Koncerter

Roskilde Festival 2016: New Order, 02.07.16, Arena

Foto: Nick Wilson
Skrevet af Simon Freiesleben

At vi oplever et Europa, der tilsyneladende hovedkuls higer efter at gentage tidligere tiders fejltrin ved at bygge mure og fremmedgøre andre, gør blot, at det føles endnu mere relevant, at smide bandet med det fascistoide navn øverst på plakaten for årets festival.

Foto: Nick Wilson

Foto: Nick Wilson

At legendariske New Order skulle stå øverst på plakaten for Roskilde Festival 2016 virker måske ikke så overraskende, men det er omstændighederne omkring deres koncert. Ikke alene kommer 80’er-bandet til Dyrskuepladsen med et helt nyt comeback-album i baghånden, efter at gruppen musikalsk har trådt vande kunstnerisk set i hvert fald siden 2001’s Get Ready, hvis ikke længere, men de kommer redende ind på en bred bølge af nye bands, der spiller dansevenlig, elektronisk funderet rockmusik. Bands som LCD Soundsystem og danske The Minds of 99 skylder i hvert fald en kæmpe tak til det pionerarbejde, som New Order udførte i 1980’erne. At vi samtidig oplever et Europa, der tilsyneladende hovedkuls higer efter at gentage tidligere tiders fejltrin ved at bygge mure og fremmedgøre andre, gør blot, at det føles endnu mere relevant, at smide bandet med det fascistoide navn øverst på plakaten for årets festival.

Tonen blev slået an, da aftenens koncert blev indledt med klip fra Leni Riefenstahls nazistiske propagandafilm “Olympia”, hvorefter bandet kom på scenen og lagde ud med “Singularity” fra deres nye plade Music Complete. Den pulserende og insisterende sang (som i øvrigt er skrevet sammen med Tom Rowlands fra Chemical Brothers) blev ledsaget af dramatiske visuals fra filmen “B-Movie: Lust & Sound in West Berlin 1979-1989”. Her var intet behov for politiske statements fra scenen. Man fornemmede helt fint den subtilt løftede pegefinger fra postpunk- veteranerne: Begå ikke de samme fejl som tidligere generationer.

Herefter skiftede New Order brat spor og gik direkte fra deres nyeste single til deres ældste. Fortidslevnet “Ceremony”, der egentlig opstod i Joy Division-regi inden Ian Curtis’ død, blev leveret i en skarp og potent udgave. Således vekslede bandet uden besvær mellem gammelt og nyt materiale i koncertens første små 45 minutter. For hver gammel klassiker, fik vi en ny sang. “Your Silent Face” med sin boblende melodi og melankolske mundharpe fra Power, Corruption & Lies blev afløst af det nye og fuldstændigt forrygende skamløse eruodance-revival-nummer “Tutti Frutti”. New Order fortjener kæmpe ros for på så overlegen vis at få smeltet musikken sammen. Man opdagede knap, at mange af sangene er skrevet med 30 års mellemrum.

Bevares, det tog lidt tid for publikum virkelig at give sin hen til gruppens dansable musik. Men da New Order havde spillet knap 45 minutter, var publikum blev godt varmet op og dansede med. Her tænkte jeg, at det da var en fornøjelig koncert, men jeg var endnu ikke helt oppe at ringe. Det kom jeg til gengæld. New Order kunne have leflet for publikum med en nostalgisk hitparade, men de gemte på krudtet til det helt rigtige tidspunkt. Ved koncertens midtpunkt var “Bizarre Love Triangle” det eneste af gruppens helt store hits, der var blevet spillet. Der var altså lagt op til en formidabel afslutning, og New Order skuffede absolut ikke. Den afsluttende hitparade med “The Perfect Kiss”, “True Faith”, “Blue Monday” og “Temptation” efterlod publikum såvel som undertegnede ekstatisk hoppende og dansende. Bandet spillede virkelig tight sammen, men uden at det fremstod maskinelt. Tværtimod var de legende og sprælske i deres musikalske udtryk, for eksempel da de, som et kært nik til en anden legende, flere gange flettede melodien fra Lou Reeds “Street Hassle” sammen med “Tempation”. Og altså – hvis “Blue Monday” ikke er verdens bedste dansesang, så ved jeg ikke, hvad er!

Bernard Summer er til gengæld ikke verdens bedste frontmand, og han var decideret anonym i sin fremtræden. Han har aldrig været en stor sanger, og det han leverede, var desværre en af de mest forglemmelige vokalindsatser under hele festivalen. New Order har heldigvis så overlegent et bagkatalog af hits, og de spiller så godt sammen, at det aldrig truede med at underminere koncerten. Men det er også det, der gør, at jeg ikke kan give fuldt hus til New Order, hvor end jeg gerne ville. Jeg går stadig og nynner med på “Temptation”, der rummer indbegrebet af banal, men dog smuk poplyrik: »Oh, you’ve got green eyes / Oh, you’ve got blue eyes / Oh, you’ve got grey eyes / And I’ve never seen anyone quite like you before«. Men når jeg tænker tilbage på koncerten, så husker jeg ikke Summers levering i nær samme grad, som jeg husker den fællessang, publikum omkring mig leverede.

Efter en hurtig scene-exit kom New Order tilbage på scenen med en kort kommentar om Storbritanniens EU-exit, hvorefter de spillede en dejlig firser-disco-udgave af Joy Divisions udødelige “Love Will Tear Us Apart” (med flashende visuals af Ian Curtis og teksten »Forever Joy Division«). Den depressive break-up-sang bandt en virkelig smuk knude på koncerten, holdt op imod den indledende visuelt løftede anti-fascistiske pegefinger og kommentaren om EU-exit. Det kunne have været tåkrummende, men det var det slet ikke. Det var kulminationen på en sand magtopvisning fra veteranerne New Order i, hvordan man skruer en god koncert sammen.

Watch and learn, siger jeg bare.

★★★★★☆

Leave a Reply