Skulle man have vandret en tur i Washington D.C. får man umiddelbart det indtryk, at byen blot består af monument på monument, tonsvis af museer og et hvidt hus, som lige nu huser en præsident, som de færreste havde troet ville sidde i det ovale kontor. Da jeg, en gang, gik i gaderne, bevægede jeg mig i min søgen efter en indbydende pladeforretning også ud i de mindre pæne kvarterer – og selvom det er gader, hvor man ikke umiddelbart har lyst til, at bevæge sig rundt efter mørkets frembrud, så er det her, den pulserende og fandenivoldske musik skabes. Det er her, at undergrunden lydmæssigt tårner sig lige så højt som Capital Monument. Det er i disse gader, Flasher har sit udspring.
Trioen Flasher er født i hjertet af Washington D.C’s konstant pulserende undergrundsscene. En by der tidligere har givet os navne som Bad Brains og Fugazi, som hver især nåede langt ud over bygrænsen. Flasher er et udtryk for den næste generation, der ved hjælp af eget label, The Sister Polygon, råber op musikalsk såvel som politisk. Taylor Mulitz, der tidligere slog sine folder i det feministiske punk-outfit Priests, har med Flasher kastet sig ud i endnu et projekt, hvor post-punken danner grobund for skæve og energiske sange på debutalbummet Constant Image.
Der er noget DIY smurt henover hele albummet. En smittende og vedkommende sangskrivning der ikke klistres ind i unødvendige effekter, men som får lov til at stå og vibrere lydmæssigt et sted mellem garagen og baggården! Albummet er produceret af Nicolas Vernhes, der også har drejet på knapper for mere etablerede navne som Animal Collective, Deerhunter og The War On Drugs – der er dog umådeligt langt, fra eksempelvis The War On Drugs til Flasher. Der er faktisk tale om to helt forskellige lydverdener.
Flasher er indbegrebet af power-rock trioen, som vi kender den. Taylor Mulitz flankeres af Daniel Saperstein på bas og Emma Baker på trommer. De tre klassiske ingredienser – og mere skal der ikke til for at spille ind til benet. Sangene på Constant Image – der er et kort, men heftigt bekendtskab på omkring 30 minutter – stikker i mange retninger, men læner sig samtidig kraftigt op af traditionen. Det er rasende svært ikke at have navne som The Pixies og Elastica rumsterende i baghovedet, når Flasher sætter endnu et nummer ud i den mørke post-punk sø. Det er, ikke mindst, vokalharmonierne mellem Mulitz og Baker, der sender tankerne mod Boston og The Pixies – ikke på en facon hvor det er forstyrrende, men blot (endnu) et vidnesbyrd om, at vi alle står på skuldrene af hinanden. Således også Flasher.
De bedste øjeblikke på Constant Image opstår, når bandet slipper energien løs, og lader den gå i spænd med kompositioner, der efterlader lytteren sulten efter mere. Eksemplificeret af numre som de rystende fine ”Skim Milk” og ”Material” – begge numre der sætter spor og gør Flasher til mere end blot endnu et post-punk band i vrimlen. ”Pressure” er ligeledes et øjeblik der stikker ud. Fælles for alle de nævnte numre er, at de har en spilletid, hver især, på knap 3 minutter. Mere behøver man faktisk ikke for at kreere store sange. Mulitz evne til at skabe lydbilleder, der er tætpakkede med energi og emmer af rastløshed, kommer på fineste vis til udtryk i disse tre kompositioner. Andre steder på albummet bliver der skudt med lidt for idefattige indfald, der nok favner energien, men som i deres udtryk bliver lidt for anonyme. Disse mindre iørefaldende øjeblikke er dog tålelige qua den korte spilletid, og fordi de til trods for deres manglende skarphed, alligevel har en pågående vitalitet, der smitter.
Samlet set er Constant Image alt andet end det, titlen lover. Der er ingen stilstand, eller noget som er konstant. Flasher flytter sig hele tiden, om end det sine steder kan føles lidt som om, at de skyder i lidt for mange retninger på en og samme gang. Faktisk i en og samme sang til tider. Dette til trods er der tale om en hæderlig debut, der rejser sig stolt i vrimlen over de mange andre bands, som henter inspirationen og energi i post-punken. Og energisk – det er det i dén grad!
