Tobias Jesso Jr. udgav op til denne sommer, der aldrig helt dukkede op, sit første soloalbum Goon. Og det er såmænd et håndværksmæssigt fint et af slagsen, om end det til tider godt kan blive en anelse for pænt og upersonligt.
Tobias Jesso Jr. har sit fødemæssige udgangspunkt i Canada, og han gør bestemt sit land musikalsk ære, selvom tonerne for størstepartens vedkommende er indspillet i solfyldte LA og ofte lyder som om, de har rod i en anden tid – specielt halvfjerdsernes lettere pompøse pianoballader. Sagt på en anden måde, det er (heller ikke) gået Jessos ører forbi, at der engang var et pænt succesfuldt orkester ved navn The Beatles og at der i det foretagende var en John Lennon! Det sagt, med halvfjerdsernes lyd og et drys britisk popnostalgi, så er der lyspunkter på Goon, hvor man hører Jessos egen lyd titte frem og blande sig i den musikalske kanon, han ellers dykker ned i. Jesso selv har udråbt Randy Newman, en af netop halvfjerdsernes store kunstnere, som en inspiration. Lad mig bare slå fast, at denne inspiration heller ikke fornægter sig.
Albummets 12 sange er alle kreeret med pianoet som bærende instrument. Et lydbillede der, alt afhængig af hvilke tangenter der får mest plads, skaber en dobbelthed, som både rummer det melankolske samtidig med de lysere toner får lov at få plads i de iørefaldende kompositioner. Albummet, der er blevet til i samarbejde med prominente navne som Patrick Carney (The Black Keys), John Collins (The New Pornographers) og bassisten JR White (fra hedengangne Girls), er uden at være den største musikalske åbenbaring, så et solidt stykke håndværk, der kompositionsmæssigt rammer plet fra tid til anden. Temaet er, som hos 99 % af verdens kulturelle udfoldelser, det uudtømmelige og evigt aktuelle emne, kærlighed – og naturligvis de kvaler, denne livseleksir også bringer hjertet.
De fleste vil have lagt ører til nummeret ”Without You”, der blev spillet flittigt sommeren over på de danske radiostationer. Et nummer der kunne være skrevet og sunget af John Lennon, havde han levet i dag – eller for den sags skyld, da han levede og åndede! Det pianobårne nummer har en bittersød stemning af mistet håb og et brændende ønske om at finde det igen – tilsat en melodi der synes hørt før, men genkendeligheden til trods virker oprigtig. Nummeret er albummets klart bedste skæring, og da det samtidig er åbningsnummeret, står ørerne og håbet på stilke for, hvad der måtte komme de næste elleve gange et nyt nummer starter.
Hvis man konfererer en af de utallige ordbøger der i dag flyder på internettet fremfor at bladre i reolens ditto, så vil man finde samme resultat, når man dykker ned i ordet Goon som Jesso har valgt at navngive sin solodebut. Det være sig enten »A thug hired to intimidate or harm opponents« eller »A stupid or oafish person«. Ingen af delene rammer plet i tilfældet Jesso – måske kærlighedens kvaler som tilstand, har været grunden til, at denne samling tilforladelige sange har fået denne fællesbetegnelse?
Som allerede antydet, så er der længere mellem lyspunkterne på de fermt fremførte numre der venter. Dog bør numre som ”How Could You Babe?” og ”Can´t Stop Thinking About You” også fremhæves for deres dybde og gode intentioner. Jesso virker på disse numre som om, at han rammer dybt ned i den åre, hvorfra den originalitet, han (også) rummer, har sit udspring – og det der gør, at man med sindsro kan forvente, at han vil levere et mere helstøbt værk næste gang, han sætter sig bag sit klaver. Indtil da, så er Goon ikke noget decideret skidt første forsøg ud i genren. Der er øjeblikke der nærmer sig en større skønhed, men flere øjeblikke af en, om end velspillet, så lidt for pæn og velfriseret omgang tomgang.
