lille elektroniske chilloutscene, Dungen, og nu skulle han altså optræde under aliasset Caribou. Caribou er det kunstnernavn, Dan Snaith har brugt lige siden, at punkrockeren Richard “Handsome Dick” Manitoba fra The Dictators truede med at sagsøge ham for at bruge navnet Manitoba. I det hele taget er Dan Snaith en fascinerende genrekamæleon, der har prøvet kræfter med alt fra 60’er-psykedelika, krautrock og IDM. Sidste års elektroniske album Our Love er hans vel nok mest digitale til dato, der dog samtidig bar præg af at være en overordentlig intim og følelsesladet affære.
Før han overhovedet gik på, så var det tydeligt, at vi kunne forvente, at Our Love ville spille en central rolle i koncerten, da albummets cover prydede scenens bagtæppe. Koncerten blev dog små ti minutter forsinket, da teknikerne baksede med at få en enkelt lampe i højre side af scenen til at virke. Fair nok, at der skal være styr på sagerne, men at bruge så lang tid på én lampe, der ikke spillede nogen synderlig vigtig rolle i showet, er måske lige i overkanten. Måske er elektronisk musik ikke det nye rock’n’roll alligevel.
Da musikerne endelig kom på scenen, var det i et klassisk setup af trommer, guitar, bas og keyboard, og de kastede sig uden videre dikkedarer ud i en glimrende udgave af singlen “Our Love”. Sangen viser meget godt, at Dan Snaith ved en ting eller to om, hvordan man bygger en sang op, så man sætter gang i publikums fødder og konstant holder dem til ilden. Der er en konstant følelse af progression i hans sange, hvor relativt simple virkemidler får følge af flere og flere effekter, indtil der næsten ikke kan fyldes mere kød på sangen. Og så ved han lige præcis, hvornår volumeknappen skal have et lille nøk opad for at få den maksimale respons fra publikum.
Desværre bliver det lige lovligt repetitivt, da mange af sangene bevæger sig inden for de samme lydflader og er bygget op på samme facon. De fleste sange bevægede sig i et genkendeligt mønster fra elektronisk hyggekoger som så støt eskalerede, indtil droppet kom og hænderne røg i vejret. Rinse, repeat.
Ret skal være ret, og Caribou skal også have ros. Det var især den kreative brug af perkussion, der blev ved med at overraske, som var med til at gøre koncerten til en interessant affære. Som afslutning fik vi en dansevenlig tretrinsraket bestående af numrene “Odessa”, “Can’t Do Without You” og “Sun”, der for alvor satte gang i publikumsfesten. Man kunne dog ikke lade være med at stå og tænke, at koncerten peakede et nummer for tidligt, da aftenens ubestridte højdepunkt var den poppede kærlighedssang “Can’t Do Without You”, der brød med den efterhånden vante sangopbygning.
