De mest unikke koncertoplevelser, man kan støve op på Roskilde Festival, foregår som regel på Gloria. Et rigtig godt eksempel på en sådan, var Ex Eyes show torsdag klokken 18.30. Det er få bands, som ikke har udgivet noget officielt materiale, der får lov at spille på Roskilde, men når fire så uhyggeligt kompetente og eksperimenterende musikere som Colin Stetson (saxofon), Greg Fox (trommer), Toby Summerfield (guitar) og Shahzad Ismaily (Moog synthesizer) vælger at gå sammen for at lave en aparte avantgarde-postmetal supergruppe, må selv den mest kritiske booker blive bare en anelse tændt. Det blev jeg i al fald, da jeg hørte om koncerten. Og efter koncerten var jeg jeg tæt på opstemt .
Ismaily starter koncerten med en flakkende synthbas-bardun. Efter et par minutter åbner de resterende tre musikere op for et synkoperet post-hardcore riff, der hurtigt dykker ned i et stoner-metal groove overdynget i bryske guitarstøjflader og Stetsons monumentale bassaxofon, der brøler som en fødende elefant. Hvis du synes, at jeg bruger lidt for mange obskure genrebetegnelser i flæng, har du muligvis ret. Imidlertid er der en pointe med det: Ex Eyes musik fremstår nemlig som et potpourri af ekstrem-metalgenre tilsat et skud noise-jazz. De flakker imellem blastbeat-baseret blackmetal, shredende dødsmetal-guitarsoli, postrockede crescendi, tunge stonermetal-riffs, rene støjflader og skæve posthardcore-breaks. Samtidig giver Stetsons tæpper af saxofonarpeggio (der er blevet et kendetegn ved hans lyd) musikken en dimension af noget avantgarde-jazzet. Så de mange genrereferencer er simpelthen et resultat af gruppens mange stilvariationer, som gør musikken enormt varieret og interessant at lytte til. Og sammen med det enorme energi og lydniveau var deres intense koncert en fysisk oplevelse og et sensorisk overload.
I kraft af denne intensitet, var det også næsten lettende, da Fox proklamerede, at de ville spille deres sidste nummer – på trods af koncertens suveræne overlegenhed. Da de valgte at spille et nummer mere bestående af en massiv støjcrescende, var det derfor næsten for meget af det gode. Alligevel vil jeg se frem til næste gang, jeg får muligheden for at se den grænsesprængende supergruppe og håbe, at de vælger at indspille deres musik.
