En onkel, to fætre og et pladeselskab, der måske nærmere er et pladekollektiv. Det er opskriften på Hong Kongs debutalbum Sundowner. Johan Knutz Haavik og Joachim Schierning er Hong Kong. De to fætre laver eksperimenterende popmusik som en del af projektet Vellness plader, hvor unge talentfulde bands som Sjæl i Flammer, Franske Piger og Hong Kong udveksler musikalske ideer og hjælper hinanden frem i verden.
Nu er Hong Kong klar med debutalbummet Sundowner.
Os anmeldere har for vane at gå et nyt album i møde med en gennemlæst og understreget pressemeddelelse, de fedeste høretelefoner i byen og en god kop kaffe. For en anmelder som mig, kan det derfor til tider være svært ikke at falde i svime over et bands små finurligheder og store indviklede fortællinger om baggrunden for musikken, selv når disse egentlig ikke fremgår synderligt klart på albummet.
Derfor giver vi os nu i kast med Sundowner med to sæt briller: mine anmelderbriller og de lidt mere jordnære, hverdagsagtige hører-indiemusik-i-mine-apple-earpods-mens-jeg-cykler-på-arbejde-briller, hvor glasset er tintet lidt mere rosenrødt.
Mit første møde med Hong Kong blev med de hverdagsagtige briller på, da bandet for en del måneder siden udgav “Blomster og Porcelæn”. Det krævede kun få ord, før jeg var helt fanget. »Får bøder for at spytte på gaden / Og jeg vender pladen inden den er færdig«. En komisk vrangforestilling om, hvad det vil sige at være en bad boy til lyden af flydende guitarer og en trommemaskine i raskt trav. Jeg var solgt. Det faktum, at lyrikken i omkvædet var mig helt uforståelig, blev succesfuldt tilsløret af den fængende melodi. Før jeg havde den fjerneste anelse om, at jeg skulle anmelde dem, var jeg allerede fanget i Hong Kongs alternative pop univers.
Men nu er det også tid til at introducere Onkel Noon (tid til anmelderbriller).
Onkel Noon er en excentrisk verdensmand, der for mange år tilbage kaldte Hong Kong sit hjem. Vigtere endnu, så er han også Haaviks og Schiernings onkel. Netop Noon og hans diverse udskejelser er fortællingen bag Sundowner, og med dette in mente antager albummet en ny mening.
På digtoplæsningen “Interlude” og nummeret “Spørgsmål” begynder narrativet om Noon at tage form. Tredjepersonsfortællingne på “Interlude” gør det klart for lytteren, at det ikke er selvbiografisk lyrik, mens “Spørgsmål” med linjen »Jeg er et metanarrativ over dit liv« ligeledes henfører fokus til, at det er Noon, der er i centrum.
For resten af albummets vedkommende må jeg dog blankt erkende, at jeg konstant kommer til at tilskrive lyrikkens fortællinger til Hong Kong drengene frem for deres onkel Noon. Ligeledes må jeg indrømme, at jeg selv med rynket anmelderpande og krøllet pressemeddelelse må se mig svært presset, når det kommer til at udrede det bagvedliggende narrativ.
Lad os dog ikke forfalde til endeløs lyrisk analyse. Det er jo trods alt et popalbum, vi har med at gøre. Så hvad kan Hong Kong musikalsk?
Det korte svar: stærke beats, rigeligt med guitar og en vokal der krænges ud til både højre og venstre – det er Hong Kongs opskrift på pop i 2018. Men det er først når Hong Kong bevæger sig væk fra de sædvanlige pop ingredienser, at både hverdags- og anmelderbrillerne begge funkler rosenrødt.
Pragteksemplet på dette er “Olau”. Lyden af fugle på en baggrund af bølger har som sådan intet at gøre i en popsang. Alligevel er det sådan vi sætter fra land. Med ordene »Olau, han siger han smutter / Trompetfanfare over lyserød horisont« får billedsproget lov til at dominere Noon-narrativet for en stund, og når det iørefaldende omkvæd sætter fra land kræver det en stærkere mand end undertegnede ikke at synge med.
Den sande genialitet findes dog i opbygningen til sangens sidste omkvæd. I popmusikkens alletiders kogebog findes der dusinvis af måder at udforme en sådan opbygning på. Dem ser Hong Kong stort på. Til lyden af dæmpet musik påbegyndes recitationen af et digt. Egenhændigt driver ordene og intensiteten i stemmen nummeret fremad. Hurtigere og hurtigere, stærkere og stærkere, indtil man som lytter ankommer til omkvædet med gåsehud og armene over hovedet. “Olau” er i sandhed en mindeværdig popsang.
Alt i alt er Sundowner med sine 15 spraglede numre et udfordrende bekendtskab. Ønsket om at fortælle onkel Noons historie har medført, at lyrikken ofte mildest talt er svær at gennemskue. Man kunne fra sin behagelige anmelderstol måske postulere, at onkel Noons Hong Kong udskejelser nok havde været bedre brugt som overordnet inspiration, end som et direkte narrativ for Sundowner.
Meget bliver dog genvundet ved det flotte billedsprog i teksterne og de opfindsomme pop-perler som “Olau”, “Blomster og Porcelæn” og “Noon på Gym”, der gemmer sig på albummet. Alt i alt er Sundowner et berigende bekendtskab og Hong Kong et band, som klart er værd at holde øje med.
