»Det er et band, hvis melodier svæver ud ad mælkevejen og sigter benhårdt efter de sorte huller.« Frost Festivals direktør har inden uropførelsen af Choir of Young Believers’ kommende plade Grasque indtaget scenen for at komme med et par ord om, hvorfor netop det danske indieband er udset til at spille under Planetariets kuppelformede himmelskærm. Måske skæver vi i publikum lidt til hinanden og studser over, hvad det med de sorte huller egentlig skal betyde, men metaforen er på ingen måde så off, som hvis den var brugt om bandet for blot et par år siden. Grasque, viser det sig gennem den næste times tid, er svævende og æterisk som meget af bandets tidligere musik, men heftig brug af syntheffekter, rungende trommer og udviskede eller maskinelle vokaler trækker ganske rigtigt blik og tanker mod himmelhvælvingen.
Planetariets traditionelle stjerneskær ser vi dog ikke noget til i løbet af aftenen. I stedet har Frost og band slået pjalterne sammen med lyskunstneren Jakob Kvist, der skaber en noget mere Stanley Kubrick’sk udlægning af nattehimlen, end en gennemsnitlig februaraften kan præstere. Skærmen er med åbneren “Serious Lover” gjort transparent, så vi i salen kan fornemme bygningens indre murstenskonstruktion gennem lærredet. De dobbelte dybdeforhold sætter sanseapparatet på overarbejde med at fokusere – og det er kun begyndelsen. Snart danser på skærmen farverige konstellationer af felter, der det ene øjeblik ligner ituslåede kirkevinduer, det næste ulmende skyer og et øjeblik måske endda Talk Talks berømte sommerfuglesværm – men konturerne sløres konstant, og hjernen får aldrig chancen for at finde visuelt fodfæste.
Det er på sin vis meget sigende for musikken, der vælder fra de fem mand på den lille scene nederst i salen. Bandets frontfigur Jannis Noya Makrigiannis har ikke lagt skjul på, at han med Grasque har givet sig selv løsere kunstneriske tøjler end nogensinde før, og – for at holde fast ved aftenens visuelle fikspunkt – musikken er da også så omskiftelig, men dog repetitiv som farvevældets kalejdoskopiske rotationer over vores hoveder.
Åbnerens skarptskårne r’n’b-pop driver således snart over i en langt mindre håndgribelig lydflade af udvisket softrock. Dunke stemmer kalder med et lokkende »come on« på publikum fra ydersiden af den drøm, de bølgende og flydende visuals signalerer, at vi må befinde os i. Og ikke så snart har vi fundet os til rette her, før lydbilledet fortættes, synthen skaber undertryk, og heftigt blinkende lyskegler inviterer på intergalaktisk diskofest.
Overgangene er fintunede, og et tilbageholdende publikum tør ikke bryde lydstrømmen med klapsalver – i hvert fald ikke før den knugende “Jeg ser dig” er drevet igennem salen. Nummerets disede r’n’b-vokal er så æterisk, at den knap sanses som andet end et ekstra instrumentlag i sangen, men de højtravende lydflader bliver med ét uvant jordnære for aftenens rumrejse, når et længselsfuldt »nu hvor du har en anden, kan du så ikke se mig?« anes i tågen. Publikum må naturligvis kvittere med applaus – og de fem på scenen virker helt lettede over endelig at have etableret kontakt i det højtidelige setup.
Måske er ikke alle passager fra Grasque lige fængslende under den kunstige himmelhvælving. Fra koncertens halvvejsmærke er numrene knap så karakteristiske som de tidligere r’n’b- og synthpop-indslag, og her havde det nok klædt lyssætningen at søge i nye retninger frem for at fortsætte med variationer over de samme mønstre af ituslået glas.
Bandet råder dog afslutningsvis bod på den snigende monotoni ved at sende aftenens første publikum ud under den virkelige nattehimmel med hektisk pulserende diskosole og zappende synth på net- og trommehinder. Choir of Young Believers’ Frost-koncert sikrede i sine bedste stunder en massiv helhedsoplevelse af sci-fi-karakteristika og sælsom, sjæleransagende fremtids-r’n’b – og i de ikke helt så stærke øjeblikke ‘blot’ en betagende fornemmelse af at læne nakken bagover og overvære en af årets mest spektakulære koncertopsætninger.
Fotos: Malthe Ivarsson
