Plader

Korto: s.t.

Skrevet af Ulrik Høgh

Franske Kortos debutplade indeholder masser af medrivende krautrock-materiale, men kun få helstøbte numre.

Franske Kortos selvbetitlede debutalbum lyder som et futuristisk tog, som med høj fart snor sig gennem skiftende landskaber. Åbningsnummeret ”Hot Rock” lægger overraskende ud med en afdæmpet, rumklangstung guitarintro, der næsten kunne passe ind på Interpols Turn on the Bright Lights. Efter denne afledningsmanøvre sætter rytmesektionen damp under kedlerne og driver nummeret fremad med et medrivende beat. Man fornemmer straks, at Kortos lydbillede defineres af den instrumentale side, mens de sporadiske, engelsksprogede vokaler spiller en birolle.

Albummets lovende begyndelse bliver desværre ikke fulgt op på ”Track 2”, der fremstår som en halvfærdig skitse på baggrund af et par velfungerende melodistykker. Det er også det nummer på pladen, hvor vokalen får lov til at træde mest frem, hvilket bestemt ikke er nogen succes. På ”Denzzzl” kommer toget tilbage på sporet med et krautrock-beat, der lægger bunden under originale guitarfigurer og suppleres med enkelte vokallinjer. Med en spilletid på seks et halvt minut er det albummets næstlængste nummer, og det klæder virkelig Korto, når de giver sig tid til at folde musikken ud.

Dette understreges yderligere på ”Fresque”, som byder på den måske mest lovende opbygning på franskmændenes debut. I stedet for at fortsætte de glimrende takter slutter nummeret efter knap tre minutter og efterlader lytteren uforløst. ”A40” er en anderledes velfungerende oplevelse med et højt tempo fra start til slut, hvor samspillet mellem guitar, bas og trommer rammer et højt niveau. På ”Dollonde” forsøger Korto sig for alvor med temposkift, men desværre er de hurtige passager langt overlegne. Melodierne er ganske enkelt ikke stærke nok til at bære det nedskruede tempo, og jeg kommer straks til at savne den fremdrift, som ellers er så tilstedeværende på albummet.

Vokalerne leveres af guitarist Marius Mermet og bassist Clément Baltassat, og den opgave slipper de slet ikke godt fra. På flere af numrene er det et decideret irritationsmoment, når lange instrumentalpassager afbrydes af monotone indslag fra stemmebåndene. Det helt store problem er, at Kortos musik er insisterende og i konstant bevægelse, mens vokalen er tilbagelænet på grænsen til det ugidelige og dermed bidrager til et mudret lydbillede. Det er svært ikke at tænke på, hvordan albummet ville have fungeret i en ren instrumental udgave, når vokalindslagene ofte føles som ligegyldig smalltalk i et forsøg på at undgå pinlig tavshed.

Korto slutter af med manér på det godt otte minutter lange afslutningsnummer ”Oï”. Her demonstrerer trioen masser af tro på egne kvaliteter ved at væve en smuk komposition sammen af en håndfuld forskelligartede brudstykker. Højdepunktet indtræffer med nogle tunge guitarriff midt i nummeret, hvor Kortos lyd minder mig om det danske psychrockband Causa Sui. Hen mod slutningen kommer endda noget af dét, jeg har savnet fra vokalsiden: Et langt, vildt skrig, der passer perfekt til nummerets – og albummets – musikalske klimaks.

Hvis man er til psychet krautrock som Moon Duo og Föllakzoid, vil man føle sig i godt selskab med Kortos debutalbum. Albummet er fyldt med små melodimæssige stjernestunder, men det sker for sjældent, at de også bliver sat sammen til et helt, vellykket nummer. De kortere numre kommer til at føles lidt forhastede, når Korto fræser igennem adskillige stil- og tempovariationer på tre-fire minutter. Sammen med gennemgående svage vokalpræstationer trækker det ned i bedømmelsen af et album, som ellers efterlader et krystalklart indtryk af et talentfuldt band.

★★★½☆☆

Leave a Reply