Man må give ham, Lee Ranaldo, at han er modig. Dem, der ved noget om den slags, plejer at udråbe ham og hans tidligere band Sonic Youth som pionerer og innovatorer inden for den så ofte døende guitarrock. Her tog han og medpioneren Thurston Moore den elektriske guitar, satte støj til den og (gen)fandt ”nye”, dissonante harmonier, der bare klingede skidegodt igennem de overstyrede Fender Jazzmastere.
Det er derfor helt naturligt at opfatte Ranaldo som et geni. En sand guitarhelt. En mand, der er yderst beundringsværdig på grund af sin vidunderlige produktion som medlem af en af de absolut vigtigste rockgrupper.
Det plejer at være sådan med helte, at man tror, de er ufejlbarlige. De har noget guddommeligt over sig. Noget mystisk. Noget komplet uopnåeligt. De besidder et kæmpe talent, som alle os normale mennesker kan efterstræbe nok så meget – men bare efterstræbe. Ikke mere end det. Derfor bliver vi så ekstremt fascineret af dem. Derfor er det vigtigt at vide, hvornår John Lennon tabte sin første mælketand, og hvem PJ Harvey kyssede med midt i 90’erne. Derfor stod jeg selv og betragtede Lee Ranaldo, mens han gjorde klar til sin koncert på Roskilde Festival i 2012. Jeg så simpelthen en helt arbejde, når han justerede knapperne på forstærkeren og tog sin guitar af og på, og det var storslået. Dengang strålede han af professionalisme. Det var som at se en kirurg arbejde, når han var så millimeterpræcis i sit guitarspil. Det er klart, at han kan betjene sin guitar så præcist. Han har gjort det hele sit liv: taget en elektrisk guitar, sat støj til den og lavet noget unikt.
Derfor må man også give ham, at han vitterligt er modig. Han har bygget hele sit musikalske udtryk op omkring én ting. Støjguitaren. Men han lod den blive hjemme, da han spillede i den ombyggede Absalon Kirke på Vesterbro, der nu er et forsamlingshus med alt fra folkekøkken, bordtennis og en koncert med en støjlegende. Nu skulle Ranaldo i stedet sidde helt alene på scenen med en akustisk guitar og nogle få guitarpedaler. Derfor er han modig. Han kaster sig ud på dybt vand, og han er helt blottet.
Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne lade mig begejstre af at møde den skinbarlige sandhed. Det kunne jeg bare ikke. Jeg så blot en midaldrende mand med gråt huehår. Hans vokale begrænsning stod tydeligt frem, og det værste var, at det lød som om, at han spillede dårligt guitar. Når man kun lader sig akkompagnere af en akustisk guitar, har man sørme også sat sig selv på noget af en opgave, når man prøver at bilde publikum ind, at man kan gøre det bedre alene end sammen med tre andre på scenen.
Anslagene på den følsomme akustiske guitar var alt for voldsomme. Voldsomme, sådan som en begynder, der ikke har lært at docere virkemidlerne, slår på strengene. Det lød bare diskant og skramlet, og jeg kunne slet ikke forstå, at det virkelig var det såkaldte geni, der spillede så ringe. Det må være lydteknikernes skyld. Det er dem, der har valgt de forkerte mikrofoner, og det er dem, der ikke skruer sådan på knapperne, at det lyder ordentligt. Så selvom den elendige guitar virkelig var en streg i regningen for den samlede oplevelse, har jeg lyst til at skåne Ranaldo for denne svipser.
Ranaldos vokale begrænsninger er heller ikke nødvendigvis et problem. Han har altid så fint kunnet beherske, at hans register spænder over en tyvendedel af, hvad de dygtige vokalister kan brede sig over. Der har altid været andre musikalske elementer, der opvejede det. Nu skulle det element så kun være en guitar, der ikke lød særlig godt. Så helt dissekeret, oplevede man to musikalske elementer: en yderst begrænset vokal og en dårligt lydende guitar. Nu var Lee Ranaldo virkelig kommet derud, hvor han dårligt kunne bunde.
Store dele af sættet bestod af nyskrevne sange, der endnu ikke er udgivet. I små glimt kunne man øjne lidt af den vidunderlige Sonic Youth-disharmoni i en sang som ”Circular” – et for øvrigt ret fint moment i koncerten. Det er ingen hemmelighed, at Ranaldo har forsøgt at skrive ”rigtige” sange efter bruddet med bandkammeraterne Kim, Thurston og Steve. Det er nok interessant for ham selv at bevise, at han kan. Det er det bare ikke for os, der lytter, hvis han lyder som en dårlig spillemand. Næ, spændende bliver det, når Ranaldo stadig drysser med den karakteristiske disharmoni, der har fået de kloge hoveder til at kalde ham for en pioner. Lige her lægger han sig mellem et musikalsk eksperiment og rigtig sangskrivning, hvor begge poler får lov til at træde flot frem. Vi kan kalde det for et geni, der går ad nye sideveje til hovedvejen.
Efter at den dårlige guitarlyd havde mistet sin chokværdi, og man havde vænnet sig til den, fremstod en sang som ”Off the Wall” fra 2012-soloalbummet Between the Times & the Tides også gennemarbejdet og veloversat til akustisk guitar. Det lød sådan set godt og medrivende under forudsætningerne, om end den også fremstod en kende banal efter, at Ranaldo sagde, at sangen blev skrevet ud fra linjen »Take me as I am.« Det lyder som noget, hvem som helst kunne have skrevet i sin dagbog.
Og undskyld mig, men hvad er pointen lige med, at jeg skal høre på en ældre mand, der bliver sentimental over sin barndom, som Ranaldo gjorde på ”The Rising Tide”. »Vi sad i en gammel båd, der lå i en vens have, og havde det rart, mens vi røg opium,« sagde Ranaldo som introduktion til den melankolske sang om tabet af barndommens uskyldige frihed. Her var det vitterligt svært at genkende den avantgardistiske støjhelt, som jeg har forgudet, siden jeg første gang stiftede bekendtskab med den såkaldte støjrock.
Nu så jeg bare en helt normal mand, med helt normale problemer, synge om helt normale ting som en ferie med familien til Lecce i Italien. Bevares, det var ganske hyggeligt i store dele af koncerten, men i længden blev det også bare normalt kedsommeligt. Så nej, det var ikke som sådan en dårlig koncert, men vi snakker om en mand, der uundgåeligt bliver målt mod sine egne geniale bedrifter som Daydream Nation. Den mand har nu fået et normalt job, der består i at flyve rundt til diverse kirker, der nu kalder sig for forsamlingshuse, og spille normal, banal musik. Fem år er der gået siden Sonic Youths opløsning, og hvor kan der dog ske meget på så relativ kort tid. Med mindre man altså hedder Thurston Moore og nærmest overgår sine tidligere bedrifter, som han gjorde det for nogle måneder siden i Lille Vega.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
