47-årige Gruffydd Maredudd Bowen Rhys har været en del af den walisiske, alternative musikscene i 30 år, hvor han især har gjort sig bemærket som forsanger i det neo-psykedeliske band Super Furry Animals. Som soloartist har Rhys siden 2005 udforsket et væld af genrer og skæve koncepter. På forrige udspil American Interior rejste Rhys i fodsporene på en walisisk opdagelsesrejsende, og foruden pladen kom der både en film og en bog ud af projektet. På Babelsberg har Rhys’ nysgerrighed ledt ham ind i et samarbejde med komponisten Stephen McNeff. Rhys og tre musikere optog sangene i et studie på bare tre dage tilbage i 2016, inden de blev sendt til McNeff, som over de følgende 18 måneder arrangerede og indspillede med det 72 personer store symfoniorkester BBC National Orchestra of Wales.
Symfonisk rock forbinder jeg især med en storladen lyd som praktiseret af eksempelvis Muse. Babelsberg er imidlertid i en helt anden boldgade. Med sine opløftede stemninger og varme pop-produktioner har albummet langt mere til fælles med et band som The Beach Boys. Singlerne ”Frontier Man” og ”Limited Edition Heart” er de fremmeste eksponenter for pladens lyd. Strygere og træblæsere skaber et yderst behageligt rum, hvor Rhys’ vokal kælent smyger sig op ad en kvindelig korstemme. Det er så melodiøst, at du sidder og vugger lidt med, mens sangene sætter sig fast i dit sind i de næste mange dage.
Singlerne tenderer dog også mod det kedelige, og man kan undre sig over, hvor den uforudsigelige sangskriver Gruff Rhys blev af. ”The Club” og ”Oh Dear” er mere tempofyldte og originale kompositioner, hvor samspillet mellem de forskellige dele af orkestret især på sidstnævnte når et mesterligt niveau. Den Beatles-klingende ”Take That Call” har nogle af de samme kvaliteter, hvor man selv efter mange gennemlytninger forbløffes over skønheden i symfoniorkesterets klang.
Alt i alt står albummets første halvdel meget stærkt, men det følges ikke helt til dørs. ”Negative Vibes” er lige ved at lykkes som en simpel, charmerende popsang, men snubler på målstregen. Gruff Rhys beviser på Babelsberg, at hans stemme har en stor spændvidde, men den Wayne Coyne-agtige præstation på ”Negative Vibes” fungerer desværre slet ikke for mig. ”Architecture of Amnesia” (okay, det lyder faktisk fuldstændig som titlen på en Muse-sang) passer stemningsmæssigt ikke ind på albummet, idet Rhys her bevæger sig ind i det storladne, da slagtøjet får frit spil i omkvædet. Pludselig lyder musikken gravalvorlig, men i sidste ende er nummeret ikke stærkt nok til at overbevise mig om, at der faktisk er noget på spil.
På resten af albummet benytter Gruff Rhys sig med stor effekt af en kontrast mellem musikalsk atmosfære og tekstunivers, hvor de lyse toner undergraves af næsten dystopisk lyrik. De skelsættende politiske begivenheder i 2016 har tydeligvis inspireret Rhys til de mørke temaer. Det er således ikke svært at læse en Brexit-kommentar ind i linjer som »They threw me out of the club / The club I built with my own two hands«. Også de skræmmende perspektiver i brud på internationale konventioner gennem droneangreb får en kommentar med på vejen i sangen “Drones In The City”: »And once it takes me out / There’s no element of doubt«.
Afslutningsnummeret ”Selfies In The Sunset” har en let melankolsk, men stadig positiv tone. I en duet med Lily Cole synger Gruff Rhys os ind i apokalypsen med en blid vuggevise: »The backdrop’s blazing red / And everyone is equal in the valley of the dead«. Det er en fin og passende afslutning på et album, som undervejs når imponerende højder af tidløs, orkestral popmusik, men desværre ikke helt indfrier de store løfter på pladens anden halvdel.
