Det seneste Bisse-udspil, fra et allerede omfangsrigt repertoire, fik bevingede ord med fra Undertoners Frederik Voss. Ligesom min kollega er jeg de sidste to år blevet revet med af Bisses lyriske insisteren på at diagnosticere verden omkring sig gennem højtragende, eksistentielle overvejelser, der bliver kastet frem og tilbage i en hverdagsrituel og næsten mondæn ramme. På Højlandet har Bisse nået nye højder af sin kritik og iscenesættelse, og jeg var utroligt spændt på at opleve, hvordan de nye kompositioner ville tage sig ud live.
Bisse kommer slentrende ind på scenen med en flaske vin. Et overraskende roligt gemyt tænker jeg, mens minutter passerer, og jeg glemmer tid og sted. Toner og poesi flyder ud til os, men så viger mit fokus fra protagonisten over mod musikken. I første omgang tillægger jeg ikke bandet nogen signifikant rolle, men efterhånden som koncerten tager fart, træder klangfladerne mere i karakter. Lars Bech Pilgaards guitarspil går fra en anonym til en absolut nødvendig birolle, der både spiller møjsommeligt op ad melodier og tilføjer tyngde i det rytmiske. Synth og trommer får god plads bag vokalen, hvor der synes at være sparet på de ellers mange og varierede effekter, der findes på Bisses plader. Undtaget er dog det første højdepunkt, “Nat med mig”, hvor breaks utålmodigt bliver fyldt ud af publikums klapsalver og tilråb.
Men på scenen er der ingen stress. Det er faktisk næsten for tilbagelænet, hvilket giver en lidt langtrukken midte af sættet med en uvedkommende levering af “Kongeegen”. Kontakten til publikum visner en smule for igen at blomstre på “Spøgelsesskibene”, hvor trækbasunen står for smukke, nænsomme detaljer. Bisse står i nu i fuldt flor og kan levere uptempo sange som “Kærlighedsbarnet”, “Camp Bastion” og “Flyder sammen nu” med mere pondus. Helt utroligt hårdt går det for sig på “Death Metal”, men da pulsen igen kommer ned, og Bisse står med sin akustiske guitar, viger jeg igen fra en koncentreret og opløftet tilstand.
Pilgaard indtager en vigtig plads igen på det sårbare “I dag går det ned”, men det er som om en dyne har lagt sig over resten af Bissebanden, der kommer lidt løst ind i “Shotgun for dig”. De vokaleffekter, som jeg holder så meget af at dissekere, når jeg lytter til pladerne derhjemme, sidder nu på bagsædet. Og den ceremonielle stemning på scenen planter tvivl om, hvorvidt showbiz har taget Bisse til fange, eller om det er alle os, der står og lytter. I stedet for at give efter for en mere løssluppen og fandenivoldsk stemning, bliver blæserne for højtidlige, og publikumsfavoritten “Seks hjerter” kunne for min skyld derfor godt have sat punktum for koncerten – jeg kunne ganske enkelt ikke mere. Men hele to ekstra numre sniger sig ind, og det er som om, Bisse ved, at han har trukket aftenen ud, da han indrømmer at: »Det her er sidste nummer!«
Den næsten to timer lange koncert kunne ikke fastholde min fulde opmærksomhed. Et blik rundt i rummet gav mig fornemmelsen af, at jeg ikke var alene. De forventninger, der opstår, når man flere måneder i forvejen har købt billet til et udsolgt Lille Vega, blev afløst af forvirring. Mange har fået nys om Bisse. Han er blevet opdaget. Han er blevet feteret og skulle i aften derfor holde os tryllebundne. Men jeg må indrømme, at jeg ikke kunne holde koncentrationen ved det, jeg så eller hørte. Jeg ved, det var Bisse, men var det Bisse i sin bedste form? Det synes jeg hurtigt at kunne tilbagevise, når jeg tænker på de tilsagn, jeg har fået om tidligere Bisse-performances. Jeg går lidt desillusioneret fra Vega, der giver mig en gratis dåsebajer på vej ud. Nærmest som et plaster på såret. Som om de vidste, at jeg havde behov for at skulle skylle oplevelsen ned. Og som en nærmest selvopfyldende Bisse-profeti, må anmelderen her kvittere med fire U’er.
Fotos: Mathias Laurvig
Synes det var en femstjernet koncert. Sangene var til det, hans udstråling på aftenen og bandet ikke mindst. Bisse er med god grund blevet opdaget, og næste gang er det Store Vega :-)