Det er ærgerligt, når det sker, men nogle gange må man erkende, at et band, man virkelig holder af, ikke kan forløse pladernes magi på scenen. Efter at have set dem live to gange, begge gange på Loppen, må jeg desværre erkende, at Lower Dens er et af disse bands.
Over tre album har Baltimore-bandet leveret hypnotiske, drømmende og længselsfulde krautpopsange. Momentvis er sangene helt forrygende, og disse sange gør, at Lower Dens er et af tidens mest interessante drømmepopbands. Frontkvinden Jana Hunter besidder en vokal, der til dels minder om veninden Victoria Legrands (Beach House), men vokalen er også yderst egenhændig. Hunters musikalske udtryk er yderst gennemført – og skævt og indadvendt. Man får et blik ind i et pessimistisk livssyn, der dog aldrig bliver så sort, at jeg bliver skræmt væk. Derfor havde jeg også glædet mig til at se hende udfolde sit musikalske talent på Loppen.
Lower Dens levede op til prædikatet “yderst introvert band”, og det er desværre ikke ment positivt. Bandet, der denne aften var reduceret til en trio, eftersom guitaristen Walker Teret var ramt af »medical issues«, gemte sig bag deres respektive instrumenter. Selvom Hunter på et tidspunkt kom med en åben invitation til, at en fra publikum kunne stille sig op på scenen som det manglende fjerde bandmedlem, inviterede Lower Dens aldrig publikum indenfor.
Det hjalp ikke på sagen, at det var noget nær umuligt overhovedet at se den lave Jana Hunter eller resten af bandet. Hun er ikke ret høj, og de forreste publikummer var de eneste, der kunne se noget som helst, som det desværre tit er tilfældet på Loppen. Jeg nærmer mig ellers de to meter i højden, men det visuelle måtte jeg fantasere mig til, medmindre jeg stillede mig på tåspidserne.
Det betød, at musikken kom til at stå i centrum for koncerten, og her var der desværre ikke væsentlige forskelle fra at høre et album med Lower Dens. Koncerten var en komplet albumopførelse af gruppens seneste udgivelse, Escape from Evil (2015). Den eneste forskel var rækkefølgen på sangene, og at Lower Dens måtte trækkes med det faktum, at livelyd aldrig bliver helt så perfekt som den, man kan skabe i studiet. Det virkede nemlig som om, at Lower Dens gjorde alt, hvad de kunne, for at genskabe studiet, hvor Escape from Evil blev indspillet. De lyde, som de ikke havde hænder til at spille selv, blev afviklet fra en computer, inklusive Walker Terets guitarspil. Det betød, at det til tider var størstedelen af den hørbare musik, der kom fra studieindspilningen.
Jeg savnede, at bandet turde lade studie være studie og udfolde sangene i mere dynamiske liveversioner. Dynamik er nemlig ikke noget, Lower Dens arbejder særligt meget med. Oftest igangsatte trommeslager Nate Nelson et beat, der steady fortsatte, indtil sangen sluttede. Ikke at der var en finger at sætte på hans sikre trommespil. Han spillede finurlige rytmer ukompliceret som en trommemaskine, men ofte var hans blik tomt og uengageret. Tænk nu, hvis de tre musikere for alvor foldede sig ud, gjorde numrene længere, lod dem udvikle sig og lod dem eksplodere. At de undlod at gøre det, kan ikke undskyldes med, at de var en mand nede. Backtracket indeholdt nemlig mange flere lyde, end en enkelt mand kan spille på en gang.
Det var symptomatisk for koncerten, at Lower Dens nærmest ud af ingenting gik i gang med at spille aftenens første nummer, ”Sucker’s Shangri-La”, og lige så anonymt forlod scenen efter sættets sidste nummer, ”Brains”. Det er to numre, der bare starter og bare slutter samme sted. Med andre ord kom vi aldrig videre i forhold til udgangspunktet, og resultatet blev noget nær en times stilstand.
Derfor var det også de momenter, hvor man anede dynamik, der var de bedste. I et nummer som ”I Am the Earth” kunne man ikke regne ud, hvordan trommerne ville lyde i næste takt. De tre musikere legede sig fremad på deres egen kontrollerede måde, og de skabte dermed koncertens musikalske højdepunkt. Her så man tre musikere, der koncentrerede sig om at skabe musik i modsætning til blot at opføre de indøvede numre, ledsaget af computerens backtrack.
Generelt set var det desværre en meget jævn koncert uden de store udsving, og numrene adskilte sig ikke meget fra hinanden. De mest mindeværdige øjeblikke opstod til gengæld imellem numrene. Hunter er nemlig ekstremt dygtig til at tale til sit publikum, som da hun tørt konstaterede: »this is me excited« for at understrege, at de var begejstrede for at spille for et fyldt Loppen, selvom de ikke så sådan ud. Hun opnåede sågar klapsalver, da hun fortalte, at bandet nu vil spille deres to sidste sange, “I Get Nervous” og “Brains”, og derefter ville koncerten være slut. »We don’t believe in encores, because they are fake.«
Sådanne øjeblikke viste, at der faktisk stod levende mennesker på scenen, og at der var noget på spil. Det mærkede man desværre kun sjældent, når de spillede deres ellers glimrende sange, som det i grunden var fint at lytte til. Dem kunne man selvfølgelig også have lyttet til derhjemme. Så næste gang, Lower Dens kommer til byen, må jeg hellere blive hjemme og undgå endnu en skuffelse. Denne oplevelse på Loppen adskilte sig nemlig ikke væsentligt fra sidst, bandet spillede i det lavloftede lokale, og dengang så jeg endda et fuldtalligt band, der spillede uden backtrack. Øv!
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com