Historien om LUH tager sit udgangspunkt et helt andet sted. Nærmere betegnet skal vi bevæge os godt fire år tilbage i tiden og små 1000 kilometer vestpå til den engelske by Manchester. Her stod bandet WU LYF (eller mindre mundret: World Unite Lucifer Youth Foundation) på tærsklen til for alvor at slå igennem. Deres storladne album Go Tell Fire to the Mountain høstede flotte anmelderroser, de havde netop spillet på en lang række festivaler og adskillige spåede dem en stor fremtid i indierock, da det hele sluttede på en brat og bizar facon. Bandets forsanger Ellery Robers udgav, uden resten af bandets kendskab, et åbent brev der bedst kan beskrives som lige dele afskedsbrev til bandet (»WU LYF is dead to me«) og apokalyptisk profeti (»There’s blood running down streets of every city in the world, what’s a song to do?«)
Det er i denne ombruste kontekst, at gruppen LUH (Lost Under Heaven) opstod. For hvordan pokker kommer man lige videre, når man har malet sig selv op i så melodramatisk et hjørne som Ellery Roberts formåede at gøre? Heldigvis er få ting så helbredende som nyfunden kærlighed, når det kommer til at lukke lidt lys og fremtidstro ind i et ellers dystopisk verdenssyn. I hvert fald har Ellery Roberts fundet sammen med den hollandske videokunstner og sangerinde Ebony Hoorn, og det lader til at have fornyet hans lyst til at udgive musik. LUH er således en konstellation mellem de to kunstnere, der så dagens lys for første gang i starten af november 2015, hvor Roberts beviste, at han stadig har flair for det dramatiske, da han annoncerede bandets opståen gennem udgivelsen af et manifest.
Nu er gruppens debutplade, Spiritual Songs for Lovers to Sing, her så, og spørgsmålet er, hvorvidt den kan retfærdiggøre mængden af selvhøjtideligt drama, der er gået forud? Svaret må være: både og. Pladen er akkurat så bombastisk, som man kunne forvente, og gruppens politiske visioner bliver hårdhændet serveret på deres antikapitalistiske ungdomshymner. Det kunne godt kamme over og blive for meget af det gode, men LUH er så tro mod maksimen Mere er mere, at det næsten bliver charmerende igen. Det umage makkerpar Hoorn og Roberts tilføjer pladen en håbløst romantisk vi-to-alene-mod-verden-stemning, og man får virkelig følelsen af, at de oprigtigt tror på deres budskaber. I disse hipster-selvironiske tider er det forfriskende med et band, der oprigtigt tillader sig at tro på og stå for noget.
Som på sangen ”Lament” (en opdateret udgave af Roberts’ første soloudgivelse ”Kerou’s Lament” fra 2013) hvor Roberts giver den fuldt ud som missionerende folkeprædikant: »If you hear me, then let’s break away / So people come on, the world that held you now has gone«, inden sangen kulminerer med det trodsige mantra »Lo, to the powers of old, to the powers that be / You fucked up this world, but you won’t fuck with me«. Roberts anstrengte og vrængende vokal er et element, man kan betegne som en tillært smag, men han har helt sin egen lyd, og med Ebony Hoorns accentprægede vokal rummer pladen to karakteristiske vokaler.
Pladens producer Bobby Krlic, også kendt som The Haxan Cloak, fortjener stor ros for sit arbejde på Spiritual Songs for Lovers to Sing. Han har tidligere produceret blandt andet Vulnicura for Björk og Death Magic for noise-bandet Health, og man fornemmer tydeligt inspirationerne fra begge projekter i den storladne brug af strygere og orkestrering samt de tordnende trommer. Midt på pladen faldet nummeret ”$ORO”, hvor den umiddelbart storladne produktion omtrent halvvejs bryder sammen i et hektisk crescendo af smadder-rave med en febrilsk trommeføring. Det når ikke helt Health-højder på smadderskalaen, men det kommer godt derop af i betragtning af, at der ellers er tale om et album, der ellers befinder sig i den mere poppede ende af skalaen.
Hoorn leverer i overvejende grad backingvokal, men hun får også sine chancer i rampelyset fra tid til anden. Blandt andet på den charmerende afdæmpede og eftertænksomme ballade ”Future Blues”. Det er et kærkomment og personligt afbræk fra de mastodontiske hymner, der præger store dele af pladen, når Hoorn på verdenstræt facon synger: »I’m so bored of this reality / Of fearful men trying to limit me«. Genremæssigt kommer LUH vidt omkring, fra føromtalte ømme ballader og rave-moment til den shoegazede single “Lost Under Heaven” og synthpop-møder-strengeinstrumenter-arrangementet på “Someday Come”, men det føles aldrig som et tilfældigt miskmask på grund af gruppens altoverskyggende, storladne stadionpop-tendenser og de allestedsnærværende temaer.
Hvem ved, om LUH stadig eksisterer om fire år? Uanset hvad, så føles Spiritual Songs for Lovers to Sing som en dybt nødvendig kunstnerisk katarsis fra den kronisk nihilistiske brite Ellery Roberts, der nu har lukket en anelse tiltrængt fremtidshåb og tro på menneskeheden ind i sit musikalske verdensbillede. Samtidig er det et, i det store og hele, vellykket musikalsk projekt. De storladne værker kunne nemt være faldet til jorden, men Hoorn og Roberts’ ubøjelige og oprigtige tro på deres projekts berettigelse samt den veludførte produktion fra Krlic sikrer, at det ikke er tilfældet. Resultatet er et debutalbum sprængfyldt med selvtillid, store følelser og stor lyd.
