2011 var året, hvor omverdenen for første gang fik lov til at komme ind i Trevor Powers drømmende og følsomme univers, som er Youth Lagoon. ‘Bedroom music’ var den klare betegnelse på debuten, The Year of Hibernation, og den dengang 22-årige amerikaner gemte sig bag oceaner af reverb og en tyk tåge af synthesizere. På opfølgeren Wondrous Bughouse lettede tågen en smule, for endeligt at forsvinde på tredje og seneste udgivelse Savage Hills Ballroom.
Her er der ikke meget drømmende bedroom music tilbage. Powers står som et hjælpeløst offer i et kaotisk og uforståeligt voksenunivers, og han har oplevet noget mindst ligeså uforståeligt – at miste. Efter udgivelsen af sin anden plade mistede han en nær ven i en ulykke og aflyste efterfølgende hele sin turné. Og sorgen og bitterheden er særligt at spore Savage Hills Ballroom, hvor Powers vokal træder i karakter, men stadigt svæver mellem et aggressivt udtryk og en overhængende fare for at falde fra hinanden.
»I’ve yelled your name/ through fields alone/ all I want is for you to come back home«, skælver han på åbningsnummeret ”Officer Telephone”, som er et minde om den dag sirenerne hylede og hans ven gik bort. Men nummeret tager hurtigt en drejning fra den velkendte sensitivitet, da en pludselig styrke og kraft overtager med buldrende trommer og elektrisk guitar. Så er vi altså ude af teenageværelset.
Instrumenteringen er også derefter. Det er, som nævnt, de buldrende trommer, den elektriske guitar og masser af synth. Og selvom synth også tidligere var et yndet instrument, er det ikke længere den breathy af slagsen – det er den hårde, industrielle, elektroniske lyd, der har taget over. Men momentvis er der glimt tilbage til den sensitive drømmeverden, som på hjerteknuseren ”Kerry” og den stemningsfulde “Highway Patrol Stun Gun”.
Og som det kan læses ud af førnævnte titel, er Powers blevet væsentligt mere samfundskritisk end før. »Oh, everybody wants to think that they’re good at heart/ when they’re full of hate«, lyder det på ”The Knower”. På ”Rotten Human” (med den titel er der vist ingen tvivl) og ”Again” runger foragten over voksenklonernes trivielle og meningsløse liv, »I’d rather die than piss away my time«.
Youth Lagoon har på mange måder forandret sig. Han har ladet sig indhylle i et bittert mørke, som måske også lå og lurede på de foregående plader, men var pakket væk i drømmende naivitet. Det drømmende er nu skiftet ud med det hårdtslående kritiske, og det døsige er blevet en drift frem. Men som stor fan af The Year of Hibernation, virker forandringen på Savage Hills Ballroom en anelse dramatisk. Mindre sfærisk, mindre drømmende, mere mørkt. Youth Lagoon har taget det endelige spring ud af teenageværelset og ind i en voksenverden.
