At kalde Whitneys første fuldlængdealbum, Light Upon the Lake, for en fuldendt succes, er ingen underdrivelse. Indiebandet, som har sine rødder i Chicago, blev allerede fra dets fødsel betegnet som lidt af en supergruppe. Whitney blev dannet efter Max Kakaceks og Julien Ehrlichs tidligere, anmelderroste band Smith Westerns gik i opløsning. Julien Erhlich, der også tidligere optrådte som trommeslager for Unknown Mortal Orchestra, er nu den bærende vokal på Whitneys debutplade. Kakacek på leadguitaren trækker ligeledes et kæmpe læs i bandets musikalske udfoldelse. Bandet har for nylig skabt kontakt til et dansk publikum via deres koncert på årets Roskilde Festival.
Light Upon the Lake tæller kun 10 sange og varer små 30 minutter. Det virker måske som en kort fornøjelse, men virkeligheden er bare den, at talent eller højt musikalsk niveau aldrig har stået i lighedstegn med antallet af numre og minutter. Lyden bevæger sig mellem traditionel indiepop og -rock, der i sit første udtryk kan virke letgenkendelig hos lytteren. Mere utraditionelt er den gennemgående brug af blæsere, der tilføjer pladen et personligt udtryk, som så mange kunstnere stræber efter. Kombinationen af det traditionelle og det utraditionelle er netop det, der gør Whitneys debutplade spændende og imødeset.
Albummets åbningsnummer er førstesinglen “No Woman”, der lægger et ufatteligt pres på de resterende ni numre. Det stille klaverspil afbrudt af blæsere skaber en forventning hos lytteren, som nærmest bliver vendt på hovedet, da Ehrlichs lyse vokal bryder lydbilledet. “No Woman” kan ved første lyt virke simpel i sin komposition, men det er den langt fra. De musikalske lag er Whitneys styrke, og de holder lytteren fast og interesseret. Især evnen til at udvikle sangene som en stille og fredfyldt jamsession, hvor kun de mange instrumenter kender numrenes endestation, er et af de største indtryk, pladen efterlader hos mig.
Tabt kærlighed er – som så ofte – det fundamentale tema på størstedelen af numrene på Light Upon the Lake. Det er der langtfra noget galt i, men rent tekstmæssigt er Whitney dog et godt stykke fra den helt store liga. Jeg mener ikke, at hverken Kakacek eller Ehrlich er dårlige lyrikere, men jeg ser ingen steder, hvor lyrikken virkelig åbner for min egne følelser. Heldigvis kompenserer det instrumentelle i stor grad for dette.
Pladens store højdespringer er “Dave’s Song”, som benytter sig af en frisk 70’er-lyd primært skabt på baggrund af Kakaceks glimrende guitarspil. Her er temaet igen den fortabte kærlighed: »I know it’s hard to give up when I don’t want to be saved / Take me in your heart again«. Hornene bryder fint den instrumentelle opbygning, hvor sangen bevæger sig mellem det skrøbelige og en mere storslået fremtoning.
Nummeret “Red Moon” er pladens største taber. Det jazzede instrumentalnummer skal måske ses som et tilløbsnummer til pladens to sidste numre, “Polly” og “Follow”. Desværre virker det malplaceret, og man venter egentlig blot på, at nummeret slutter, i håb om, at bandet igen finder takten. Det gør de heldigvis, og man glemmer hurtigt nummerets tilstedeværelse.
Whitney har formået at skabe en plade, som er let at holde af. Efter første gennemlyt var jeg sikker på, at jeg skulle krydsreferere til adskillige bands. Men heldigvis for Whitney synes bandet at være lidt som en ø, man har svært ved at placere på landkortet. Whitney er først lige startet, og det er heldigt for os, for der er helt sikkert en masse godt i vente fra det amerikanske indieband i fremtiden.
