Sanger og multi-instrumentalist Anna Von Hausswolff fik sin Roskilde-debut på den intime, og halvfyldte Gloria-scene kl. 22.00 onsdag aften.
Den kutteklædte svensker bruger de første ti minutter sammen med sit band, på at sætte tempoet helt ned og volumen helt op. Trommebrag, hvirvlende guitar og dybe orgeltoner klæder publikum på til fem kvarters dronende lyd. I skrivende stund har jeg fordøjet koncerten i 12 timer, og jeg er en sjælden gang kommet i vanskeligheder med at sætte ord på min oplevelse. Men skulle jeg begrænse det til to ord ville det være: skræmmende og forførende! Og så må jeg hellere elaborere.
I starten har jeg svært ved at forstå, hvad jeg er gået ind til. Jeg har jo læst, at Hausswolffs musik skulle tryllebinde os, men tænker også, at den heller ikke er en lettilgængelig omgang for et festivalpublikum. Men har man valgt fællessangen til Red Hot Chili Peppers på Orange fra og bevæget sig over på Gloria på dette tidspunkt, så forstår man snart at Hausswolff er uden sidestykke. Hun frontalangriber sine dystre, folkloristiske og postrockede kompositioner, mens aparte perkussion og infernalsk støj gør Hausswolffs Kate Bush-klingende vokal smukkere og smukkere.
Som numrene får lov at tordne derud af, er indtrykket overvældende – de storladne flader trykker mod brystet af publikum, men mine ører tager velvilligt Hausswolffs kraftfulde sopran og de dynamiske musikalske skabninger ind. Sangene er nemlig spillevende eksempler på den mørke og nærmest religiøse stemning, som er så genkendeligt nordisk. Noget Hausswolff er blevet rost for at kunne omsætte til foreløbigt fire udgivelser. Jeg kommer dog aldrig helt til at fortabe mig i sangene, måske på grund af den forudsigelighed, der efterhånden bliver etableret gennem numrenes fremførelse, og også sættets afslutning bliver et ret ensformigt forløb af quiet/loud-strukturer, og voldsomme vibrationer.
De pulserende slag på orglet udføres med sådan et tryk, at det forplanter sig i kroppen på Hausswolff, der virker utrættelig. Mellem de lange soniske seancer indrømmer hun, at hendes drøm om at spille på Roskilde er gået i opfyldelse. Og den kropslige fornemmelse jeg har, da jeg forlader Gloria, er da også nærmest som at forlade en drøm, hvor minutter passerer, og jeg vender tilbage til virkeligheden. Anna von Hausswolff var dyster og dramatisk, men tryllebandt ikke Gloria i det omfang, jeg havde håbet på.
