Solen bragede ned over Ådalen fredag eftermiddag. Ovre på Grøn Scene havde Ice-T netop skældt hæder og ære fra sit publikum, da han mente, de var for dvaske i varmen. At dømme efter de mange gispende kroppe, der lå i det skyggefulde græs ved Rød Scene, var energiniveauet ikke stort bedre hernede.
Heldigvis skulle Rostam vise sig at være det måske mest perfekte navn på hele NorthSide-plakaten til at løfte netop den opgave. Det tidlige Vampire Weekend-medlem har i sit soloprojekt ikke lagt sin kærlighed til indiepop infiltreret af sydlandske virkemidler på hylden. Hvor Vampire Weekend trækker på energisk afropop i deres musik, er Rostams lyd dog mere tilbageholdende og låner især fra musikkulturen i Mellemøsten, hvor Rostam har sine etniske rødder.
Da bandet trissede på scenen, stod det dog hurtigt klart, at Rostams lydbillede har en hel del andet og mere at byde på. Med sig havde frontfigur Rostam Batmanglij en helt bedårende strygerkvartet i John Lennon-solbriller, som med tre violiner, en cello og koncentrerede miner gjorde lyden højtsvungen og fyldig – hvis de da ville. Ligesom den alsidige trommeslager, som var sjette og sidste mand på scenen, havde de fire på strenge en virkelig fin fornemmelse for at skabe dynamik med variationer af stilhed, schwung og nænsomme strengepluk.
Læg dertil de ret solide sange og melodier, der fylder Rostams solodebut Half-Light fra sidste år, og ja, så er eftermiddagen sådan set reddet. En smuk, afdæmpet “Don’t Let It Get to You” havde nok strygerkvartettens elegante arrangement i fokus, men man kiggede uvægerligt efter det flygel, der også gav sit elegante besyv med i lydbilledet. Nok er Rostams lyd organisk og til tider nærmest klassisk orienteret, men man skal ikke lade sig narre – Rostam Batmanglij er en dygtig elektronisk musiker, og så er lidt flygel, en særlig rumklang eller måske endda et diskret kvindekor er en smal sag at trylle frem i et lydbillede, der hurtigt får mange lag.
Det fik vi rig anledning til at høre på f.eks. den efterfølgende “Wood”, hvor strygekvartettens animerede hop bragte tankerne hen på et Disney-soundtrack, mens bongotrommer og en diskant mellemøstlig slagtøjslyd fremtryllet af trommeslagerens pads sikrede fremdriften. I græsset var folk kommet på højkant, og den lille flok foran scenen blev tiltagende større gennem den efterfølgende charmerende popperle “Bike Dream”.
Det var ikke svært at forstå hvorfor. Musikken lød simpelthen forrygende godt og gik i hofterne på en dovent rokkende måde, der passede helt perfekt til den østjyske hedebølge. Selv da bandet senere i sættet gik i folk-modus med den herligt lumberjack-rokkende nye mandolinsang “In a River” og en coverversion af Nick Drakes “Pink Moon”, var man aldrig i tvivl om, hvem der var bagmændene. Rostams koncert var en opvisning i, hvordan man som band mestrer sin helt egen lyd – som i øvrigt ikke kunne have gjort sig bedre i nogen sammenhæng end på en doven og glohed sommereftermiddag.
