Crystal Castles anno 2016. Foto: PR
Alt er ikke som det plejer i canadiske Crystal Castles’ lejr. I oktober 2014 landede nyheden om, at Alice Glass, Crystal Castles’ karakteristiske frontkvinde – hvis temperament var lige så stort, som hendes fysiske fremtoning var lille – havde forladt duoen. Med Crystal Castles’ ene og mest bemærkelsesværdige medlem ude af ligningen, troede de fleste nok, Crystal Castles var et hedengangent projekt, men cirka et halvt år senere landede singlen “Frail”. Ethan Kath, producer og Crystal Castles’ iværksætter, fortsatte projektet under samme navn med sangerinden Edith Frances som ny frontkvinde.
Det var altså med den konstellation og med det nye album Amnesty (!) i ryggen, at Crystal Castles besøgte et halvfyldt Store Vega mandag aften. Selvom halvdelen af duoen er ændret, står min tredje koncert med Crystal Castles som en uændret oplevelse af de forrige, både på godt og ondt. Baggrunden udgjorde stadig de tidlige 90’eres version af Madonna med et blåt øje og arrogant blik, der kanaliserer, hvad Crystal Castles med Alice Glass i front stod for – hun var ikke bange for at bringe sig selv i fare eller uddele en knytter! De lilla og pink lys begyndte at flimre i lokalet, og duoen satte i gang med “Concrete” fra det nye album, et af de klubtunge numre. I liveopsætningen havde duoen dog fået selskab af en tredje mand bag trommerne, og det var uden tvivl rart at få et liveelement ind i deres elektroniske lydbillede.
Tænker jeg tilbage på mine tidligere koncertoplevelser med Crystal Castles, har Ethan Kath altid befundet sig bedst i baggrunden med hætten trukket godt op over hovedet. Hætten var der stadig, men han var rykket længere frem på scenen, og det var tydeligt, at bandet ikke længere udgøres af en frontfigur og producer, men at der er et mere ligeværdigt forhold i nye konstellation. I hvert fald på scenen. Der gik ikke lang tid, før Edith Frances havde skyllet sin pink manke med flere liter vand, kastet med kroppen og lavet akrobatiske øvelser med mikrofonen. Det virkede en smule forceret, men der er også store sko, og en vild karisma, at udfylde. Rollen som Alice Glass nummer to var dog ikke den eneste udfordring, Edith Frances fik denne aften.
Det var mandag, og hvis jeg skulle sætte en ugedag på Crystal Castles’ musik, var mandag den sidste, jeg havde valgt. Nok nærmere fredag – og nok nærmere en ugenat, fremfor dag, men koncerten bragede ufortrødent af sted, og det ene nummer afløste hurtigt det andet. Mens Edith Frances kastede sig omkring, spillede Ethan Kath, så live som man nu kan, og trommeslageren på livet løs, og der er ingen tvivl om, at Crystal Castles stadig er et stærkt act, også live.
Det hæsblæsende tempo betød så også, at bandet ikke engang havde spillet en time, da de gik af, for så at fyre et par ekstranumre af, der blandt andet bestod af et slags dj-sæt. Her spillede Crystal Castles’ kerne sammen i, hvad der ellers har virket som et individualistisk samarbejde, hvilket var fedt at se. Men at spille ukendte instrumentalnumre i flere minutter med kun ganske få indspark af vokale elementer fra Edith Frances virkede overflødigt, når nu der var så meget godt tilbage at tage af.
Da koncerten var afviklet, kunne jeg ikke lade være med at savne nogle numre fra canadiernes første, selvbetitlede plade, såsom “Vanished” og “Alice’s Practise”, som stadig er nogle af deres største numre. Særligt når koncerten ikke var en længere fornøjelse, end den var. Mandag aften fik uden tvivl et dystert og – på sin egen facon – vellydende spark fest, men det var tydeligt, at Edith Frances stadig skal finde sine egne ben i rollen som forsanger, og selvom jeg forstår en lyst til at fokusere på det nye materiale, kunne jeg sagtens have tålt et par numre mere fra deres skelsættende, første album.
