Plader

Tårn: Ud ad mit vindue

En himmelstræbende og lovende debut fra et fandenivoldsk og ungdommeligt band, der stadig har noget at arbejde med.

Straks jeg ser bandets navn, kommer jeg til at tænke på historien fra Det Gamle Testamente om babylonerne, der byggede et højt tårn. Målet med opførelsen af det såkaldte Babelstårn var at komme tættere på Gud. Det brød den almægtige i himlen sig imidlertid ikke om, og som altid når hans love blev overtrådt, nedkaldte han en straf over menneskene. I tilfældet med Babelstårnet var straffen at forvirre sproget for babylonerne, der på det tidspunkt ellers talte ét sprog. Det er ifølge fortællingen grunden til, at vi i dag har så mange forskellige sprog i verden. Man kan med andre ord sige, at Gud skabte kaos i kosmos, for de mennesker der nok engang ikke havde optrådt i overenstemmelse, med hvad han forventede.

Kaos i musikbranchen kommer de fire odenseanske barndomskammerater i bandet Tårn ikke til at skabe med deres debutalbum, som har fået titlen Ud ad mit vindue. Dertil er Tårn stadig for ufærdige, og musikken er endnu ikke fængende og udfordrende nok. Men bandet, der har spillet sammen siden 2012, lægger møjsommeligt sten på sten, og er godt på vej til at finde frem til et udtryk, hvor de måske kan gå i de succesfulde storebrødre fra Ulige Numres fodspor. Allerede sidste år ragede de således højt nok op på musikhimlen til, at de spillede Roskilde Festival. Det slap de ifølge anmeldelserne godt fra.

Jeg kan bestemt også høre potentialet i de poetiske tekster, den melodiske tæft og fremfor alt den følsomme, fandenivoldske og ungdommelige energi, de fire unge knøse lægger for dagen. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at de nok skal få opmærksomhed fra især et yngre publikum på Roskilde Festivalen, hvor mangen en ungpige vil stå med blussende kinder og svulmende hjerte, mens de skuer længselsfuldt mod scenen. Og de unge knøse vil skumle og jaloux skæve på både scenen og på pigen, der for en stund vil have sin opmærksomhed et andet sted.

Især pladens melodiøse åbningsnummer, “Ud ad mit vindue”, har tekstarbejde på et højt plan: »Jeg tror, jeg ved et sted/Hvor alting ånder larm og fred/Og nattens stilhed bringer lyde frem/Jeg tror, jeg ved et sted/Hvor drømme bliver til hemmeligheder/I et rum, hvor døren står på klem,« synger forsanger Erik Apollo i første vers, og han fortsætter over i omkvædet: »Ind ad mit vindue/Ser jeg det hele komme/Ud ad mit vindue/Svæver jeg indtil natten er om«.

Det er en stærk tekst, der er skrevet i et forunderligt og eventyragtigt sprog, som rummer stærke billeder og er åben for fortolkning. Det samme gør sig gældende for den langsomme ballade “Hvis du vil ha’ mig”, der er en inderlig kærlighedserklæring til en pige. I andet vers lyder det: »Jeg vil befri dig fra dit tårn/Hvis du vil ha’ mig/Jeg ku’ forære dig i morgen.« Med reference til eventyret om Tornerose, har denne linje formentlig givet bandet det i øvrigt ret seje bandnavn.

Desværre åbenbarer især et nummer som “Hvis du vil ha’ mig” også, at forsangeren har en vokal, der har en tendens til at lyde lidt forceret og fersk. Det kræver en meget stærk vokal at løfte et nummer af denne kaliber, og det har Erik Apollo desværre ikke. Alene en dygtigere producer kunne gøre underværker. Personligt ville jeg i hvert fald lægge langt mere rumklang på.

En anden ting er, at der skal arbejdes med musikkens tekstur. Bandet spiller ganske fermt – også live, har jeg ladet mig fortælle – men jeg savner flere lag i musikken. Den er i lighed med vokalen for endimensional. Hvor teksterne ofte åbner mine sanser, tager mig i hånden og fører mig et sted hen, så føler jeg ikke, at musikken gør det samme. Der leges ganske vist med at inkorporere forskellige udtryk i det poppede univers, men det følges ikke til dørs og føles søgt.

Jeg føler mig således ikke sendt på musikalsk opdagelse, når “Ud af mit vindue” lidt klodset og akavet går på vingerne på en massiv termik af guitarer, der er inspireret af den britiske shoegaze-bølge, som prægede britisk musik i slutningen af 80’erne. Det gør “Drengehjerte” heller ikke. Her er den monotone og motoriske rytme tappet direkte fra kilden af krautrock, som vesttyske musikere stødte på i slutningen af 60’erne og de tidlige 70’erne og gjorde til et europæisk modsvar på den nordamerikanske psykedeliske rock.

Kort sagt virker musikken ind i mellem altså lidt påtaget og en kende uopfindsom. Det ændrer dog ikke på, at Tårn har begået en hæderlig debut. Fundamentet står solidt og stenene bliver lagt i overensstemmelse med god håndværksskik. Derfor tror jeg bestemt også, at Tårn kommer til at rage op i tiden fremover. Spørgsmålet er bare, om det er nok til for alvor at bryde igennem himmelhvælvet og komme helt derop, hvor det generer den gamle mand med det lange hvide skæg. Det vil jeg nok stille mig tvivlende overfor.

★★★½☆☆

Leave a Reply