Fredag den 29. januar kunne Vega for sjette år i træk slå dørene op til den fine gamle arkitekttegnede arbejderbygning og byde indenfor til arrangementet Vegas Udvalgte. Vanen tro betød det et kurateret udvalg af upcoming bands fra det danske musikmiljø, som Vegas musikbookere har spået en markant rolle i det kommende musikår. Til at afvikle arrangementet var både den velkendte Lille Vega-scene og den beskedne, men charmerende, Lounge-scene i brug, og der gik sjældent mere end 10 minutter fra én koncert sluttede til den næste begyndte. På den måde risikerede publikum – der bestod af et løjerligt mix af branchefolk i jakkesæt, anmeldere og bloggere med notesblok og mobil fremme, venner og familie, der hang ud i baren, samt en broget skare af musikentusiaster – ikke at gå glip af noget.
Men var der så noget at komme efter? Både og, må svaret lyde.
Code Walk
Aftenens første act blev introduceret som »de danske Disclosure«, og fra første færd var det tydeligt, at duoens visuelle stil i hvert fald var stærkt inspireret af de britiske brødres. Code Walk havde til lejligheden allieret sig med VJ’en Yilmaz Sen, som tidligere har lavet visuals for bl.a. Trentemøller, der indhyllede scenen og de to musikere i et konstant foranderligt hav af hvide geometriske former, der snurrede og dansede.
Musikalsk leverede Code Walk en bastung omgang Chicago house suppleret med elektroniske trommer spillet live. På trods af opfordringer til at danse udeblev ekstasen – i modsætning til forbillederne i Disclosure og Trentemøller, så har duoens kompositioner endnu ikke formatet til at fastholde publikums opmærksomhed alene. På trods af de pæne visuals blev det monotont og introvert i længden. Det er dog forståeligt, at Code Walk stadig er ved at finde deres egne ben at stå på, udover en optræden til Distortion, så var dette gruppens første regulære koncert.
Code Walk var vist selv bevidste om dette og havde derfor inviteret en mindre skare af gæstevokalister til at optræde med dem. De to sangerinder Fine Glindvad (Chinah) og norske Henriette Motzfeldt (Smerz) supplerede fint musikken med feminin vokal, omend de fremstod omtrent lige så introverte som Code Walk selv. Langt mere interessant var samarbejdet med Mathias Bertelsen (The Entrepreneurs), hvis skingre vokal og dramastiske udadvendte optræden gav en spændende kontrast til musikken. I stedet for at slutte på dette højdepunkt kom der desværre endnu en gæst på scenen. Afslutningsvis blev vi trakteret med en rapper, der leverede en mere kikset end cool karikatur af en hypeman, der skulle få publikum til at danse.
Code Walk skød med spredehagl og ramte omtrent lige så meget plet, som de ramte ved siden af. Jeg glæder mig dog til at følge med i, hvordan gruppens lyd udvikler sig.
Molly
Hvis Code Walk var i den introverte ende af skalaen, så var Molly deres diametrale modsætninger. Trioen spiller klassisk collegerock med stort K, håret tilbage og fuldt fart frem. Selvom deres seneste album Peach Melba ikke just imponerede Undertoners anmelder, da det udkom sidste år, så har gruppen alligevel skabt sig et ry for deres energiske og fandenivoldske liveoptrædener indenlands såvel som udenlands. Der samlede sig derfor også et forventningsfuldt publikum omkring den lille loungescene, da bandet gik på.
Stakkels Molly blev dog kastet ud i en ganske ulige kamp mod horrible lydforhold. Sjældent har jeg oplevet et lydbillede mudre mere til, og omtrent den eneste lyd, der gik klart igennem fra scenen, var lyden af trommerne, der til gengæld gik så højt igennem, at det lød som hammerslag mod ens ører. Mod sådanne lydforhold kæmper selv guderne forgæves. Ikke desto mindre headbangede og powerrockede Molly sig tappert igennem deres sætliste. Det var en af den slags koncerter med en usædvanligt høj ratio af flyvespark pr. nummer.
Da der endelig kom lidt opklaring i lydmudderet mod slutningen af showet, begyndte man at få en bedre fornemmelse af, hvad det egentlig var, bandet rent faktisk spillede. Sangene lød lidt a la Green Day-skæringer tilsat Hüsker Düs mere rockede attitude – intet nyt under solen her. Det er tydeligvis ikke deres sange, så meget som det er deres energi og attitude, der bærer dem fremad. Men energi og attitude – dét har de heldigvis i massemål. Det, der kunne have været et flop af en koncert på grund af lydforholdene, reddede gruppen hjem på charmen og hårdt arbejde.
Chinah
Electropopgruppen Chinah har deres baggrund i den danske folkscene, inden de i foråret 2015 foretog et stilskifte og udgav den fængende the XX-inspirerede single “Away from Me”, der er blevet taget godt imod af de danske radiolyttere. Der var derfor også fuldstændig proppet i Lille Vega, da gruppen indtog scenen. Selvom det er de elektroniske kompositioner og Fine Glindvads skrøbelige feminine vokal, der er i højsædet, så tilføjede liveelementerne i form af sirligt guitarspil og dundrende trommer lidt menneskelig kant til deres optræden.
Hvor Chinahs numre på plade er præget af en behagesyg minimalisme, så var der skruet godt op for både bassen og in-your-face-værdien til Vegas Udvalgte. Til tider truede det med at stjæle fokus fra nogle af de finere nuancer i musikken, men alt i alt slap bandet helskindet fra det, og publikum nød at danse til gruppens vuggende beats. Fine Glindvads kvidrende, lette kvindevokal sang på nummeret “Minds” duet med en dybere, samplet mandevokal, en velkendt, men ikke desto mindre velfungerende, effekt.
Alt i alt leverede Chinah en virkelig fin performance, hvor de omfavnede publikum i deres gennemført behagelige lydunivers. Afslutningsvis kom naturligvis den føromtalte single “Away from Me” og sendte med sit insisterende omkvæd og corny keyboardsolo publikum velfornøjede videre i baren og til næste koncert.
Aftenens andre Vegas Udvalgte-navne var Soleima, Katie Keller og Guldregn. Jeg nåede lige at fange den sidste halvdel af Soleimas sæt på Lounge-scenen, og hun skal lige have en bemærkning med på vejen: Det lød virkelig godt, den del jeg nåede at høre! Der var lidt FKA Twigs over Soleimas lyd, og især coverudgaven af den kønstranscenderende Atlanta-rapper Young Thugs “Check” var et pudsigt, men overraskende vellykket indslag. Hold øje med Soleima, må opfordringen lyde herfra.
Vegas Udvalgte bød endnu engang på et bredt spektrum af spændende kunstnere. Om Vega så har haft fat i den rigtige krystalkugle, da de spåede netop disse kunstnere en stor fremtid, det må vi glæde os til at følge med i.