Skal man prøve at beskrive Let’s Eat Grandmas ”Hot Pink” – første single fra deres andet album I’m All Ears – så præcist som muligt, skal man have gang i flere genrebeskrivelser. Vi starter et sted omkring moderne R&B – første vers forfører med lækker synthesizer og sexet vokal, hvorefter omkvædet eksploderer i hårde, elektroniske beats, der giver et flashback til Sleigh Bells ”Tell em”, minus guitar. Og så sænker tempoet sig i c-stykket, hvor der bliver skruet op for xylofonen og ned for det hårdtslående, og hele herligheden ender i samplede vokalharmonier og sproglige gentagelser, indtil pladen bogstavelig talt går i hak. Det er på én gang poppet og eksperimenterende, med tekster der flirter med både køn og seksualitet på den der dejlige, ungdommelige måde uden at blive naiv, og på bare det ene nummer formår Rosa Walton og Jenny Hollingworth, der tilsammen udgør Let’s Eat Grandma, at vise verden lige præcis, hvor alsidige de er.
Alsidighed er nemlig en af bandets allerstørste forcer, for med ”Hot Pink” som en superlækker første single kunne man godt være fristet til at tro, at resten af I’m All Ears ville læne sig så meget op ad dette udtryk, at det gentaget igennem 11 numre ville blive for ensformigt. Det er dog langt fra tilfældet, og heldigvis for det. Walton og Hollingworth er nemlig et par fabelagtige sangskrivere. De strør om sig med den ene fantastiske og intelligente popperle efter den anden, som om det var det nemmeste i hele verden, og numrene ”It’s Not Just Me”, ”Falling Into Me” og ”I Will Be Waiting” er proppet til randen med forførende tekster om de helt store følelser. Man skal være lavet af sten for ikke at få gåsehud af Walton og Hollingworths følsomme, svævende, drømmende univers, hvor følelserne er umiddelbare, og kærligheden er ny, rå og uden filter. Især ”Falling Into Me” rammer lige i hjertet med dens poetiske tekst om ikke at kunne, eller ville, holder tilbage; at lade rive sig med, også når det går for hurtigt, men alligevel kaste sig i armene på skæbnen, velvidende at det kan komme til at gøre ondt.
Musikken er ligeså drømmende som teksten. Synthesizers og orgel der svæver i baggrunden af Waltons og Hollingworths dybfølte vokaler; trommer, der i crescendo underbygger den berusende stemning. Teksten stopper, beatet bliver mere insisterende, truende næsten, og man ved knap, hvad man skal føle. Kan vi overleve det her? Er vi stærke nok til at føle så meget, så inderligt? Og så kommer beskeden – »You got this« – og musikken eksploderer i håb og længsel, beats og koklokke. »You/ Me/ This/ Know wherever we go is the best place«. Hvor vi er sammen, er det bedste sted. Det finder resonans hos selv den mest kyniske 32-årige.
Lets Eat Grandma er dog langtfra færdige med at imponere. Nummeret ”Snakes & Ladders” kan nærmeste betegnes som en elektronisk guitarballade. Teksten er kompakt og kompleks, næsten episk, og der bliver sunget og rappet om både stjerner og planeter, kærlighed, magtforhold og afhængighed. »Give me something real/ Something evergreen/ Something unmundane« næsten drukner en af sangens sidste linjer, i et støjende hav af guitar, bas og elektronik. Tematisk lægger ”Snakes & Ladders” sig op ad den mere nedtonede guitarballade ”Cool & Collected”; en sang der musikalsk starter cool og sammenfattet som titlen beskriver, og medrivende beskriver følelsen at være så optaget af et andet menneske, at man både vil være sammen med vedkommende og på sin vis også være vedkommende. »But I thought you knew/ That I’m the same as I ever was« lyder vokalen mørk, forbitret, gentagende, før det næsten 10 minutter lange nummer folder sig ud instrumentalt med tunge klaverakkorder, og en spinkel, men insisterende smuk guitarsolo, pakket ind i masser af synthesizers.
Men hvis man virkelig vil forstå, hvorfor I’m All Ears er så imponerende en plade, så skal man lytte til nummeret ”Ava”. ”Ava” er en vigtig fortælling om selvskade – et emne ganske få kunstnere har formået at angribe så forsigtigt, men samtidig helt uden unødvendig sentimentalitet. Her bliver emnet endda set fra en pårørendes side, hvor fortælleren må lære at acceptere, at man ikke har kunnet hjælpe et andet menneske i nød. »I know I have to accept this/ But if she’d have let me/I’d be there/Once or twice or again«. Et simpelt klaver og elektroniske regndråber fremhæver teksten. Det er fint og smuk i al sin smerte.
Let’s Eat Grandma er opkaldet efter et Internet-meme, der fremhæver vigtigheden af et komma. Kalder man bedstemor til middag (Let’s eat, grandma), eller kalder man til kannibalisme? Og ja, Walton og Hollingworth er begge 19 år, og man er nødt til at nævne det, for det er da vanvittigt imponerende, at man i så unge en alder kan være så sindssygt kreative, og have fingeren så meget på den emotionelle puls. Der er ikke en dårlig ting at finde på et eneste nummer, hverken tekst- eller musikmæssigt, og deres reflekterende, meditative elektropop er simpelthen så medrivende, at man ikke kan lade være med at falde fuldstændig for dem. I’m All Ears skal nydes på vej hjem efter en god aften i venners eller elskers selskab, med minimum en halv flaske bobler i blodet.
