Foto: Cheryl Georgette Arent
Det er noget af en tillidserklæring at lade den samme eksperimenterende musiker figurere tre gange på samme festivalprogram, som Greg Fox har gjort på årets Roskilde Festival. Men med de projekter, som den unge trommeslager er engageret i, er prioriteringen forståelig. Ved de to tidligere koncerter, som han opførte med Ex Eye torsdag den 30. juni og Fox Millions Duo fredag den 1. juli, gjorde han det indlysende, hvor relevant en kunstner han er. Hans sidste koncert på Pavilion lørdag den 2. juli med projektet Guardian Alien, som udover Fox i dag kun rummede multikunstneren Alexandra Drewchin, var ingen undtagelse.
Bandet spankulerer uformelt ind på scenen. De vinker og smiler ud til publikum, kigger varmt på hinanden og skåler i tequilashots, som de bunder. Så sænker koncentrationen sig. Fox sætter ud i en snublende 4/4-rytme, der på trods af sine synkoperinger har en klar puls. Det er også tilfældet i resten af koncerten, hvilket kan forekomme overraskende, da en stor del af Guardian Aliens indspillede materiale er fri for rytmisk forankring. Det er imidlertid det eneste ankerpunkt, som duoen tilbyder, de næste fem kvarter, hvor både form og tonalitet er barberet væk til fordel for fuldstændig fri improvisation.
Drewchin har en mikrofon og en gennemsigtig, hovedløs guitar, som begge er forbundet til en laptop, med sig på scenen. Fordi guitaren har midi-pickupper, bliver de anslåede strenge omdannet til et digitalt signal, som kan manipuleres over computeren. Setuppet giver hende derfor et tilsyneladende uanet arsenal af lyde: Det ene øjeblik lyder guitaren som skurrende støj og det næste som fuglekvidder, og hendes vokal kan digitalt sænkes mange oktaver ned i en dæmonisk brummen. Selvom Fox danner anker for Drewchins udsvævende improvisationer (og at jeg snildt kunne lytte på hans solospil i fem kvarter), komplimenterer hun hans lokomotivstærke fremdrift og fremstår hverken overflødig eller arbitrær. Sammen danner de spændende og nysgerrige improvisationer.
»These are all Beyoncé covers by the way,« siger Fox imellem to numre uden at fortrække en mine. Drewchin griner. Guardian Alien er fri improvisatorisk musik, og de to musikeres forberedelser består derfor i at nærme sig et udtryk, som de kan lide. Selvom denne musikalske tilgang har været til stede i freejazzen i mindst 50 år, har duoen så mange originale ideer og skøre indfald, at det ikke virker som trætte gentagelser. Især Drewchins maniske sceneoptræden er så fremmedgørende og fængslende, at det er svært ikke at være underholdt: Med afslørende gotisk tøj, sølvgråt pagehår og kultisk trancedans fremstår hun med sin makabre djævlestemme næsten overnaturlig – måske som en guardian alien.
På trods af de mange gode ideer bliver koncerten imidlertid en smule ensformig. Selvom der både er passager med spoken word, sælsomme lydflader og ekvilibristisk trommespil, savner musikken simpelthen noget afveksling for at kunne fylde fem kvarter. Det havde klædt deres optræden, hvis Fox havde medbragt nogle af de musikere, som spiller med på pladen Spiritual Emergency (Bernard Gann (guitar), Turner Williams (shahai baaja) og Eli Winograd (bas)). I al fald blev de mange udskejelser lidt kedelige, og Guardian Alien ville have haft godt af at skære minimum en af koncertens dele ud.
