Der er bands, hvor man efter en del år uden nye plader tænker, at de sikkert har det fint, de er bare lidt længe om det. Og så andre, hvor man for længst har afskrevet muligheden for flere albums, hvis der er gået mere end et år mellem udspillene. Og så er der Explosions in the Sky (herefter EitS). De udgav deres første rigtige fuldlængdealbum, How Strange, Innocence, i 2000, men siden de udgav The Earth Is not a Cold Dead Place helt tilbage i 2003, begyndte man for alvor at lægge mærke til dem på postrock-scenen, og med dette album blev de stille og roligt bannerførerne inden for den genre. De fulgte på smukkeste vis op på gennembruddet med All of a Sudden I Miss Everyone fra 2007. Og så nu, fem år efter Take Care, Take Care, Take Care (der også kom efter fem års tavshed), kommer deres bud på, hvem EitS er i dag.
Den drivende kerne i deres univers er den melankolske eftertankes luftige gevandter, man kan smyge sig ind i og forsvinde i selskab med, drevet frem af smukke, stille forløb med indbyggede crescendoer, der udløser de indre spændinger på en måde, man både forventede og så alligevel slet ikke. Efter at have været til en koncert med dem i London, på deres turne med albummet All of a Sudden I Miss Everyone, var forventningerne store til det næste album. Men det kom ikke! Og da det, Take Care, Take Care, Take Care så endelig kom, var jeg en af dem, der stod lidt skuffet tilbage på sidelinjen, efter at have hørt det igennem flere gange. Både fordi der ikke rigtigt var den samme nerve som i forgængerens nærmest eklektiske numre, og fordi man kunne fornemme en vis træthed og mangel på vision. Nu skal det ikke lyde, som om det var den rene jammer, det var bare ikke nær så godt, som man kunne have håbet på.
Så den lange ventetid, fra Take Care, Take Care, Take Care udkom i 2011 og til nu, har været med en vis portion indbygget reservation overfor niveauet i deres kommende udspil, for et udspil var jeg aldrig i tvivl om der ville komme. Men efter vi for noget tid siden fik mulighed for at smuglytte til et par af de nye numre, sad jeg tilbage med et smørret smil, for det lovede godt … og gid resten så bare kunne matche!
For at begynde med begyndelsen: The Wilderness er en genial titel på mange måder. Dels så kan den referere direkte til den kunstneriske tilstand, der har rådet i bandet efter det forrige album, og måske også selve den lange tid der er gået, før de mente, de havde noget klar til udgivelse. Dels så er der antydninger af rumlighed i begrebet, der kan pege mange steder hen. Den mest oplagte er Henry David Thoreaus “Walden; Or, Life in the Woods”, hvor naturromantikken og socialfilosofien, samspillet med naturen og mennesket og frigørelsen af sindet, er hovedtemaer. Og ikke mindst genopfindelsen af sig selv som menneske. Der er også mange andre elementer, selve rumudforskningen, her både antydet som det ydre rum og det indre rum, det rum der består af vores egen sjæl og hjernekasse. Alt dette, og meget mere til, trækker tråde ind i den musik, EitS præsenterer for os på dette nye, spændende og mangetydige album, de nu har beriget os med.
Der er en klar logik ned gennem sætlisten af numre, der både med deres titel og deres musikalske udtryk, forløber som en nødvendig konsekvens af det, der kommer før dem. Vi begynder rejsen ude i det fløjlsbløde, mørke rum med “Wilderness”, albummets titelskæring, hvor man løfter både øjenbryn, panderynker og ørevoks, for her er der sket noget afgørende nyt! Nummeret starter med en boblende, elektronisk sekvens og fortsætter som et blidt svøb der langsomt tager tilløb, som vi kender det så godt. Og dog, for forløsningen er ikke et af de lige så velkendte crescendoer. Det er i stedet en massiv mur af langsomt, tungt fremadskridende vellyd, et mix af moogs, keyboards, guitarer og en smukt styret rytmegruppe. Det er som at høre et barn af konstellationen Mogwai og Jon Hopkins, uden at det skal betyde, at det er en efterligning. Overhovedet ikke! Det er bare stærkt, stærkt overraskende, og virkelig smukt udført. Man sidder tilbage med fornemmelsen af at være blevet væk, men ikke i et dybt, sort hul, eller et morads, der stikker og truer. Mere som at være faret vild i en blød, diffus tåge, hvor orienteringen er ophørt, og man er i tilstanden lige før bevidstheden om at skulle finde en vej ud og tilbage.
