Koncerter

Roskilde Festival 2018: (Sandy) Alex G, Pavilion

Foto: Tonje Thilesen

Lytter man til Sandy (Alex G)s albums, mødes man med en intimitet og et nærvær, der desværre var fraværende til fredagens, bogstaveligt talt, sammenbidte koncert på Pavilion.

Amerikanske Alexander Giannascoli er, hvad man kalder hyperproduktiv. Siden har var 15 år gammel, har han udgivet musik – i dag er han 25. Efter at have udgivet sig selv på Bandcamp, hvor han opnåede en stor følgeskare, udgav han et par albums på et mindre pladeselskab. Efterfølgende blev han samlet op af Domino Records, hvorefter han udgav Beach Music i 2015 og Rocket i 2017, der for alvor katapulterede ham ind på indierock-scenen – og på dette års Roskilde Festival.

Giannascoli er en fremragende sangskriver, hvilket blevet cementeret på Rocket – et album, der rummer meget mere end indierock, med alt fra country-fiddle til loungeagtig jazz, men på Pavilion-scenen var den intime råhed, som er kendetegnende for hans albums ikke til at få øje på.

I sportsjakke og cap stod Giannascoli og vippede frem og tilbage foran mikrofonen. Hans tænder var sammenbidte og lyden måtte nærmest hvisle ud mellem tænderne, hvilket fik hans sang til at lyde enormt anstreng. Nogen stor stemme har han dog heller ikke, men på plade bliver hans lyriske anstrengelser alligevel leveret med en vis sårbarhed og nerve. Mest nerve var der faktisk på støjrock-nummeret ”Brick”, hvor Giannascoli stod bøjet over sit keyboard og skreg ned i mikrofonen, som var den målet for al hans pludselige vrede.  Nummeret gled over i, det på pladen lidt overraskende autotune-nummer, ”Sportsstar”, som igen gled over i en lidt intermistisk screamo-agtigt start på det ellers ret lækre, jazzede ”County”.

Musikalsk var det en solid koncert. Giannascoli er en flatteret guitarist, og har haft features på Frank Oceans udgivelser Blonde og Endless, hvor han spiller på bl.a. ”White Ferrari”, ”Self Control” og ”Rushes”. Også de tre bandmedlemmer på henholdsvis guitar, bas og trommer spillede strålende – særligt på de mere rockede numre ”Bug”, ”Witch” og i den lidt intermistiske optakt til afslutningsnummeret ”Guilty”, hvor de virkelig kom til deres ret.

Men koncerten igennem manglede der kontakt til publikum. De eneste ord, der blev ytret var, udover det gængse »thank you«, »did you dip in something?« inden Giannascoli tog en tændt cigaret i munden, som var blevet smidt op på scenen. Publikumskontakt kan også opnås på andre måder end med ord, men under numrene stod han og stirrede lidt tomt ud i teltet. Der var ikke det der energiske nærvær, som giver en koncert den ekstra dimension, som man ikke får, når man bare lytter derhjemme. En del kan nok tilskrives nervøsitet. Hans øjne flakkede noget rundt, da han trådte på scenen, og han er kendt for at være genert, grænsende til sky, når det kommer til optrædender og pressekontakt.

Men koncerten virkede i det hele taget lidt målløs, og manglede en større mening. Oplevelsen var desværre en af de mere forglemmelige, for selvom den rent musikalsk var stimulerende, manglede der indlevelse og bevidsthed.

★★★½☆☆

Leave a Reply