Astrid Samuelsen, Martin Funder, Sofie Westh og Max Cosnier udgør det københavnske band Deadpan Interference, der står først på tirsdagens program på Roskilde Rising. Efter en ihærdig indsats på landets scener det seneste år, og med en EP i vente til efteråret, lægger de kimen til at bryde igennem som Danmarks førende støjrockband. Med skærende guitarer, en sund dosis feed, repeterende basriff og enkelt trommespil bliver publikum fra start inviteret ind i bandets sangunivers i form af det forførende “Des Barres”.
Som minutterne forløber spidser publikum ører, rejser sig fra deres tømmermændsramte tilstand og går ind i nummerets drømmende og postpunkede fornemmelser med vippende kroppe og sagte nik med hovederne. Musikken spænder over indadvendt shoegazer med skramlede guitarer og en simpel, repeterende rytmesektion, som på det velspillede “What Colour Gold”, og til de mere neopsykedeliske hjørner af støjrocken på “I Like the Taste of Ugly Women”. Der er ingen bestemt kasse, du kan putte musikken i, men en række du kan forsøge at placere dem i undervejs – for bedst som du mener at have fanget pulsen, stikker det af i en anden retning, som på det bølgede nummer “Honey vs. Mary,” hvor opbruddene dog ikke volder problemer for samspillet.
Deadpan Interference dyrker både det uperfekte og perfekte denne tidlige eftermiddag, hvor forsanger og guitarist Astrid Samuelsens stemme skaber en æterisk og skrøbelig kontrast til det mere upolerede og rå udtryk i musikken. Man kan dog levende forestille sig, hvor meget stærkere det udtryk ville stå på et mørkt spillested, hvor passerende festivalgæster og dagslys ville være et non-issue.
De huggende slag på “Dead Doom” er en gave i sættet, der et øjeblik risikerer at blive en monoton affære, mens det mere lettilgængelige nummer “Immaculate” også bryder op og nuancerer det tilbagelænede tempo. Som afslutning får vi et mere blueset Deadpan Interference, som meget virkningsfuldt gør brug af den detaljerigdom, de fremmaner i strengeinstrumenterne. De udnytter slå- og glideteknikker, leger med distortion og giver en afmålt, og dynamisk performance fuld af ydmyghed over at stå der, hvor de gør.
De står imidlertid, hvor de gør, fordi de er nået til et sted i deres rejse mod et gennembrud, hvor de får et mærkbart skub af Roskildes platform. Og jeg er sikker på, at bevægelsen fra det københavnske vækstlag mod et bredere kendskab i Danmark, men også internationalt, kommer med den buzz koncerten unægteligt vil generere. Det var en ubønhørlig ode til støj, med en god sangprogression, dramatik og skarp sans for det smukke, men destabiliserede.
