Det er definerende for en subkultur, at dens medlemmer identificerer sig med kulturelle værdier og udtryk, der afviger fra den dominerende kultur i samfundet. Derfor medfører det også ofte, at medlemmerne sværger en art troskab overfor disse og derfor ikke sympatisere med de normer, de opponerer imod. På den måde etableres en os-dem distinktion, der sikrer subkulturens fællesskab og selvforståelse.
En sådan sociologisk 101 kan måske være med til at forklare, hvorfor Deafheaven i den grad blev lagt for had af store dele af black metal-scenen i 2013, da de udgav albummet Sunbather. For alt imens albummet i den brede musikpresse modtog en international hyldest, som er de færreste bands forundt, ulmede metalfora i mørkere afkroge af internettet. Black metal er nemlig en genre, som på trods/i kraft af sin ekstremitet er ganske konservativ og dyrker en lydlig puritanisme.
Så da Deafheaven smed subgenrens screaming vokal og blast-beats i blenderen med et skvæt svimlende shoegaze støj og en pøs pompøs postrock crescendo, var bandet trådt langt over grænsen for, hvad der er velset på ekstremmetal-scenen. At tekstuniverset kredsede om længslen efter et bedre liv, og ikke eksplicitte sataniske udpenslinger, gjorde ikke sagen bedre. Men Deafheaven er naturligvis ikke det første black metal-band, der foretager crossover-eksperimenter – og de havde i øvrigt udgivet det stilmæssigt beslægtede, men mindre succesfulde album Roads to Judah to år forinden. Hvad der i virkeligheden også syntes at være problemet var, at pladen blev hyldet som den gjorde i mainstreampressen og tilmed flere steder blev kåret som ’årets metaludgivelse’. Pludselig blev ekstremmetallen gentrificeret, og menigmand kunne kalde sig black metal-fan.
Jeg er ked af, hvis nogen føler, at deres kulturelle identitet blev kompromitteret af Sunbather, men jeg var altså blæst bagover. Hipster-black eller ej, true metal or not; Deafheaven begik en fest af et crossoveralbum, og jeg har glædet mig til at høre New Bermuda lige siden. Og forventningens glæde var ikke den største.
Hvor Sunbathers varme lyd var afspejlet i dets lyserøde-orange cover, er det sorte oliemaleri på forsiden af New Bermuda også sigende for den nye plade. Selvom det er samme ambitiøse band, vi møder, er det ikke helt samme mængdeforhold og temperament, der er blevet smidt i subgenreblenderen denne gang. Der er mindre shoegaze og mere black metal og postrock, og længslen i både tekstuniverset og de svulstige harmonier er byttet ud med en mere aggressiv vrede. Det betyder ikke, at den sublime overvæld af lyd, der var så fortryllende ved Sunbather, er udeladt, men at den er mere bittersød. De postrockede højdepunkter, som codaet på “Luna”, hvor blackens symaskine blast-beats er byttet ud med rytmer, man kan spille lufttrommer til, får dog stadig en forløsende larger-than-life vind under de sorte vinger.
Selvom New Bermuda i en eller anden forstand består af de samme komponenter som Sunbather – postrock-peaks, hidsige black metal-sektioner og afdæmpede kontraststykker – så synes New Bermuda langt mere varieret og velkomponeret. Hvor de forskellige stykker på Sunbather elegant, næsten ubemærket, skred igennem hinanden, virker overgangene på New Bermuda som kolossale kraftanstrengelser. Ikke forstået at overgangene er akavede, men at Deafheavens enorme soniske korpus synes at tvinge sig omkring, så det hviner i hængslerne, og at jorden ryster, når det hele falder på plads. Det kan delvist forklares af de mere synkoperede guitarriffs, der kontrasterer hinanden, som overgangen imellem det dundrende introstykke i “Brought to the Water” (efter de indledende klokker) og det piskende guitarriff, der indleder næste sektion. Og delvist kan det forklares af de vekslende dur/mol-tonaliteter, der kan synes at omstyrte numrenes balance. Dette kan ligeledes bemærkes på “Brought To The Water”, når det prangende guitartema i sangens midtersektion trækker tråde langt ud af ekstremmetallens intimsfære. De forbitrede metalfans forarges, og de mindre forudindtagede lyttere frydes.
Deafheaven genopdyrker på New Bermuda kunsten at lave et godt album – ikke bare en samling gode sange, men en række af numre, der indgår i en større helhed og giver æstetisk mening i sammenhæng. En kunst der, efter at salget af plader er stagneret til det parodiske, er en stadigt sjældnere praksis. Og selvom Sunbather også i høj grad var præget af sammenhængskraft og omtanke, virker de fem numre på New Bermuda valgt med en større omhu, og der er ikke sløset meget med de 47 minutter, pladen varer. Dog er jeg ikke er stor fan af det lidt pøllede NWOBHM-temariff på pladens afslutningsnummer “Gifts for the Earth”, der også fremstår som albummets svageste nummer. En skam, når nu der er lagt i ovnen til en stor finale.
Også produktionsæstetisk adskiller New Bermuda sig fra Sunbather. Den uigennemtrængelige guitarstøj, der på Sunbather henledte ørerne på bands som My Bloody Valentine, er nedtonet til fordel for et klarere lydbillede. Trommerne og vokalen er trukket længere frem og de to guitarers forvredne akkordvoicings slynger sig klarere om hinanden. Sidstnævnte kommer flot til udtryk på “Baby Blue” – efter den lidt malplacerede og akavede Kirk Hammet-inspirerede wah-guitarsolo.
Selvom jeg ved første gennemlytning var mere overvældet af Sunbather end af New Bermuda, har det nye album i sidste ende mere at byde på. Det er helstøbt, afbalanceret, stort og velkomponeret, og på trods af enkelte svagheder er det et af årets bedste udgivelser. Jeg skal undgå at træde nogen over de indignerede genreskyklapper, og undlade at kalde det den bedste metaludgivelse – hvilket jeg i øvrigt hverken har pondus eller belæg for at kunne udtale mig om. Så hvis ikke du har funderet din identitet på kun at finde nydelse i et eneste æstetisk udtryk og ikke har travlt med at være bitter over, at musikere rundt omkring i verden sammenblander musikalske virkemidler, så synes jeg, du skal sætte dig og lytte til New Bermuda.
