Mørtel er et materiale, som anvendes i murværk for at fylde mellemrummene mellem stenene med henblik på at holde dem sammen til en fast konstruktion.
Således defineres mørtel, og alle de, som befinder sig i en boligkonstruktion, der består af mursten, vil sætte pris på dette materiale! Det er også en nydelse, når det musikalske bindingsmiddel er stærkt og holder sammen på tonerne. Således under navnet Mørtel – et nyt lille orkester – udsendes debutalbummet Blitz. Her bliver kompositionerne bundet sammen på overvejende velspillet vis, og sangkonstruktionerne er faste og fine. De skæmmes dog en smule af en vokal, der fremstår teatralsk, og som er vanskelig helt at blive klog på.
Bindingsmidlet hos bandet Mørtel består først og fremmest af Hans Holten Hansen. Digteren og musikeren, som mange vil kende som en del af det fremragende band How Do I, der i 90’erne udgav flere fine album, og som bassist hos ligeledes opløste Olesen-Olesen. På vokal – og ja, den vender jeg lige tilbage til igen – er det Andreas Hjertholm, der står for størstedelen af sangindslagene. Han slår normalt sine folder i bandet Atomfax og beskriver sig selv som surrealsanger. Netop her findes måske en del af forklaringen på Hjertholms atypiske og aparte vokal. Ud over disse to hovedbagmænd bakkes der musikalsk op fra Gertrud Hjelm (LadyJerks), der bidrager med sang og klarinet, og på trommer (ligeledes fra Atomfax) er det Jeppe Bodenhoff.
Som skrevet i begyndelsen af denne anmeldelse, er der noget helt specielt og originalt over Mørtel. Hurra for det, og det er rart, at ikke alt bliver til metervare og drukner i vrimlen af toner, der spilles om ørerne på os. I tilfældet Mørtel kræver det dog sin lytter at hengive sig helt og holdent til sangene, og jeg bliver efterladt en smule forvirret, trods flere ihærdige gennemlytninger. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at kompositionerne er veldrejede og i mange tilfælde yderst iørefaldende. Der er både tale om evnen til at eksperimentere med den klassiske popmelodi samt kreere melodier, som sætter sig i sindet. Det er i numre som singleudspillet, ”Sorte slyngel”, og albummets afsluttende nummer, ”Terminator”. Mellem disse to musikalske hjørner bliver det dog en kende forceret i sange som ”Fra Nicea til Ikea” og “Kunsten at sætte punktummer”. Lige nøjagtigt det forcerede fylder for meget, og Mørtel mister grebet i mig.
Tekstmæssigt er Mørtel også et kapitel for sig. Teksterne balancerer mellem på den ene side at være herligt hverdagsbanale og lettere bizarre, men på den anden side inviterer de til at læse mellem linjerne. Linjer som »Sur og gammel har jeg været, siden jeg var ung, skønt mors kusse egentlig var Guds kanon,« eller »Alt hvad vi gør tager et minut, for vi ved, at livet snart er slut,« giver et meget godt billede af denne diversitet. Det gælder for de fleste tekster på albummet, at det ikke er en dans på roser, men snarere at det er en dans med den forestående død, der gennemsyrer tekstuniverset. Det lyder umiddelbart svært deprimerende, men melodierne gør nihilismen lettere at sluge.
Melodierne kan dog ikke overskygge det faktum, at jeg på grund af den særegne vokal havde frygteligt svært ved at komprimere og rumme værket, uden at stemmen kom i vejen, de første gange jeg lyttede til albummet. Jeg har tidligere prøvet kræfter med Atomfax, og det samme gjorde sig gældende der. Den måde, hvorpå Andreas Hjertholm fremfører teksterne, falder for mig i den kategori, der kunne have overskriften karikatur. Stemmen er anstrengt, forstillet og ja, lettere surreel. Misforstå mig ret. Det behøver bestemt ikke være skønsang for at kunne drage mig, men i dette tilfælde gør det ikke noget godt for hverken teksterne eller de grundlæggende fine kompositioner, når vokalen fylder som den gør på størstedelen af Blitz. Retfærdighedsvis skal det dog siges, at når Gertrud Hjelm får lov til at lade sin stemme fylde, som det heldigvis er tilfældet i flere af kompositionerne, bliver det hele lidt lettere at rumme. Hendes runde stemme giver en vægtig modklang til Andreas Hjertholms mere særegne af slagsen.
Mørtel er uden skyggen af tvivl dybt originale. De sætter en ære i ikke at være som alle de andre. Det er et faktum, som jeg kun kan bifalde, men Mørtel rammer ikke mig. Den samlede konstruktion bliver for vakkelvorn og fortænkt. Det er muligvis blot mig, der ikke fanger den surrealistiske vokal, der præger det meste af albummet, og ikke kan se meningen med galskaben. Jeg har med voksende glæde læst teksterne uden akkompagnement. Jeg har forsøgt at lytte med fokus på melodierne, også det var en voksende fornøjelse. Alligevel må jeg i sidste ende erkende, at det jo ikke er meningen bag projektet. Blitz er som alle andre værker en helhed, der skal indtages med alle elementer i spil – det fungerede bare ikke for mig.
