Kender du det? Du står på badeværelset, ser ind i spejlet og tænker: »Hvem er det?« Men så tænker du: »Nå, pjat, det er jo bare mig selv.« Nej? Ikke så meget? Det kender man åbenbart, hvis man hedder Kurt Vile. Stener manden bare maksimalt eller er det et øjeblik af eksistentiel erkendelse af, hvordan vi er fremmedgjorte over for os selv? Måske lidt af begge dele, når det er Kurt Vile, det drejer sig om. Teksten på “Pretty Pimpin”, det første nummer på hans nye album, B’lieve I’m Goin Down, indkapsler i hvert fald meget godt indtrykket af Vile som person og kunstner: dels stenet og dels indsigtsfuld. Hvorfor skulle det ene også udelukke det andet?
Den nu 36-årige Kurt Vile fra Philly tager det stadig stille og roligt. Selvom hans nye numre nok lyder præcis, som Vile har planlagt, har de stadig den her skødesløshed over sig, som også kendetegner manden selv. Måske passer slackerrock-etiketten ikke på hele Viles liv og arbejde, men den afslappede stil går helt bestemt igen i musik og tekst. Det passer fint sammen med mit indtryk af Vile fra livesammenhænge: lidt genert, lidt akavet, lidt stenet, men ret så dygtig og ret så flink. Han vil bare gerne have det rart og spille sin musik; »try playing, that’s all I really ever wanna do«. Bare »roll with the punches,« som han synger på “Life Like This”, trække på skuldrene og sige “That’s life, tho”, som en anden titel på albummet lyder. Det er der faktisk noget helt befriende ved – en musiker, der tager livet, som det kommer, og ikke prøver så hårdt på at være genial eller blive beundret.
Constant Hitmaker hed Viles første soloalbum, og af sådan en afslappet fyr at være har han været en ret produktiv musiker, siden det udkom i 2008. Måske har han ikke ligefrem lavet hit på hit i traditionel forstand, men det er dog efterhånden blevet til fem ep’er og seks album. Ved siden af har Vile endda turneret flittigt, og han har besøgt Danmark næsten årligt de senere år. Kurt Vile har ikke ligget på den lade side. Alligevel er der ingen stress-sygemelding i sigte, men lav puls hele vejen igennem B’lieve I’m Goin Down, også lavere end på hans forrige album, Wakin on a Pretty Daze. Det mest aktive nye nummer er singlen “Pretty Pimpin”, som nu heller ikke er nogen decideret vildbasse.
Mange af numrene er stort set kun Viles stemme og guitar. Der er stemningsfulde momenter imellem, og Vile er god til at variere sin sang, så den indimellem bliver tale-agtig, og man spidser ører for at høre ordene. Men der er også visse numre, hvor pulsen bliver lige lav nok, og guitarspillet ender med at gå i ring og blive træt til sidst, som på “All in a Daze Work”. På “I’m an Outlaw” tager han en afstikker til banjo-klimpren, og der er også et par numre, hvor klaveret spiller en stor rolle – ikke noget, vi er vant til hos Vile, men det klæder ham og giver en friskhed i det guitarbaserede univers. Så undgår man også gentagelser som guitartemaet i “Kidding Around”, der lyder overordentlig meget som den fem år gamle “Peeping Tomboy”.
Kurt Viles album er ikke stedet for store følelsesudbrud eller proklamationer, tværtimod. Her, og på Viles produktioner generelt, svinger han lidt i retning af det triste eller fornøjede, men som regel befinder han sig helst, bedst og oftest midtimellem, hvor der er en rimelig harmoni, og man kan bevare sin ro. Det er både hans styrke og svaghed som sangskriver. Jeg så gerne lidt af den frustration og sårbarhed, der stedvis stak frem på Childish Prodigy og Smoke Ring for My Halo og medvirkede til, at de to album ofte omtales som hans bedste. B’lieve I’m Goin Down er ikke det Kurt Vile-album, der vil blive husket bedst om nogle år. Til gengæld har det et højt bundniveau, og jeg har lyst til at være i den stemning, Kurt Vile fremmaner på sit sjette album – han er stadig overordentlig rart selskab.
