Godspeed You! Black Emperor (GY!BE) er i forvejen kendt for deres politiske ståsted, deres holdninger til den verden, vi lever i, og hvad de mener, de og vi skal gøre for at skabe forandring. Sidst jeg var til koncert med dem, holdt Efrim Menuck flere tilløb til flammende tale, men indså ret hurtigt, at vi velfærdsskandinavere ikke er helt så lette at rive ud af sofaarrangementerne, ned på gaderne og brænde kapitalismen af. På trods af ortodokse hipsterskæg, korrekt slidte bukser, den rette truckerkasket og et par designet-udtrådte Vans, er afgrunden mellem GY!BE og de fleste af deres dedikerede, og i øvrigt meget begejstrede, skandinaviske fans til at få øje på. I forbindelse med udgivelsen af Luciferian Towers udsendte GY!BE en pressemeddelelse, der må siges at være det tætteste, man kommer på en direkte udfordring af det omgivende samfund, og en opfordring til at anskaffe sig det vigtigste til den forestående revolution: Spader, brønde og barrikader. Så er alt vel i og for sig sagt… eller er det?
For måden, de pakker deres budskab ind på, ligner ikke helt deres tidligere plader, kendt som de er for at være både dystre, aggressive, melankolske og eksplosive. Det er også grundstemningen på Luciferian Towers, men alligevel meget anderledes. Opdelt i tre akter med et mellemspil, opruller GY!BE revolutionen for os. Første akt er nedbrydningen af de Luciferske Tårne, paladserne i glas og stål, hvor eliten og kapitalen regerer og knuser folket. I næste akt, “Bosses Hang, Part I-III”, er opgøret mellem de ledende kræfter i samfundet og de undertrykte i fuld gang, og i sidste akt, “Anthem for No State, Part I-III” bydes der ind på, hvordan verden ser ud efter dette apokalyptiske opgør. Sådan ser det i hvert fald ud, når man læser deres pressemeddelelse, men opleves musikken også sådan af lytteren, af mig? For at begynde med svaret på dette spørgsmål, skal der dykkes ned i numrene.
“Undoing Luciferian Towers” fader ind i en malende, dystert fremadskridende dødedans, hvor en bølge af trompeter, tværfløjter, fræsende guitargardiner presser os frem, stadigt stigende i lydniveauet, men båret frem på en dystert dunkende stortromme i langsom valsetakt. Skæringen er på en gang sært klaustrofobisk, og en nærmest ud-af-kroppen oplevelse. Nummeret ville være det perfekte greb til en gyserfilm, der ikke gyser ved at chokere, men derimod langsomt underminerer opfattelsen af, hvad der sker omkring os.
“Bosses Hang I-III” fortsætter i dette spor i en grundfigur, der har en folk-agtig form – med mere fokus og beslutsomhed. “Bosses Hang, Part I” er dog stadig ikke med den ellers så velkendte opbygning hen imod et crescendo, et brag af en forløsning, men nu gentagende grundmelodien i et endnu langsommere tempo. Intensiteten stiger, tempoet forbliver nede i laveste gear, og man sidder med en vidunderligt opspændt følelse i kroppen af at overvære et sydlandsk begravelsesoptog, der langsomt henslæber sig gennem byens snævre gader. Dette glider over i en af pladens bedste afdelinger, “Bosses Hang, Part III”, der organisk smeltes om til et æterisk, følelsesfuldt ridt, tempoet stiger, for så i slutningen igen at glide ned i den gennemgående melodiske figur.
“Fam/Famine” hensætter mig til indledningssekvensen af Lars von Tries filmmesterværk Europa, hvor man ser togsporet forsvinde ind under billedkanten, og en ensformig melodi langsomt tæller ned. Herfra bygges kompositionen langsomt op med samme forvirrende træk fra det første nummer, i et langsomt malende tempo, der igen materialiserer sig i samme melodikrop som i det første nummer. Der er en intensitet og vibrerende følelse, der er svær at blive klog på, og før man får tænkt til ende, fader det ud og går over i sidste akt på pladen.
“Anthem for No State, Part I-III” er skåret helt ned, begynder i et enkelt arrangement mellem guitar og violin, og stemninger bryder frem, der trækker tråde tilbage til f.eks Moya, eller sidste skæring på Mogwais Hardcore Will Never Die, But You Will, “Music for a Forgotten Future”. Det er effektfuldt, smækfyldt med nerve og en vidunderlig kontrast til det foregående på pladen. Men hvor “Anthem for No State, Part I-II” er lyrisk og nedtonet, slutter vi på mere velkendte nagler i “Anthem for No State, Part III”. Tempoet, støjen og energien presser støt op gennem det meste af nummeret, tilsat en blæsersektion, der er sindssygt godt tænkt ind. Et blødt flygelhorn (tror jeg, det er) underbygger smukt de skærende guitarstemmer, og man føler sig pludselig hjemme i sin GY!BE igen. Nummeret ender på eksemplarisk vis i udløsningen af den bølge, hele skæringen har bygget op imod, og afslutningen foregår i den elskeligt velkendte spiralfigur, hvor temaet gentages, presses op og bliver mere og mere skingert og eksalteret. Til slut kommer blæserne ind igen og sender nummeret ud i den sidste spiral, med en tyk, tung, fed bas, og alt er som det skal være.
Er det så lyden af revolutionen, jeg har lyttet til? Udtrykker numrene de proklamationer som GY!BE kom med i deres pressemeddelelse? Svært at svare på… må svaret blive. Jeg forstår udmærket intentionerne i numrene, og holder, efter mange gennemlytninger, virkelig meget af denne nye plade. Den er svær at tilegne sig til at begynde med, mest fordi jeg gik til den med forventning om, at alt ville være som det plejer, og blev derfor overrasket over det helt anderledes tempo det meste af pladen ligger i. Men jeg hører ikke barrikaderne blive bygget, hører ikke Bosserne hænge fra lygtepælene, eller plasket fra deres kroppe når de smides i brøndene, for den sags skyld. Men som sagt, intensiteten i de langsomme bevægelser og inderligheden i visse af numrene, gør indtryk, og giver en oplevelse af at dette her, det mener de alvorligt.
GY!BE har med Luciferian Towers sendt en knyttet næve ud i magelighedens og egoismens ansigt, og selvom det ikke var en plade, jeg forventede, er den væsentlig i landskabet. Derfor vil den ligge på min spilleliste som et af de mest interessante bud på en vision om fremtiden, jeg endnu har lyttet til.