»Jeg vil ikke være en superhelt. Jeg er jo bare et menneske. Jeg er bare mig.« Sådan siger aftenens hovedperson hen mod slutningen af dokumentarfilmen ”Silvana”, da hendes aura af urørlig selvsikkerhed i et kort øjeblik flimrer. Filmen skildrer Silvana Imams kometagtige rejse mod toppen af den svenske musikscene – og det går rasende stærkt. På tre korte år går hun fra at være undergrundsrapper til at opnå ikonstatus for tusindvis af unge som frontfigur i den svenske LGBT-bevægelse.
Men det tærer tilsyneladende på den ildsprudende, lesbiske, syrisk/lettiske/svenske rapper konstant at begå sig på de politiske barrikader, hvor forventningerne er skyhøje. Man fornemmer en intern konflikt under opsejling – en begyndende afvisning af den superhelterolle, som hun er blevet pålagt af sine utallige fans.
Kort efter filmvisningen trådte den høje og spinkle Silvana Imam ud på scenen på Hotel Cecil til de bombastiske toner af det revolutionære kampråb ”I.M.A.M” – og her stod det med ét klart, hvor alle superheltereferencerne stammer fra. Den sang er episk, og publikums knyttede næver røg pligtskyldigt i vejret.
På trods af det stærke åbningsnummer var det som om, at koncerten kom en anelse sløvt fra start. Måske fordi jeg holdt det op mod mindet om Silvana Imam, der leverede en voldsomt tændt udgave af samme sang på Roskilde Festivals Apollo-scene i 2016 – komplet med blafrende regnbuefane og Pussy Riot-inspireret ansigtsmaske. Den nerve kunne aftenens udgave af sangen ikke leve op til.
Silvana Imam stod mutters alene på scenen kun ledsaget af en mildest talt diskret DJ og de knap så diskrete koncertvisuals. Lysshowet bestod af en række videoer, der blev projekteret på en storskærm bag Imam – med det resultat, at hun ofte optrådte i delvist mørke, da der ikke blev brugt noget decideret spotlys. Det gjorde desværre, at hun til tider nærmest “forsvandt” lidt på scenen. Når visuals og performance spillede sammen, blev det til gengæld en fuldendt audiovisuel oplevelse. Det var nærmest en Kanye West-optræden værdigt at se Silvana stå badet i blodrød belysning foran en komplet rød bagskærm, da hun rappede hittet ”Tänd alla ljus”.
Det nummer fik for alvor fyret op under publikum. Selv mine sidemakkere – en gruppe af storskrålende og fulde svenske drenge, der primært virkede interesserede i at ryge smøger og spilde øl udover andre gæster – fattede pludselig interesse for koncerten. Faktisk viste det sig, at de kunne synge med på stort set alle aftenens sange. Inklusive den nye single ”Bulletproof Baby”, der blev ledsaget af nyheden om, at vi kan forvente et nyt album til maj.
I disse tider post-#metoo, så ville det være oplagt at forvente et kønspolitisk statement fra en ny Silvana Imam-single. ”Bulletproof Baby” låner imidlertid mere fra den klassiske rapdisciplin, hvor der skal sendes skud ud mod haters, hvor størrelsen på ens tegnebog skal fremhæves og hvor selvtilliden er i top. Men det ville selvfølgelig ikke være en rigtig Silvana Imam-sang uden et lag verbale tæsk til patriarkatet undervejs: »Samma dag min tour sålt slut, jag tog två pris hem / Hela juryn undra vad som hänt, “Vart är Håkan, vart är Kent?/ Silvana är det värsta som har hänt”/ Allt jag hör är massa gråt, massa män med ömma tår.«
Herefter kørte Silvana Imam den sikkert hjem med træfsikre hits resten af vejen. Især gennembrudshittet ”Svär på min mamma” og den afsluttende ”För evigt” med lovprisningen »Tak gud, jeg er homo!« gik rent ind. ”Svär på min mamma” fik vi endda halvanden gang – med beskeden om, at det ville blive allersidste gang, hun har tænkt sig at spille den live. Om det så bliver til en Andre 3000- eller en Jay Z-pensionering af sangen, må tiden vise.
Jeg havde glædet mig til at se Silvana Imam optræde live på en lille og intim indendørsscene, og det fungerede faktisk rigtig fint. Da party bangeren ”För evigt” afsluttede aftenen, var kontakten mellem kunstner og publikum så tæt, at det nærmest føltes, som at være til en fest med alle ens nærmeste venner. En relativt sløv start kombineret med en koncerttid på under en time afholder dog koncerten fra at ryge helt op på de høje karakterer.
Derudover vil jeg gerne rejse en sidste kritik – ikke af Silvana Imam, men af selve arrangementet. Koncerten er arrangeret af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, og det ærgrer mig, at de ikke er mere tro mod deres eget koncept. Når de arrangerer en koncert i forlængelse af en filmvisning, der giver et intimt indblik i en kunstners liv, så trak det mig fuldstændigt ud af stemningen, at den danske provo-døgnflue Nikoline skulle agere opvarmning inden koncerten. Selv med en barmhjertig spilletid på ti minutter, så føltes det stadig som en evighed. Øv!
Alt i alt var det en anderledes koncert, end jeg havde forventet. Selv i en mindre fandenivoldsk og eksplosiv udgave af sig selv fik Silvana Imam dog bevist, at hun stadig er et af Skandinaviens største hiphoptalenter – især i kraft af, at hun simpelthen besidder en gudsbenådet karisma og tilstedeværelse, der når helt ud over scenekanten. At hun tvivler på sig selv og afviser at træde ind i rollen som superhelt, det gør hende kun mere interessant.
Det er jo alligevel de færreste, der synes, at den ufejlbarlige Superman er den mest interessante superhelt. Det er først, når vore superhelte viser deres svagheder, når de tvivler og når de træder ved siden af, at vi rigtig lærer dem at kende, så vi for alvor kan holde af dem.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com