Stakkels Preoccupations. Den canadiske postpunkkvartet havde ellers et fantastisk 2015 med en debut, der scorede roser efter roser hos anmelderne, og som uden tvivl var blandt de bedste postpunkudgivelser i fjor. Sideløbende leverede de medrivende liveoptrædener – heriblandt til Pop Revo i Aarhus – som bestemt heller ikke var med til at lægge en dæmper på deres fremmarch. Men med et navn som Viet Cong, som de dengang hed, var det ikke ligefrem alle, som virkede helt tolerante over for netop dét navnevalg.
Det resulterede i aflyste koncerter i både USA og Australien, og Viet Cong blev derfor til Preoccupations, mens bandets forsanger og bassist, Matt Flegel, udtalte til Pitchfork: »Jeg kunne egentlig ikke være mere ligeglad med, hvad vores bandnavn er, og jeg er især for ligeglad til at kæmpe for at bevare et navn som Viet Cong. Det er et nyt bandnavn med ny musik, som skuer fremad.«
Viet Cong eller Preoccupations, lad mig bare være ærlig: Preoccupations, som lettere uopfindsomt også er endt med at blive titlen på gruppens første udgivelse efter navneskiftet, mangler i stor stil den upolerede fandenivoldskhed, som fik mig til at hoppe med på Viet Cong-vognen i første omgang.
Hele affæren skydes i gang med uinspirerende, dystopiske synths, mens Flegel halvt syngende, halvt messende slæber sig gennem ”Anxiety”. Selve produktionen slår mig hurtigt som værende lækker og professionel, men samtidig også kedelig og kønsløs. Den kunne desuden lige så vel have tilhørt et af de mange andre postpunkdyrkende orkestre fra genrens stadigt igangværende renæssance. Preoccupations er samtidig begyndt at dyrke en stærkt påtrængende forkærlighed for synths, keyboards og anden elektronik. De førhen så skramlende og dissonante guitarfigurer er i hvert fald henvist til en mindre fremtrædende rolle i det samlede lydbillede.
Vi bliver også præsenteret for nogle kortere indslag, som bidrager med stort set intet til den samlede oplevelse. ”Sense” er Flegel, der flerstemmigt gentager »Trying to make sense of…« over en stortromme og nogle keyboardakkorder, men heldigvis varer det kun et minuts tid. ”Forbidden” befinder sig i samme boldgade; igen med Flegel – denne gang mere iørefaldende – der reciterer sin lyrik over et simpelt stykke underlægningsmusik, før der drastisk springes til et mere fuldendt stykke musik med (chok!) tydelig brug af guitarer, der sagtens kunne gå for at være introen til det efterfølgende nummer. Det er det bare ikke, og der fades ganske antiklimatisk og uforstående ud efter 10 sekunders tid.
Preoccupations har nu også sine mindre svage øjeblikke. ”Stimulation” er det tætteste, vi kommer på Viet Cong, og er et hårdt tiltrængt højdepunkt på en yderst skuffende plade. Samtidig minder ”Memory” med sine omfattende 11+ minutter fordelt på tre distinkte afsnit, der alle bindes glimrende sammen af Flegels bedste vokalpræstation, om en noget blødere udgave af ”Death” fra Viet Cong-skiven. Akkurat som ”Death” virker ”Memory” også som en logisk afslutningskomposition, og det kan derfor måske undre, at hele herligheden med sin næsten fem minutter lange, dystre ambiensoutro får fornøjelsen af at blive smidt ind cirka halvvejs gennem pladen. Det skal dog ikke tage noget fra det faktum, at canadierne stadig godt kan kreere interessant og udfordrende musik.
Der er dømt våbenhvile ved 17 grader nordlig bredde. Jeg kedede mig i hvert fald bravt i selskab med Preoccupations, og det skyldes næppe navneskiftet. Canadiernes anden udgivelse løfter på ingen måde arven fra debuten, og jeg ser ingen grund til at anbefale folk at investere i bandets andet udspil.