Det vil føre for vidt at fortælle min videre rejse ind gennem albummet i detaljer, blot vil jeg i nedslag fortælle om resten af turen. Den næste skæring “The Ecstatics” fortsætter i denne nye retning, med overraskende blide og lyriske elementer, der gentager noterne i “Wilderness”, men antyder også, som navnet antyder, at pulsen og tempoet stiger, hvilket giver de to første numre en særlig sammenhængs- og fortællekraft. Den tredje skæring, “Tangle Formations”, er egentlig den eneste, der for alvor lyder som det EitS, vi kender fra de første albums, sådan hele vejen igennem nummeret. Og så er det også det eneste nummer, der stikker ud fra den fortælling, EitS har stukket ud for ‘Den Nye Vej’, de nu er trådt ind på (håber jeg).
“Logic of a Dream” og “Disintegration Anxiety” er de næste skæringer, der begge slår næsten helt ud over Richterskalaens øvre grænser. “Logic of a Dream” føles i den grad som det virvar af følelser, oplevelser og bizarre situationer, man oplever i drømme. Fra mareridtagtige ridt ud over stepperne skarpt forfulgt af noget truende, til sart smukke, langsomme sekvenser, hvor man føler, man går gennem blomsterenge, og fra det fjerne hører de skønne kvinder kalde. Bedre bliver drømme ikke, og nummeret fremstår som et af de helt moderne, ekspressive tegn på, hvad det er, der er sket med EitS i disse venteår.
De sidste fire skæringer, “Losing the Light”, “Infinite Orbit”, “Colors in Space” og “Landing Cliffs”, fremstår for mig som én lang, god metafor for oplevelserne i den søgen, EitS har været ude på i de sidste år, og som de gennemlever i de første skæringer på dette album. Det sidste nummer er en elegant måde at binde en sløjfe på den tur, som albummet foretager fra første nummer, hvilket sker ved at konkludere, måske ligefrem postulere, at nu er vi ankommet, og vi er godt ankommet. “Landing Cliffs” er en smuk afrunding, der modigt viser alt det nyindvundne frem, og at vildnisset kan overkommes, også selvom det, man skal ofre, er svært. Man kan sige, at der i dette albums tilfælde er en sjælden god overensstemmelse med den valgte coverart, for det udtrykker på elegant vis den komplekse rejse, de gennem musikken tager os med ud på. Billedet er opbygget som musikken opleves; Som fraktioner, der tilsyneladende ikke hænger umiddelbart sammen, men når man træder tilbage, og betragter værket, opstår der fortællinger, der giver en indre mening.
Det er en interessant begivenhed at kunne følge et band, en kunstner, et menneske, i den søgen efter mening og sammenhæng, vi alle selv oplever fra tid til anden i vores egne liv. Det er ikke altid, at det lykkes. det er altid forbundet med en vis portion usikkerhed, og som vilkår har man altid bind for øjnene. Man må foretage springet uden at vide, hvor bred afgrunden er, og hvor dybt man vil falde, hvis man ikke når over på den anden side. EitS sprang, afgrunden var meget bred og dybet mørkt, men de kom ikke bare over, de havde syvmilestøvlerne på, og landede langt inde i næste kommune! Det er få bands/kunstnere, jeg har kendt gennem tiderne, der på så smuk måde transformerer sig selv, og med så stor energi og mod omfavner fremtiden, som EitS her gør. Det tætteste jeg kan komme det, er This Will Destroy You, da de udgav Another Language, der også repræsenterede en transformation af udtryk og ståsted, men jeg synes alligevel, at EitS’ præstation her er større. De har taget bestik af deres situation, har haft modet til at favne det moderne, og er kommet med et album, der i den grad giver svar på tiltale.