Det andet udspil, Not to Disappear, fra den britiske trio Daughter er et forsøg på at skabe store, følelsesmæssige oplevelser af den slags, som fuldstændigt tager pusten fra en. Men de helt store mavepustere udebliver, og tilbage står et monotont album plaget af kedelig sangskrivning.
Not to Disappear er kommet på gaden efter næsten tre års stilhed fra gruppen, som tilbage i 2013 udgav den overvejende positivt anmeldte debut If You Leave. Den nye plade er en lige så tung og depressiv affære som debuten, og den musikalske spændvidde har vist sig snæver. Melodierne er i de fleste tilfælde enslydende og får albummets ti numre til at flyde sammen i en stor uadskillelig masse – dog med enkelte afstikkere – men ikke desto mindre en velproduceret masse. Når Not to Disappear har været under kærlig behandling af indie-producer Nicolas Vernhes, som også har arbejdet med blandt andre Deerhunter, The War on Drugs og Animal Collective, så er vellyd nærmest en garanti.
Og vellyd er der bestemt også på albummet. Daughter er bedst til at skabe en drømmende atmosfære ved hjælp af masser af rumklang og reverb på den guitar, som Igor Haefelis har helliget sig. En guitar som skærer lige igennem tågen af synthesizer på numre som ”Doing the Right Thing” og ”Mothers”. Men også Elena Tonras vokal er et stærkt aktiv. Den kraftfulde, men alligevel skrøbelig stemme trækker stærke paralleller til Florence Welch fra Florence + the Machine og er klart noget af det mere spændende at lytte til på albummet.
Men selv god produktion, guitar og vokal er ikke nok til at løfte lytteren ud af det mørke, som er Daughter, og ikke mindst Elena Tonras lyriske univers. Det er dystert og lammet af følelsesløshed. »I’ll wash my mouth but still taste you. I feel numb in this kingdom,« lyder det på ”Numbers”, som behandler følelsen af at miste sig selv i et forhold. Det er apatisk, koldt og sortseerisk. Men også tenderende til kedeligt.
»No care, no care in the world. I don’t care, don’t care anymore,« tale-synger Tonra også på “No Care” for at sætte en fed streg under ligegyldigheden. Dog skal det siges, at netop ”No Care” faktisk er et absolut højdepunkt på pladen. Her sker der nemlig noget helt andet, og nummeret skiller sig forfriskende ud fra resten af pladen, med Remi Aguilellas pulserende trommer og høje tempo, som skaber en god kontrast til Tonras dead-pan levering af teksten.
Andre nævneværdige numre er åbningsnummeret ”New Ways” og ”How”, som har nogle spændende melodier, der i modsætning til de andre numre ikke fortabes i mængden. Et generelt problem på Not to Disappear er netop, at der ikke er nok dynamik og musikalsk spændevidde til at holde albummet interessant fra start til slut, og det gør de cirka 45 minutter, pladen varer, uendeligt lange.
Daughter er sådan et band, som har meget potentiale, der lurer under overfladen, men aldrig rigtigt bliver forløst. De store følelser, som bandet forsøger at fremprovokere, udmattes i stedet for at overvældes.
