Britisk-pakistanske Natasha Khan alias Bat for Lashes har siden debutalbummet Fur and Gold etableret sig som en respekteret sangdiva med en ekstremt hengiven fanskare. Kast et blik ned over kommentarfeltet på Youtube til en af hendes videoer, og hendes følgere vil minde dig mere om monogame Beliebers end promiskuøse indiefans. En af de ting, hendes disciple beundrer hende for, er evnen til at skabe æraer med unikke universer i sin musik. På tiåret for sin debut har Bat for Lashes nu taget skridtet fuldt ud og føjet sit første fuldblodskonceptalbum til kataloget. Med andre ord: The Bride-æraen er oprundet.
På The Bride spinder Bat for Lashes en fortælling med sig selv som bruden, der danner centrum musikalsk som visuelt i musikvideoer, coverart og til koncerter. Som arvtager til den britiske kulturnationalsport – musicalen – opfører Khan en klassisk tragiromantisk historie om en brud, der forgæves venter ved alteret. Hendes udkårne har på mistet livet i en bilulykke på vej til kirken. Den unge, ulykkelige kærlighed er en perfekt sandkasse for Khan, som kan spille på et bredt arsenal af følelser igennem sorgens faser. Åbneren ”I Do” sætter en drømmende scene for den intetanende brud, der har til formål at lede lytteren ind i plottet. Den altfortærende sorg tager derefter over, hvor fornægtelse bliver afløst af begyndende vanvid og hallucinationer, der til sidst langsomt overtages af en emotionel genoptræning.
Desværre virker alle stadierne ikke lige vedkommende, og de mest vellykkede indledende sange giver albummet en ret alvorlig slagside til albummets begyndelse. På ”Joe’s Dream” lyder Khan som en mere konventionel og mindre legesyg Björk, men melodisk nerve og et hjemsøgende spøgelseskor bygger en fin ramme om brudens fortvivlelse. Den synth-tunge 80’er-inspirerede ”In God’s House” og den energiske New Order-agtige ”Sunday Love”, der sender kærlige tanker til perlen “Daniel” fra Bat for Lashes’ album Two Suns, er efterfølgende højdepunkter.
Pladens ulykkelige tema er tidløst, men en træg melodifattig midtersektion formindsker interessen. Khans svævende vokal bliver hensat til monotone monologer og hænger fast i et musikalsk dødvande. Inspirationskilder som Kate Bush og Björk bliver ofte taget i brug for at beskrive Khan, men her minder hun mere om en anonym Disney-sangerinde med utilstrækkeligt budget til sangskrivningsholdet. På numre som ”Close Encounters” svæver Khans stemme kønt men kedeligt, ”Widow’s Peak” byder på langstrakt monolog over new age-kitschy regn på ruden, hvorefter Khans stemme drukner i en sovs af ufokuserede strygere på ”Land’s End”.
Pladen har et par solide afsluttere i ”I Will Love Again” og ”In Your Bed”, hvor bruden lader til at ruske sig ud af sin inerti og igen formå at fokusere på melodi. Desværre er det for spredt fægtning til at undgå, at man sidder tilbage med en uforløst følelse.
Da jeg som 15-årig oplevede Andrew Lloyd Webbers enormt cheesy musical The Woman in White om en lignende bruds ulykkelige kærlighed, var jeg sønderknust i flere dage, og mindet står stadig som næsten uforklarligt musikalsk rørende. Når The Bride klinger ud, trækker man derimod blot på skuldrene og søger tilbage til den formidable Two Suns eller Khans hypnotiserende persisk inspirerede psych-trance-sideprojekt, Sexwitch. Bat for Lashes har talent for indlevelse og sangskrivning, men hun mister grebet om sit eget univers. Hun er forhåbentligt atter blevet herre i eget hus, når vi hører fra hende igen.
