Mine damer og herrer – vi oplever i øjeblikket en forrygende bølge af bands, der ukompliceret balancerer mellem de to modpoler: den teknisk avancerede jazz og den energiske punk. Og denne bølge folder sig eminent ud i opvarmningsdagene på Rising på årets festival. Søndag var det Mayhem-bandet Værket, der ukompliceret leverer kompliceret progrock med tværfløjte og punkattitude. Mandag var norske Pom Poko, der fyrede op for en artpop-fest med deres skarpe og bidende guitarriffs, som skabte avancerede poppunk-sange, der blev leveret med sikker, svirpende hånd. Her tirsdag var det så sekstetten Pardans, der skulle give deres bud på en sammenhæng mellem disse to modpoler.
Lad det være sagt med det samme: Pardans spillede en fuldstændig mageløs koncert tidlig tirsdag eftermiddag. Ofte sammenlignes bandet med musikalsk kaosskabende postpunk-bands som The Pop Group og Birthday Party eller danske Iceage. Til denne koncert viste Pardans dog, at disse sammenligninger langt fra er fyldestgørende. Nej, de er en afsindigt alsidig gruppe, der bruger deres virkemidler utrolig intelligent.
Sekstetten spænder bredt i sin besætning: Bratsch, saxofon, guitar, bas, vokal og trommer. I sagens natur instrumenter, der har hvert sit musikalske potentiale, hvilket Pardans ikke var blege for at udnytte. I de kaotiske stykker var trommeslger Oskar Dinesen absolut ikke bange for, at kaste sig ud i ren kraftanstrengelse, der skiftevis kunne være avantgardistisk malstrøm, eller hårde, præcise, pulserende slag. Saxofonisten Daniel Honoré og guitaristen Rasmus Skovmose smeltede perfekt sammen, når de sammen kastede deres avancerede riffs ud i hovedet på publikum. Ja, det lød nærmest som den amerikanske freejazz-saxofonist Ornette Colemans avantgardeforløb tilsat et solidt rockbrag.
Bedst som kaoset var på grænsen til det monotone, ja, så bryder Pardans det hele ned igen, i hvad der umiddelbart lød som en brat afslutning på et nummer. Men nej, Oskar Dinesen fortsætter med forsigtige bækkenslag, Rasmus Hastrup ligger tung bas ovenpå, og forsigtigt supplerer Patrick Rathbun på bratsch, Daniel Honoré på saxofon og Rasmus Skovmose på guitar. Stadig utroligt tilbageholdt indtil sangen transformeres af et tungt beat, forsanger Gustav Berntsen kan skråle over med hans kraftfulde stemme, der indikerer, at han i hvert fald befinder sig i punkens univers, selvom resten af gruppen er langt mere besværlige at placerer i genrekasser.
Der blev spillet med hele kroppen og sjælen, når kaosen blev aktiveret. Det var bydende nødvendigt for at forløse lige netop disse stykker. Mere nonchalant blev det, når det ikke var lige så nødvendigt at spille med sin fulde koncentration – det var, lige som det skal være.
Og sådan blev der præcist doseret mellem kaos og ro. Faktisk var der slet ingen pauser i løbet af koncerten. Bevares, der blev spillet forskellige numre, men aldrig var der stille på scenen, og hele koncerten blev af mig oplevet som et langt, veltilrettelagt forløb. Det føltes som et slags nybrud for hele den danske punkscene. Paletten er blevet bredere, end den f.eks. var, da Iceage satte det hele i gang for syv år siden. Debutalbummet Heaven, Treasom, Women (2016) er skidegodt, men det her var endnu bedre. Tak for det, Pardans!
