Foto: Balder Skånström-Bo
Den danske trio F.M.K. har netop udgivet deres debut-EP Fck Mrr Kll og fik den ære at skulle åbne programmet på Roskilde Rising. Et værk som kommer ud af snart tre års arbejde, efter bandet blev dannet i en mørk bunker i København. F.M.K. kombinerer punkvokaler med garagerock-elementer og skærer sange med lo-fi halvfemser- og riot grrrl-sensibilitet.
Alt taget i betragtning må man sige, at de har haft fart på, siden jeg stiftede bekendtskab med bandet i Pumpehusets Byhave sidste sommer. Til forskel fra dén performance, var der en vis resignation til stede hos bandet denne eftermiddag på Roskilde. Fra start mærker man en kamp for leve op til konferencierens udmelding om et kick-ass punk band, der måtte gå på scenen 20 minutter efter det annoncerede starttidspunkt. Omkring hundrede tilhørende er mødt op og den forestående opgave, der består i at holde crowdets opmærksomhed viser sig at være vanskelig.
Under det ellers velopbyggede andet nummer “No Fun” bevæger en anseelig flok sig væk fra området foran Rising, hvilket jeg undrer mig en del over. Forsanger og guitarist, Cecilia Cresso er egentlig i god kontakt med publikum i de første minutter af koncerten, men noget tyder også på at, det er en uvant rolle, hun indtager, når hun råber: »Ready, Roskilde?« og lignende opildnende gloser. Om det er dér, skylden skal placeres, når småfejl i overgang fra én effekt til den næste, eller den manglende pondus i leadvokalen, skal placeres, kan jeg kun gisne om. Og startvanskeligheder til trods, tager samspillet mellem Cresso, Nanna Båstrup på bas, og trommeslager Maria Juntunen heldigvis til, og de spiller sig varme og mere fremdriftsorienterede under koncerten.
Hommagen til “Kim Deal” står sammen med “Fuck Marry Kill” tilbage som koncertens højdespringere, udmærket ved en stringent puls og legesyge vokaler. Koncerten byder dog også på en undværlig instrumentalseance og et enkelt cover af Airs “Sexy Boy”. Da trioen når frem til sidste tone af nummeret “Erasure,” er der hurtig afgang mod scenebagtæppet, og det ærgrer mig virkelig at repertoiret ikke har en længere rækkevidde end de små 40 minutters tid vi havde i selskab med F.M.K.
Det er ingen let opgave at åbne en scene på Roskilde Festival. Heller ikke for danske F.M.K., som i de bedste øjeblikke bragede derudaf med en skarp no bullshit-attitude som lovet, og i de værste fik en prisværdig indsats knust under teknikaliteter. Men der skal ikke herske tvivl om, at bandets lyd ræsonnerede med et publikum, som efter alt at dømme følte sig godt hjemme i throwback-formler fra 1980’erne og 90’ernes rockæra. Den uldne lydkvalitet og svingende niveauer overskygger desværre de velspillede, men energifattige numre. Tilsat et skrabet sæt uden høje tinder kan behovet for et fuldlængdeudspil, som dynamisk katalysator til F.M.K.’s næste livepræstation, ikke underdrives.
