Hiphops mest umage par, Killer Mike og El-P, er for tredje gang ude med en udgivelse under Run the Jewels-fanerne. Efter at have overrasket positivt med deres overdrevne og humoristiske eskapader på Run the Jewels fra 2014, så udraderede de fuldstændigt konkurrenterne og havde den klart bedste hiphopudgivelse året efter med den mere politiske og målrettede Run the Jewels 2 – personligt vurderet som årets album her på Undertoner. Der er derfor en del at leve op til for de to erfarne rappere, der ikke har mindsket utålmodigheden, bare fordi albummet udkommer to og et halvt år efter, de to første album kom to år i rap (no pun intended).
Den nye plade har endnu en gang gruppens efterhånden ikoniske gun and fist-logo på coveret, og designeren Timothy Saccenti leverede i den forbindelse et interessant perspektiv på duoens udvikling. Zombie-hænderne på det første pladecover skulle symbolisere, at duoen ville tage alt, du ejede, mens bandagerne på hænderne på det næste cover symboliserede, at de var blevet klogere, havde fået mere perspektiv ind i deres musik og var begyndt en helingsproces. På det nyeste cover er selve hænderne nu lavet af guld, og kæden er væk. Saccenti understreger: »This represents the idea that there is nothing to take that exists outside of yourself. You are the jewel.«
Spørgsmålet er således, om ellers så aggressivt anlagte Michael Render (Killer Mike) og Jaime Meline (El-P) er gået i en form for spirituel pacifistisk retning? Ikke just, men straks man sætter pladen på, mærker man antydningen af noget nyt: Håb. På åbningsnummeret “Down” starter Killer Mike således med ordene: »I hope / I hope with the highest of hopes«. Den sidste plades bål, brand og undergang føles således langt væk, og El-P’s mere nedtonede beat arbejder sig kun langsomt, men determineret i gang. Omkvædet virker også som en slags erklæring fra duoen om en større grad af fokus, og at lede befolkningen med deres inspirerende tekster.
Håbet er lysegrønt, men mørket trækker dog hurtigt ind over duoen på Run the Jewels 3. Overgangen til pladens andet nummer, “Talk to Me”, er sådan set vellykket, beatet er hårdtpumpet, og som kontrast til håbet på pladens første nummer, virker Killer Mike desperat: »Militant Michael might go psycho / on any ally or rival,« advarer han med indlevet følelse i stemmen. El-P gør klart, at han stadig er kongen af opfindsomhed i blær og svinere, og man kan ikke andet end trække på smilebåndet, når han lige får smidt ind i et vers: »My dick got a Michelin star!« Konkurrence til Noma, much? Den velkendte in-your-face-stil topper med den hårdtpumpede “Panther Like a Panther (Miracle Mix)”, der har pladens absolut bedste beat. Igen er El-P på pletten med et vers, der både inkluderer: »Welcome to fuckyoupalooza« og linjen »I hold the door for old ladies, run in to fires and save babies«. Genialt.
Desværre er det ikke kun i tone, at duoen ikke helt kan leve op til åbningsnummerets erklæring om fokus og håb. Pladen er længere end de to tidligere udgivelser, og det kan faktisk godt mærkes – på trods af, at der kun er tale om 14 numre. Versene sidder for det meste i skabet, men særligt omkvædene på trioen “Call Ticketron”, “Hey Kids (Bumaye)” og “Stay Gold” er decideret uopfindsomme. Det er trættende at høre på de samme ord gentaget igen og igen, og rynkerne i min pande bliver dybere, når de ender ud i Sesame Street-agtigt »hey-kan-du-stave-til-guld« på sidstnævnte nummer. Det er ærgerligt, for på tværs af de tre numre er der ellers masser af små guldkorn, og særligt Killer Mike efterlader lytteren med åben mund og polypper.
Albummets højdepunkter kommer i de øjeblikke, El-P og Killer Mike viser en inderlighed og sårbarhed, der står i stærk kontrast til særligt debutudgivelsen. Udover “Down”, så gælder det andensinglen “2100” og “Thursday in the Danger Room”, der i samarbejde med jazzsaxofonisten Kamasi Washington. Jeg kan som aldrig før relatere til El-P, når han fuldstændig blotter sig og rapper om den sidste tid med sin døende ven: »You see that they’re fighting and know that they’re losing but still you make jokes and you laugh / ‘Cause you know despite all the sadness that you better get the good times while they last / Now every new word that they speak you are already feeling like it’s in the past.« Det løber mig iskoldt ned af ryggen bare at skrive det.
Inden duoen takker af, når de lige at få Zack de la Rocha med på dobbeltnummeret “A Report to the Shareholders/Kill Your Masters”, hvor den erklærede politiske linje igen får lov at få plads, og man mærker straks det budskab og den kunstneriske vision, som flere af albummets resterende numre mangler. El-P giver et kuldegysende perspektiv på den ellers humoristisk urørlige stil, når han indrømmer, at han oprigtigt frygter for sin sikkerhed på baggrund af det politiske indhold i deres tekster. Dog understreger Killer Mike ved afslutningen af nummerets første del, at gruppen vil blive ved at kæmpe lige indtil dommedag. Nummerets anden del er om muligt endnu vildere, og det er et både imponerende ydmygt og korrekt valg at lade de la Rocha slutte pladen af med et brag af et vers. Det bliver virkelig spændende at se, hvorvidt et comebackalbum fra hans side kan holde niveauet fra disse Run the Jewels-features.
Alt i alt står man tilbage med et album fyldt med imponerende højdepunkter, og det er endnu en gang klart, at duoen er blandt de stærkeste i branchen. Men på flere måder minder albummet i frustrerende grad mere om debuten end om den stærke toer. Vanvittigt imponerende rap, men mangel på kunstnerisk retning og en måske lidt for barmhjertig kniv, der efterlader albummet med to-tre numre, der ikke helt holder niveauet. Måske d’herrer Render og Meline har brug for at fokusere på en soloplade hver? Indtil da kan man dog stadig brække nakke og løfte hænderne op i pistol og næve til den nyeste udgivelse fra de to “heavy hitters”.
